Når vi netop har passeret midten af februar, har vi været vidne til et fascinerende og grelt eksempel på dobbeltmoralen i det norske samfund.

Dag den 18. februar var et kalendermæssigt sammenfald.

Onsdag den 18. februar markerede et sjældent kalendertilfælde. Det var starten på både den muslimske fastemåned Ramadan og den traditionelle kristne faste med askeonsdag. Men hvis man følger med i de norske medier eller lytter til vores politikere, skulle man tro, at Norge udelukkende var et islamisk land.

Når ramadanen kaldes, snubler ministre, borgmestre og redaktører over deres egne ben for at være de første til at lykønske. De løber om kap for at sende hilsner om “Ramadan Mubarak” i alle kanaler. Aviserne er fyldt med glittede historier om, hvordan muslimer bryder deres faste, hvad de spiser til iftar, og hvor vigtig denne måned er for sammenholdet i samfundet.

Selv dagligvarekæderne rydder deres egne hylder for at skubbe dadler og halalkød ud til deres kunder. Det offentlige Norge står bogstaveligt talt i givakt for at fejre en importeret religion.

Hvad med askeonsdag og starten på den 40 dage lange kristne fastetid op til påske? Det blev forbigået i øredøvende tavshed. Ikke et eneste pip fra landets politiske ledelse. Ikke en eneste nyhed på statskanalen om vigtigheden af refleksion og nøjsomhed i den kristne tradition. Askeonsdag blev reduceret til en usynlig parentes i kalenderen, fuldstændig udslettet af den massive opmærksomhed omkring islam.

Dette er ikke bare en forglemmelse. Det er et symptom på et dybtliggende kulturelt selvhad. Vi er blevet så desperate efter at virke tolerante og inkluderende over for det ukendte, at vi aktivt udvisker vores egne rødder. De kristne værdier, som har bygget dette land og formet vores moral, vores love og vores kultur i tusind år, bliver nu behandlet som et pinligt og forældet levn, der bør gemmes væk.

Samtidig bliver islam ophøjet til en piedestal som samfundets nye guldkalv.

Når vi holder op med at værdsætte vores egen historie og tradition, har vi reelt abdiceret som kulturnation. Et land, der skammer sig over sin egen arv og giver al plads i det offentlige rum til fremmede skikke, vil i sidste ende miste sig selv.

Jeg spekulerer på, om eleverne i de norske skoler har hørt noget om fastelavnssøndag, blå mandag, fastelavnssøndag og askeonsdag i år, for de vil med garanti høre om ramadanen.

Det er på høje tid, at vi holder op med at bøje os for politisk korrekthed og i stedet begynder at kræve den samme respekt for vores egne traditioner, som vi så generøst deler ud til andre.

Køb bøger fra Document Publishing her!