Europas svaghed over for Ukraine og overdrevne afhængighed af Trumps USA har efterladt et rystende Europa i en farlig situation. En større katastrofe kan være i vente i det kommende år.

EU’s ledere samledes før jul til et såkaldt historisk topmøde. Set udefra føltes det som et historisk lavpunkt: EU har virkelig ramt bunden, både økonomisk, sikkerhedsmæssigt internt og militært eksternt. Men i Bruxelles mener den værste tyske forsvarsminister nogensinde (von der Leyen), at alt går efter planen.

De velkendte floskler blev behørigt gentaget under et nyligt topmøde, skriver Francis Dearnley i The Telegraph. Dearnley driver en podcast, der handler om Ukraine, og har mere indsigt end de fleste.

»Ukraine alene kan bestemme vilkårene for fred,« insisterede Starmer, Macron, Barth Eide og en flok uduelige europæiske politikere. Man spørger sig selv, hvilken historiebog de har læst, hvor den tabende part i en krig bestemmer fredsvilkårene.

Drømmen om EU-medlemskab for Ukraine og måske NATO-medlemskab lever stadig sit eget makabre liv.

Men bag retorikken var nogle af dem – nogle få, som åbent støttede Moskva, andre, som var lammet af frygt – imod dette. Resultatet var ikke beslutsomhed, men afsløring: et Europa, der var splittet i forhold til, hvordan det skulle møde den krig, der omformede dets fremtid. Intet ændrede sig virkelig.

Som læsere af Document er fuldt ud klar over, er der flere tidligere østbloklande, som ikke ønsker at erstatte Kremls tyranni med Bruxelles. Faktisk kan det splitte hele unionen, hvis mafiaen i Bruxelles fortsætter med økonomisk tyranni mod lande som Ungarn og med politisk tyranni mod lande som Rumænien.

Bruxelles er ikke i stand til at frigive indefrosne russiske statsaktiver. Man kan se, hvor forkert det er, når selv en norsk arbejderregering siger nej. EU tvinger derfor europæiske skatteydere til at garantere et lån på 90 milliarder dollars til Ukraine.

EU – såvel som Storbritannien – var ikke forberedt på en ny periode med Trump i Det Hvide Hus, og nu aner de ikke, hvad de skal gøre. Et Europa i økonomisk ruin, med klimatiltag, masseindvandring og krigsliderlighed, har ikke formået at udvikle en seriøs, uafhængig strategi for sin egen sikkerhed.

Europa forsøger nu at genopbygge sig selv og indser inderst inde, at det er hjælpeløst uden USA. Men afskyen for Trump overskygger selv ønsket om at bevare Europa som et nogenlunde velfungerende kontinent, indtil videre.

Europas skæbne – og Ukraines – forblev bundet til velviljen hos en allieret, der »snart kunne vise sig upålidelig.«

Men er det ikke Europa, der har vist sig upålidelig? Hvem satser sit liv på folk som Espen Barth Eide og Ursula von der Leyen? Skal vi sende Støre til frontlinjen? Eller har han travlt med at besøge en moské i sydøst den dag, krigen bryder ud?

Svigtet har været mere alvorligt, end mange havde forestillet sig. Rusland har en befolkning, der er vant til økonomiske udfordringer, og de er uden tvivl opmuntret af Trumps opfordring til at afslutte krigen. Det provokerer nu Europa, som virkelig ikke er i stand til at foretage simple militære beregninger.

Hybridangrebene er blevet intensiveret og kulminerede med et droneangreb på polsk luftrum, som tvang NATO ud i den første direkte konfrontation med Rusland i alliancens historie. Samtidig har Det Hvide Hus, der fornemmer svagheden, gentagne gange ydmyget sine tidligere europæiske allierede og samtidig signaleret en klar vilje til tilnærmelse til Moskva.

Sidste år skrev Dearnley, at Europa »ikke havde andet valg end at håbe på et julemirakel fra den anden side af Atlanten.« Men EU og Bruxelles modsætter sig konsekvent den fredsaftale med Kreml, som kontinentet er fuldstændig afhængig af.

Til trods for overvældende beviser for, at Putin ikke har til hensigt at afslutte krigen, medmindre hans krav bliver opfyldt – krav, der vil ødelægge Ukraines suverænitet og permanent svække den europæiske sikkerhed – hersker der en stædig illusion i mange hovedstæder: At krigen snart vil slutte. At en dårlig aftale, der pålægges Kiev, måske kan overvindes. Eller at det at holde linjen på det nuværende støtteniveau til sidst vil udmatte Rusland til en våbenhvile.

Ruslands økonomi er selvfølgelig under pres, men russerne er vant til modgang, det ligger dem i blodet. I Europa flipper almindelige borgere ud, hvis de får serveret en middelmådig caffè latte til 60 kroner.

Putin kan selvfølgelig på et tidspunkt beslutte at stoppe krigen. Men det er usandsynligt, at det sker på grund af indflydelse fra Bruxelles, hvor der næsten ikke er nogen belgiere tilbage. Men befolkningsudskiftning betragtes stadig som en konspirationsteori.

Regimer, der med succes overgår til en krigsøkonomi, trækker sig sjældent frivilligt tilbage. Faktisk er Kremls militærudgifter skudt i vejret, dets industri er blevet transformeret, og selv om modellen ikke er bæredygtig på ubestemt tid, giver den stærke incitamenter til at fortsætte. Krig lover ikke kun strategiske gevinster, men også økonomisk pusterum – gæld udskudt eller tilbagebetalt gennem erobring.

Efterretningschefer i hele Europa advarer og kræver øjeblikkelig opmærksomhed. De mener, at Moskva ikke har til hensigt at trække sig tilbage, hverken i Ukraine eller i sin kampagne for at skræmme Europa. De baltiske lande ses som risikoområder – for at teste NATO’s beslutsomhed, underminere tilliden til artikel 5 og satse på, at Europa vil tøve, hvis Rusland skaber en krise der.

Men er det ikke at undervurdere NATO? Selv om Europa er svagt, er USA stadig i stand til at afskrække, hvis det forbliver interesseret.

Derfor er det afgørende at stole på alliancen med USA, præcis det, som generationer af europæere har taget for givet. Men så skal man samtidig give noget tilbage, og det er her, Bruxelles og Europa kæmper.

Siden 1945 har amerikanske arbejdere ofret deres velstand og nogle gange deres liv for at beskytte forkælede europæere, der går på pension, mens de stadig er i 50’erne. Derfor vil 2025 måske blive husket som det år, hvor »Vesten« ophørte med at fungere som et meningsfuldt politisk begreb.

Woodrow Wilsons vision om et demokratisk »magtfællesskab« er blevet erstattet af snak om »indflydelsessfærer« – et sprog, der overlader den moralske overhøjhed til autoritære regimer og legitimerer erobring, hvor det aldrig burde være tilladt.

EU nægter folk retten til at vælge deres egen fremtid, og det europæiske demokrati er en ren illusion. Den store trussel er imidlertid ikke en krig med et udemokratisk Rusland, isoleret set, men en fremtidig krig – måske med Kina – som følge af en bevidst underminering af de principper, der har bevaret freden i årtier.

Putin er ikke en rollemodel, men han er en dygtig gambler. Han satser på, at USA bliver træt af de uduelige ledere i EU og de tandløse europæiske NATO-lande. Der er flere tegn på, at Trump og hans administration er ved at være trætte af hele Vesteuropa.

Det bedste scenarie, set fra Bruxelles, er, at Moskva til sidst bliver afsløret, hvilket får Washington til at fordoble sin støtte til Ukraine. I dag virker det meget usandsynligt. Trump er ikke interesseret i at starte en krig med Rusland på grund af en pauseklovn i Kiev.

Den ideologiske forandring i USA er dybtgående. Næsten dagligt roser Trump sit “gode forhold” til Putin, mens han sjældent forsømmer en lejlighed til at fordømme præsident Zelenskyi. Det er utvivlsomt en ny verden.

Lad os håbe, at Trump og hans team forstår det grundlæggende: Hvis man giver efter på principper, giver man i sidste ende efter på territorium, »og uskyldige mennesker dør.«

Krigen i Ukraine har ført til mange uskyldige menneskers død, både russeres og ukraineres. Flere vil dø i det kommende år, hvis der ikke sker ændringer. Selvfølgelig er det russerne og Putins regering, der må bære hovedansvaret, da det er dem, der har invaderet landet.

Man må dog ikke glemme, at Kreml i mange år har advaret om de mulige konsekvenser af vestlig indblanding i Ukraine. Det er ikke en undskyldning, men en antydning af en forklaring. Desuden bidrog Joe Bidens udtalelser et par uger før invasionen – om at USA ikke ville reagere, hvis Putin kun besatte en lille del af Ukraine – til det.

Når man er i krig, er man nødt til at holde tungen lige i munden. En dag er det måske ikke længere uskyldige mennesker i et “fjernt land”, der lider og dør, men vores egne sønner og døtre, der betaler prisen for ikke at handle, mens der stadig var tid.

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark