Johan er en mand, som man må betegne som en meget uheldig humanist. Hans historie er vigtig her 80 år efter krigsafslutningen og i lyset af at danske jøder forfølges for deres etnicitet. Denne tekst handler for såvidt også om danskhed.

Han var amagerkaner født i 1921 i København af en svensk indvandret far og en dansk mor, derfor hed han Johan. Efter fødslen af 6 børn forlod indvandreren sin danske kone. Konen sled i det og holdt hjemmet kørende indtil hun døde, da Johan var 10 år.  Faderen hørte de  ikke noget til og Johan mødte ham aldrig siden. Drengen kom sammen med sin søster på  Nærumgaard Børnehjem. Selv bygningen, et herresæde, var skænket til Københavns kommune af  en minoritetsfamilie, den jødisk familie Adler. Der legede Johan med et andet børnehjemsbarn Ritt Bjerregårds far Edmund, gik i kommuneskolen og havde gæster med hjem til sin fødselsdag. Johan var glad for at bo på Nærumgaard. Han fik en særlig nær ven, en ældre ligeledes forældreløs børnehjemspige Erna som han havde et livslangt venskab med. Erna havde et eneværelse for hun tog uddannelse som lærer, og Johan fik betroet en nøgle, så han kunne nyde roen og læse lidt, når hun var ude.

På børnehjemmet kom en kendt orkesterleder og øvede musik med de interesserede børn. Orkesterlederen fandt at Johan havde talent, og anbefalede at Nærumgaard skaffede ham legater. I starten boede han på Nærumgaard og fik undervisning privat hos nogle af konservatoriets lærere, og fik derefter halv friplads på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Senere rykkede han til København og lejede ”et halvt værelse” forstået på den måde, at når værtsfamilien havde spist aftensmad, var værelset med ottomanen hans alene, og det skulle være ryddeligt næste morgen til den fælles morgenmad. Alle hans ejendele kunne være i den kiste han havde snedkereret som ekstraundervisning i kommuneskolen.

Efter  sin uddannelse til soloviolinist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorie blev han straks indkaldt som værnepligtig. Soldatertiden var dengang lang, men blev afbrudt af den tyske besættelse af Danmark. De værnepligtige skulle jo ikke lære at skyde besættelsesmagten! De unge mænd blev hjemsendt, men nåede at holde en sammenkomst hos en kammerat, hvis far bød de unge mænd på gilde. Soldaterkammeraterne drøftede hvordan man skulle forholde sig. Oddsene var imod Johan, for der var mørkelægning og udgangsforbud om aftenen, og ingen går jo til koncert om formiddagen. Mange andre udøvende kunstnere havde samme problem. Værten ved afskedsgildet var motorprøvesagkyndig, som fortalte at politiet søgte mere mandskab. Ergo søgte den nysgerrige og videbegærlige unge Johan ind til politiet. Og blev glad for de varierende opgaver!

Erna var rykket til Ribe og havde giftet sig med en leder indenfor politiet, så den unge betjent Johan søgte og kom til Ribes politi. Violinen blev taget frem jævnligt og motioneret på pensionaterne, hvor han boede. Så kom 19.sept. 1944 , politiet i København blev taget til fange af tyskerne ved en falsk luftalarm ved vagtskiftet. Politimesteren i Ribe gav straks alle sine folk ubetinget fri. Johan klædte sig i civil og begav sig med tog mod søsteren og de nu gifte brødre på Amager. Tyskerne havde indledt en klapjagt på alle politifolk.

Haps!  Han blev taget af tyskerne og skubbet videre til koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald.
På vej til KZ lejren sammenklemt i kreaturvogne spyttede tyske husmødre efter ham og de andre fanger, når toget gjorde holdt ved jernbaneoverskæringer i småbyerne. I Tyskland oplevede han mange ubehagelige umenneskelige forhold. Og det var på mange måder ufatteligt for ham at dette kulturfolk,  der havde fostret  de klassiske kunstnere han kendte så godt, kunne opføre sig så nedladende og barbarisk overfor jøder, homoseksuelle m.flere. De spyttende husmødre var på en måde værre end de  capo’er, der styrede de nederste lag i KZ- lejrene.

Mens han havde været slavearbejder i Tyskland  på bl.a.  en flyvemaskinefabrik, var der kommet hunderedtusinder civile tyske flygtninge til Danmark. Nogle af dem blev interneret i  Oksbøllejren.

Johan kom selv hjem med de hvide busser, og husker ikke hjemturen, så syg var han.
Sverige tog imod de danske hjemsendte med helbredsundersøgelser, mad, tøj og ordentligt husly.
Efter at være kommet til hægterne kaldte pligten. Sønderjylland  forordnede ham som politimand i Oksbøllejren.
Her blev Johan  i 1945 en del af  vagten mellem den indre lejr og yderhegnet. Tyskerne her fik både mad  og lægehjælp. En del af den unge betjents opgave var at se til, at der ikke blev  begået  hævn og overgreb mod flygtningene fra dansk side. Det politimæssige arbejde passede han redeligt og med respekt for de hårdt prøvede flygtninge.

Omkring 1947 mødte Johan en ung kvinde i Ribe. Også hun var af blandet afstamning, idet hendes mor var kommet til Danmark som migrant fra Tyskland i mellemkrigstiden. Johans senere forlovede havde derfor både et tysk fornavn og et tysk mellemnavn. I 1948 blev de gift lidt hurtigere end de havde ønsket, idet  han som betjent blev beordret at rejse til København bla. passe på den amerikanske ambassade, og rundere på Amailenborg. Det sidste bragte af og til Dronning Magrethes far ned på slotpladsen og trave med rundt. Han måtte nemlig ikke ryge oppe i gemakkerne for kronprinssee Ingrid. Begge var jo musikinteresserede og havde  mindst det at passiare om.

Inden de forlod det minderige  Sønderjylland og Slesvig,  hvor bruden havde være i Kiel under englændernes bombardementer, og endda engang havde hørt Hitler tale på en af sine nærmest årlige ferier hos familien i Nordtyskland, skulle de nygifte lige rundt at præsentere gommen og sige farvel. Så det unge par drog på familiebesøg i Tyskland, hvor en del af familiens mænd havde været tyske soldater. Den tyske familie viste stor ærefrygt for Johans velvilje overfor at gæste deres land, og for overhovedet at ville møde dem. Han har efterfølgende besøgt Tyskland flere gange – talte gerne sproget – og det imponerede til stadighed svigermors familie.

Når Johan, som forældreløs samt overlevende fra  KZ lejr, har klaret sit liv så enestående, skyldes det helt klart hans humanistiske livsindstilling. I hans optik er hvert individ  en person, der skal respekteres for egne værdier og de valg det træffer. For ham er et menneske ikke et anonymt symbol på en stamme, eller klan eller etnisk segment, hvor det er ligeså godt at hævne sig på den ene som den anden for fædrenes synder.

Engang i 2026 flytter hans violin til Nørrebro til Henri Goldschmidts Musikakademi, grundlagt i 2011, hvor børn af “utallige kulturer og med vidt forskellig tro” spiller sammen. Der er gratis musikundervisning og lån af instrumenter. Akademiet lægger vægt på sammenspillet, at respektere hinanden og lytte.

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog  cand.pæd. psych.