Amerikanske iagttagere har længe undret sig over det demokratiske partis tiltagende radikalisme. Hvad er det, som får ledende demokrater til at bakke op bag ekstreme positioner, der højst kan vinde tilslutning fra måske 20 pct. af befolkningen, hvis de fik lov til at sige deres mening? Det gælder sager som fri indvandring af illegale, mænds ret til at deltage i kvindeidræt, modstand mod udvisning af kriminelle indvandrere, had til lov og orden og til politiet, forsvar for kriminelle og foragt for deres ofre, klimahysteri, stadigt flere regeringsindgreb og reguleringer af almindelige borgeres daglige tilværelse og ikke mindst misbrugen af regeringsmagten og retsvæsenet til at undertrykke politiske modstandere.

Netop i disse dage offentliggør Trumps justitsministerium en række hidtil hemmeligholdte dokumenter, der viser, at Trump og hans medarbejdere har været udsat for regulær forfølgelse. Det står i stigende grad klart, at præsident Obama, hans udenrigsminister, Hillary Clinton, samt lederne af Justitsministeriet, FBI og CIA med udfoldelsen af stor kynisme i årevis har bestræbt sig på at bøje loven og ordensmagten for at knuse en ubelejlig politisk modstander, som de hader og frygter, fordi han repræsenterer et folkeligt oprør mod deres magtfuldkommenhed.

Ikke bare ville de underminere hans præsidentskab og hans muligheder for at opstille igen. Planen var at ruinere ham og sætte ham i fængsel resten af hans liv på anklager for opdigtede forbrydelser.

Vi ser det samme fænomen i Europa. Det er således iøjnefaldende, at enhver politiker, der vover at udfordre Den Dybe Stat uvægerligt får retssager på halsen. I Danmark gælder det Morten Messerschmidt, i Holland Geert Wilders, i Frankrig Marine Le Pen, i England arbejderlederen Tommy Robinson – for ikke at tale om den rumænske præsidentkandidat Calin Georgescu, hvis valgsejr blev annulleret, fordi den øverste sovjet i Bruxelles ikke ville finde sig i ham. I Tyskland rumsterer fortalerne for den bestående orden med planer om at forbyde Alternative für Deutschland. I England prøver premierminister Keir Starmer febrilsk med politistatsmetoder at undertrykke den voksende folkelige modstand mod den muslimske folkeudskiftning.

Det europæiske bureaukrati og de nationale bureaukratier har i årtier været bemandet med venstrefløjens trofaste støtter. Det er gået præcist, som den italienske kommunist, Antonio Gramsci, anbefalede: Da de revolutionære ikke kunne få arbejderklassen til at gøre væbnet oprør, skulle de i stedet satse på at erobre statens institutioner i form af en langsom overtagelse, som ingen bemærkede. Samtidig skulle de infiltrere kulturinstitutionerne og medierne, og operationen lykkedes.

Vi står nu i en situation, hvor få politikkerer og debattører vover at udfordre eller anfægte venstrefløjens ideologi eller hegemoni. For venstrefløjen handler det ikke om politik eller om løsninger på samfundets problemer, men udelukkende om magt. De hader ikke ”højrefløjen”, fordi de er modstandere af dens politik, men fordi den antaster deres magt.

Venstrefløjens traditionelt moderate partier så som USA’s demokrater og Englands Labour kan ikke stille meget op mod radikaliseringen. Hvis de skulle forsvare lov og orden, ytringsfriheden og gå ind for at udvise illegale, der ikke har ret til at være i landet, får de medierne på nakken og bliver underkendt af det venstreinficerede retsvæsen.

Samtidig må de erkende, at deres mest aktive tilhængere tilhører den yderste venstrefløj, som de ikke tør sætte sig op imod endsige kritisere af frygt for, at medierne og eksperterne vil komme efter dem. Ingen af dem har mandsmod eller intellektuelt beredskab til at forsvare deres gamle positioner. Når man har rakt fanden en lillefinger, tager han hele hånden, og med mindre man mander sig op, og husker hvad man engang stod for, er der intet andet at gøre end at følge hans påbud.

Derfor er de traditionelle arbejderpartier, der blot arbejdede for social retfærdighed, frihed, lighed og broderskab, endt som Antonio Gramscis deprimerende ofre.