Vi er vant til at tænke på den konservative kulturkritik som et højrefløjsfænomen. Men sådan har det ikke altid været. Modstand mod EU, amerikanisering, globalisering, kapitalisme, liberalisme, aktivistiske udenrigspolitik og individualisme har været venstrefløjskritik, men også en konservativ kritik. Det viser, at konservatismen ikke er ideologisk fasttømret, men en disposition, der findes på begge fløje.

Politik har i dag fået en ny geografi. Mens danske venstrefløjspolitikere forsvarer NATO’s udvidelse og farmaceutiske selskabers interesser, bekymrer højreorienterede debattører sig om civilsamfundets opløsning og kapitalismens kulturelle ødelæggelser.

Det er en bemærkelsesværdig rolleomdeling, der åbenbarer en fundamental forskydning i det politiske landskab: Kulturkonservatismen er vandret fra venstre til højre. Venstrefløjens klassiske værdier driver som vraggods på højrefløjens kyster.

Når kun højrefløjen er kulturkonservativ

Hos konservative finder man i dag indgående analyser af, hvordan massekultur og kommerciel ensretning ødelægger autentiske fællesskaber. Det er en kritik, der i generationer tilhørte den intellektuelle venstrefløj. Teknologisk fremmedgørelse, som engang var marxistiske teoretikeres domæne, diskuteres nu ivrigt af højreorienterede tænkere, der bekymrer sig om, hvordan Silicon Valley ødelægger menneskelige relationer.

Civilsamfundets forsvar – organiske fællesskaber, lokale institutioner, traditionelle værdier – udgør i dag den konservative bevægelses kerne.

Hvor SF’ere tidligere talte varmt om foreningslivet og nærdemokratiet, har højrefløjen overtaget dette kulturkonservative arvegods. Den længsel efter autenticitet, som tidligere prægede boheme-miljøer og kunstnerkredse, lever nu videre i konservative bevægelser.

Selv kapitalismekritikken har skiftet karakter og fløj. Hvor venstrefløjen fokuserede på klassekonflikt og økonomisk ulighed, angriber højrefløjen nu finanskapitalismen for dens kulturelle ødelæggelser.

Wall Street og WTO regerer ikke blot økonomien, men ødelægger kulturelle traditioner gennem globalisering. Decentralisering og EU-skepsis, der engang var venstreorienteret domæne, har forvandlet sig til højreorienteret forsvar for kulturel suverænitet mod et system, hvor Bruxelles dikterer over nationale fællesskaber.

Civilsamfundets forfald og biostatens realitet

Forfatteren Uffe Jonas er en af de få venstreorienterede, der har diagnosticeret  denne forandring med analytisk præcision. I hans analyse har venstrefløjen begået et forræderi mod sine egne værdier ved at forlade kulturkonservatismen til fordel for teknokratisk modernitet. Venstrefløjen har forladt både arbejderklassen og fornuften. Hvor klassiske socialister forsvarede det “jordnære arbejdende folk”, flirter dagens venstrefløj med militær-industrielle komplekser og big pharma.

Jonas’ begreb om “stakeholder-demokratiet” viser, hvordan det kulturelt forankrede folkestyre erstattes af rigmændenes NGO’er. Civilsamfundet – det “klassiske kropsnære og borgernære demokrati” – er ved at blive kvalt af privatfinansierede interessegrupper, der simulerer folkelighed uden at være forankret i autentiske kulturfællesskaber. Biostaten, som Jonas kalder den nye fusion af kapital- og statsmagt, repræsenterer ikke blot politisk undertrykkelse, men kulturel ødelæggelse.

Resultatet er intellektuel hjemløshed for alle venstreorienterede, der værdsætter kulturkonservative værdier. Den jordbundne arbejderkultur, de levende traditioner, det organiske fællesskab står i skarp kontrast til abstrakt identitetspolitik og teknokratiske fantasier. Fra Marx til microaggressions, fra klassebevidsthed til kønsbevidsthed – sådan lyder den bitre udvikling.

Den kulturkonservative diagnose, der engang var hjemme på både venstre og højre fløj, findes nu kun på højrefløjen. Venstrefløjen har valgt modernitetens teknokratiske projekt frem for kulturens kontinuitet og folkelighed.

Den klassiske venstreorienterede kritik af idealismen

Jeg har selv undret mig over, hvorfor sekteriske, pseudoreligiøse og dybt irrationelle fænomener som woke har vundet indpas på en venstrefløj, der engang var stærkt skeptisk over for idealismen.

Hårdkogte materialister leverede engang en bidsk kritik af idealismen, om end i rationalistisk indpakning. Hans Scherfigs roman “Idealister” fra 1944 angreb netop den type verdensforbedrende fanatisme, der i dag præger woke-bevægelsen. Scherfigs rationalisme vendte sig skarpt mod ” de fantaster, barfodsgængere og stjernetydere, der troede at kunne redde verden gennem det, vi i dag kender som healing, numerologi og livsstilsdyrkelse.

Scherfig havde ingen tålmodighed med overtro og pseudovidenskab. Hans satiriske portræt af bogtrykkeriet Damaskus, hvor alle mulige skøre sekter fik trykt deres pamfletter, rammer præcist den realitetsflugt og sektmentalitet, der karakteriserer nutidens identitetspolitiske miljøer.

Den store ironi er selvfølgelig, at kritikken af irrationel idealisme – som Scherfig leverede fra venstrefløjen – nu kommer fra højrefløjen. Woke-bevægelsens pseudovidenskabelige påstande om køn og identitet ville have mødt samme hånlige latter fra Scherfig, som han rettede mod 1930’ernes “seksual-kosmologer” og spiritister.

Den store omordning

Kulturkonservatismen var engang et tværpolitisk fænomen, delt mellem en venstrefløj, der forsvarede arbejderkulturen, og en højrefløj, der forsvarede traditionerne. I dag hører denne dimension næsten udelukkende hjemme på højrefløjen.

Resultatet er et politisk landskab, hvor højrefløjen har monopol på at forsvare civilsamfundets organiske strukturer mod både statens og markedets opløsende kræfter.

Kulturkonservatismens vandring fra venstre til højre efterlader et stort tomrum i det politiske rum. Det er en fattig udvikling for demokratiet, som trænger til kulturkonservative stemmer fra begge fløje.

Af Kasper Støvring