Kopierede/fra hoften

De russiske tab i Ukraine-krigen andrager nu 1,4 millioner. Naturligvis er det kun en del af soldaterne, der er døde, men de sårede må jo også forlade slagmarken.
Den følelseskolde Vladimir Putin synes ligeglad med, hvor mange russere, han skal ofre for at få sin vilje. Det har han haft fire år til at bevise. Men selv en krigsherre må på et tidspunkt indse, at tabene gør Ruslands stilling uholdbar. Så hvad er hans muligheder?

Nogle spekulerer på, om han vil dekretere generel mobilisering, hvilket vil være en højst risikabel udvej. Hidtil har manden i Kreml fortrinsvis rekrutteret frivillige fra Ruslands fjerne provinser, hvis unge mænd han har lokket med en klækkelig bonus og gode lønninger, hvis de melder sig til fronten. Derimod har han så vidt muligt holdt sig fra at hverve soldater i de større byer som Moskva og Sct. Petersborg, hvis bedre uddannede og mere sofistikerede indbyggere han nødigt vil udfordre.

En anden rekrutteringskilde har været de indsatte i fængslerne, som han har lokket med frigivelse, hvis de ville tegne kontrakt med militæret. Men selv om Rusland er stort, kommer der et tidspunkt, hvor segmentet af unge mænd i den kampdygtige alder begynder at tørre ud. Ruslands katastrofale tab er heller ikke just nogen tilskyndelse for Ruslands unge til at tage til fronten, hvor russerne ifølge flere vestlige vurderinger – som f.eks. af den udmærkede service The Military Show – på månedsbasis mister 30.000-35.000 mand.

Som NATOs generalsekretær Mark Rutte har påpeget, lider Rusland hver måned lige så mange tab som Sovjetunionen led under hele den ti-år-lange krig i Afghanistan, 1979-1989.

Bort set fra det, er det efterhånden tvivlsomt, om flere soldater vil kunne rette op på Putins bedrøvelige situation. Ukraines vigtigste indsats foregår ikke længere på jorden, men i form af droner og missiler, hvormed Kiev i stigende grad uskadeliggør russisk infrastruktur så som olieraffinaderier, vejtransport, broer og jernbaner. Situationen nærmer sig det kritiske.

Ganske vist er russerne i stand til at nedskyde en del af dronerne, men Ukraine sender så mange i luften, at nogle slipper igennem og anretter betydelige skader. Dertil kommer, at dronerne er relativt billige at fremstille, så Ukraine kan relativt let kompensere for tab. Situationen i det russiskbesatte Ukraine er så alvorlig, at benzintankene ikke længere kan betjene private, men må bruge, hvad der er tilbage til militære køretøjer, ambulancer og officiel kørsel.

Spørgsmålet er, om en panikslagen Putin vil indsætte taktiske atomvåben i et sidste forsøg på at afværge et regulært militært nederlag. Hvis han gør, vil han blive en paria i det meste af verden bortset fra slyngelstater som Iran og Nordkorea, og Rusland vil i overskuelig fremtid stå tilbage som en isoleret terrorstat.

Putin høster nu de fortjente frugter af af den invasion, som han så letsindigt indledte for fire år siden.

https://www.youtube.com/watch?v=zVKGANumG5w&t=44s

https://www.youtube.com/watch?v=N65vMPnFSh8