I en ny bog af den undersøgende journalist Liv von Boetticher fortæller resignerede tyske politifolk, at Tyskland er ved at gå tabt på grund af den mislykkede indvandringspolitik.

I Wir verlieren dieses Land (Vi mister dette land), der udkom i sidste uge, at den kendte RTL-journalist sammenfatter de vidnesbyrd, hun har indsamlet efter møder med utallige politifolk over hele Tyskland. Bogen gik straks til tops på bestsellerlisten for sin genre på det tyske Amazon.

I et interview med nyhedsredaktør Kerstin Rottmann i Die Welt fredag siger von Boett­ich­er, at politiet oplever tab af kontrol og magtesløshed og føler sig overladt til sig selv af myndighederne.

Blandt politifolk er migrationen et tema overalt. »Vi har et problem med kriminalitet begået af udlændinge«, lyder et omkvæd, og von Boetticher citerer en højtstående politimand for, at »Tyskland står åbent for røveri og voldtægt«, og at migranter ofte slipper billigt efter at have begået alvorlige forbrydelser.

Sådanne udtalelser gives dog kun anonymt og med slukket optageudstyr. Politifolkene er nemlig bange for at blive stemplet som højreekstremister.

Nogle har fornemmelsen af at udføre et Sisyfos-arbejde, fortæller von Boetticher:

Der var en kvindelig betjent, der, jeg tror det var otte gange, havde kontrolleret den samme person ved et forsøg på at krydse grænsen. Manden, der kom fra Tyrkiet, sagde stort set hver gang til hende, at han kedede sig i lejren, og at han ville til Tyskland. Og den niende gang nævnte manden ordet »asyl«. Og da, fortalte hun mig forundret, måtte hun glemme de otte gange før og iværksætte de foranstaltninger, hun var lovmæssigt forpligtet til at træffe. Og fra det øjeblik er der ikke længere nogen »udvej«. Denne person er så at sige »med i spillet« og fra da af i landet. Jeg var målløs. Og spurgte hende: »Ved dine chefer dette?«

Hvad lød svaret?

»Ja, selvfølgelig, vi rapporterer jo alt dette videre opad«, blev det sagt. Det vil sige, at vi faktisk har en masse information om status quo. Men de, der oplever dette på første hånd, har på grund af deres stillinger som embedsmænd næsten ingen mulighed for at tale åbent om det. Dertil kommer filteret fra pressekontoret.

Den undersøgende journalist har tidligere afsløret, hvordan der snydes med sprogcertifikater, og at afghanere med asyl i Tyskland tager på ferie til hjemlandet, hvilket politiet har svært svært ved at bevise, fordi personvernregler forhindrer dem i at undersøge mistænktes telefoner.

Den vedvarende høje indvandring og tildelingen af statsborgerskab gør det svært at følge med udviklingen.

Flere embedsmænd, herunder meget højtstående embedsmænd fra tyske sikkerhedsmyndigheder, har sagt til mig: Man burde egentlig gennemgå naturaliseringerne med tilbagevirkende kraft for de sidste fem år og foreløbig standse dem, ud over tildelingen af opholdstilladelser og alt det, hvor man har brug for sprogcertifikater og testen »Leben in Deutschland«. Det handler jo blandt andet om familiesammenføring, som hænger sammen med dette. Bevillingen af statsborgerskab er blot toppen af isbjerget. De pågældende certifikater kan man, som jeg har undersøgt, købe via TikTok. Eller man sender stedfortrædere, der ligner en selv, til eksamen. Dette blev for eksempel rapporteret til mig fra Nordrhein-Westfalen.

Der findes metoder til ikke at blive afsløret:

Det er ganske enkelt: En person A tager prøven for en person B. Certifikatet er da ægte – men udstedt til den forkerte person. Og forretningen blomstrer: For nylig fortalte en embedsmand mig, at politiet var til stede i et eksamenscenter under en eksamen, og da eksamenskandidaterne så dette, gik de på toilettet i en pause og forsvandt. Ikke en eneste eksamenskandidat kom tilbage. Dette er sket flere gange. Og da vi offentliggjorde min undersøgelse, fortalte en politibetjent mig, at han troede, han ville modtage et opkald fra indenrigsministeren i Nordrhein-Westfalen dagen efter med spørgsmålet: »Er vi klar over dette problem?« Men der skete intet, der kom ingen henvendelse. Så også her er der intet sket. Og det skræmmer mig.

Nogle har mistet håbet om, at der overhovedet kan ryddes op:

Nogle politifolk har også sagt til mig, ordret: »Vi har allerede mistet dette land« eller: »Dette land er færdigt«.

Von Boetticher selv har dog ikke mistet alt håb:

Der er en proces i gang her, og teoretisk set er der stadig en chance for at vende udviklingen. Men så skal det ske hurtigt.

En af dine kilder gav følgende prognose: »Vi har måske ti år tilbage, før situationen går fuldstændig ud af kontrol.« Er I enige i det?

Tja, man kan diskutere, om det vil tage så lang tid.

Tyskland bør lære af Trump, mener hun:

Hvor der er vilje, er der også en vej. Og alle de problemer, som politifolkene har nævnt for mig, kan også løses med kreativitet. Donald Trump indefros for eksempel i 2019 bistanden til Guatemala, Honduras og El Salvador, fordi disse lande efter hans opfattelse gjorde for lidt for at forhindre migration til USA – tiltaget gav resultater. I tilfældet med Syrien, Afghanistan og forskellige afrikanske stater kunne man efter min mening overveje lignende metoder.

Men en oplevelse, hun havde sammen med en politibetjent i Stuttgart, viser, at Tyskland er langt fra at bruge en jernhånd:

På togstationen mødte vi en mand fra Afrika. Han havde ingen gyldige papirer på sig, havde tidligere siddet i fængsel, men nægtede alligevel standhaftigt at tage hen til den rette udlændingemyndighed. Og til sidst sagde politibetjenten noget i retning af: »Ja, okay, jeg har nu fortalt dig, at du skal tage derhen, men mere kan jeg ikke gøre, så hav en god dag videre.«

Von Boetticher taler også for hårdere straffe, og hun fortæller, at selv afghanere på en måde er enige i dette, da sharia-lovene efter deres opfattelse ville virke afskrækkende.