Man kan godt være dansk, selv om man har en anden etnisk baggrund. Det er straks vanskeligere at blive dansk.

Danskhed er en kulturel bestemmelse. Naser Khader har etnisk oprindelse i Syrien, men han er mere dansk end mange etniske danskere. Hans modige indsats for danske frihedstraditioner og hans lange, stenede vej fra islam til kristendom er vidnesbyrd.

Der er noget umoralsk i at sige, at en person som Khader ikke kan blive dansk. Men kun en meget lille brøkdel af personer med anden etnisk baggrund bliver dansk som Naser.

Med andre ord: De, der afviser det etniskes betydning for danskhed, undgår alle de svære diskussioner. Blod er nemlig tykkere end papir; man bliver ikke dansk ved at få et pas. Men dertil må så også føjes, at etnicitet heller ikke determinerer danskhed, selv om etnicitet spiller en meget stor rolle.

Selvfølgelig kan De Radikales Samira Nawa blive dansk; men hendes etniske oprindelse i Afghanistan gør det svært. Og det er moralsk berettiget, ja, nødvendigt at diskutere – sådan som Christian Marcussen, Eva Gregersen og Eva Selsing gør – om en politiker, der åbenlyst appellerer til islamisme, er dansker. Hun er jo med til at underminere dansk kultur.

Hvad er etnicitet?

I folkefællesskabet findes et etnisk element, som er dybere, mere uforanderligt og mindre tilgængeligt for politisk ingeniørkunst, end vi bryder os om at indrømme.

Etnicitet og kultur er nemlig vokset så dybt sammen, at de i praksis sjældent lader sig adskille. En integrationsdebat, der konsekvent ignorerer dette, bygger på en illusion.

Etnicitet er dog hverken rent biologisk eller rent kulturelt.

Det rummer fælles afstamning, kollektiv erindring, sprog, religion og det, man kunne kalde kropsliggjorte skikke: den måde man bevæger sig, gestikulerer og opfatter verden på, som overføres fra generation til generation uden at være bevidst valgt eller sprogligt formuleret. Kroppen er kulturens arkiv, som fænomenologen Maurice Merleau-Ponty ville have sagt.

Det afgørende ved etniciteten er ikke blot, hvad den indeholder. Det er, at den ikke er valgt.

Man vælger sin religion, sine politiske overbevisninger, sine venner. Men man vælger ikke sit folk, sine forfædre, sin slægt.

Dette ikke-valgte element adskiller etnicitet fra kultur forstået som noget, man kan tilegne sig og forkaste.

Folkefællesskabet er mere end en konstruktion

For Edmund Burke er nationen ikke blot et forestillet fællesskab, en konstruktion eller et politisk projekt. Den er derimod en pagt mellem generationerne, mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. De fælles forfædre er ikke blot en national mytologi. De er konkrete biologiske ophav, hvis arv vi forvalter, om end ikke udelukkende en blodslinje; adoption, indfødsret, dåb ind i den etablerede kirke kan fx indskrive mennesket i denne kæde.

Hertil kommer et argument fra evolutionær psykologi: mennesket er disponeret til at favorisere genetiske slægtninge.

Nationalisme kan i denne sammenhæng forstås som en udvidet form for slægtskabssolidaritet. Det er kærligheden til det nære, det kendte, det biologisk beslægtede, kanaliseret ud over familien og ind i det større folkefællesskab. Altså en biologisk tendens, der er blevet civiliseret.

Det mest slående historiske eksempel er jøderne.

Intet andet folk har bevaret en så robust kollektiv identitet over så lang tid og under så ekstreme vilkår. Forklaringen er netop sammenvævningen af religion, kultur og biologisk kontinuitet. Med andre ord en identitet, der var stærk nok til at overleve diaspora, forfølgelse og assimilationspres i årtusinder. Det etniske element var ikke ligegyldigt her. Det var afgørende.

Assimilationens grænser

Men hvad der er godt for den tilvandrede gruppe, er ofte skidt for værtssamfundet.

Mange især arabiske indvandrere opretholder tætte transnationale netværk i klankulturer. Man gifter sig med fætre og kusiner eller henter ægtefæller fra hjemlandet. Det betyder, at assimilationspresset konstant modvirkes indefra. De unge, der måske er ved at finde fodfæste i dansk kultur, trækkes tilbage af familiens normative krav og kollektive identitet.

Det etniskes rolle i dette er indirekte, men reel. Det er ikke biologisk determinisme at konstatere, at etnicitet og kultur for disse grupper er dybt sammenvævede.

Den arabiske families kollektivisme, æreskodeks og lovreligion er ikke tilfældigvis arabisk. Den er vokset frem i og med dette folk, denne geografi, denne historie, disse specifikke livsbetingelser. At kræve kulturel assimilation er i realiteten at kræve, at mennesker løsriver sig fra en livsform, der er forankret dybere end politisk vilje.

Hvad vi skylder hinanden at sige højt

Nogle indvandrere med en meget anderledes etnisk oprindelse er i stand til at blive danske. Men undtagelser er ikke reglen.

Den liberale forestilling om det fuldt formbare menneske er naiv, men også politisk skadelig; den skaber forventninger, som virkeligheden oftest ikke indfrier, og fordi den gør det umuligt at føre en ærlig samtale om, hvad assimilation kræver og kan opnå.

Et folk er ikke en konstruktion. Det er en arv. Og arv forpligter. Den forpligter både dem, der bærer arven, og dem, der gerne vil overtage den.

Af Kasper Støvring