Efter indgriben fra en række arabiske stater har USA indvilget i at mødes med repræsentanter for Den Islamiske Republik. Mødet er berammet til fredag, og vil finde sted i Oman.

Man kan roligt gå ud fra, at forhandlingerne – hvis de bliver til noget – ikke vil føre nogen steder hen, idet mullahstyret fortsat vil nægte at bøje sig for de amerikanske krav, som i realiteten vil medføre det islamiske styres endeligt. Bødlerne i Teheran spiller imidlertid det samme spil, som de har gjort i årtier: Hver gang, der brænder på for regimet, foreslår de forhandlinger i håbet om at afværge ubehageligheder.

Mens de diplomatiske krumspring står på, har IRGC (den iranske revolutionsgarde) atter truet Israel med udslettelse. Det formodes, at Teheran råder over ca. 500 ballistiske missiler, som med lethed vil kunne nå den jødiske stat. Hvert missil er forsynet med et sprænghoved på halvanden ton, og flere af dem skal være udrustet med flere sprænghoveder. Samtidig er der rygter om, at Kina er i gang med at styrke det iranske luftforsvar mod et eventuelt israelsk eller amerikansk angreb.

De israelske forsvarsstyrker (IDF) er sat i højeste alarmberedskab, og regeringen har berammet et krisemøde torsdag.

Spørgsmålet er, om Israel kan undlade at handle stillet over for gentagne trusler om et iransk masseangreb. Der er jo næppe tvivl om, at det islamiske regime vil affyre sine missiler i det øjeblik, det indser, at dets dage er talte.

Hovedårsagen til Israels overlevelse – omgivet som det er af fjender på alle sider – er, at skiftende regeringer i Jerusalem har beskyttet sig ved at føre præventive krige – altså slå til, før fjenderne når at handle. Skoleeksemplet på denne strategi var Israels udslettelse af det egyptiske luftvåben som indledning til Seksdageskrigen i juni 1967.

Vil Israel kunne sidde stille, mens dets dødsfjender sidder med fingeren på aftrækkeren? Det får vi snart svar på.

Hvis Israel beslutter sig for at handle, vil landet som altid blive fordømt af ”den internationale opinion” og diverse vestlige regeringer. Denne udsigt vil dog næppe veje tungt i Jerusalem, som ved, at den jødiske stat er forhadt, uanset hvad den foretager sig.

Når det drejer sig om den rene overlevelse, kan man ikke tage sig af verdens jammer.