I den første artikel skrev jeg om, hvor meget Norge, historisk set, har tabt på grund af kortsigtet, akavet landmands ånd – og den mulighed, som den nuværende situation giver os, den løsning for fremtiden, der vil være den bedste og sikreste for Norge – at få allierede, i stedet for naboer der går imod vores interesser. “Statsforbundet Norden” er løsningen. Besværligt i princippet, som alle store mål med mening. Men Grønlandsspørgsmålet og Nordisk Forenings initiativ har nu givet denne mulighed et løft.

Vi er nødt til at starte i den rigtige ende, og der er fire lande, der ikke er medlemmer af EU – Norge og Island, samt Færøerne og Grønland, på trods af at de to sidstnævnte er i et rigsfællesskab med EU-medlemmet Danmark. Disse fire lande kunne have stor gavn af, at vi forener kræfterne i en gruppe, som kunne blive grundlaget for en føderal stat.

Norgeskart

Men først vil jeg vise, hvorfor Grønland er meget vigtigere for Norge end for Danmark.

Så, kære læser, vil jeg have dig til at se på kortet. Kort over Norges maritime grænser og kort over Norges kontinentalsokkel. Norge er et stort land, et meget stort land – et havland. Vi er en stor havmagt med enorme områder i de mest produktive områder i Nordatlanten. Vi har særlig ekspertise inden for havforskning og ressourceforvaltning, inden for fiskeri, og er verdens bedste til at udvinde olie og gas i verdens mest barske farvande.

Grundlaget for forvaltningen af ​​disse ressourcer, er FN’s havretskonvention og en økonomisk zone på 200 sømil (NØS) og to andre zoner, en fiskerizone på 200 sømil omkring Jan Mayen og fiskebeskyttelseszonen omkring Svalbard, også 200 sømil. Grunden til, at det kaldes en fiskebeskyttelseszone, er Svalbardtraktaten og forskellige synspunkter på den. Zonen er anerkendt som en beskyttet zone, men blandt andre Rusland hævder, at alle ifølge Svalbard-traktaten skal have ret til at fiske der. Norge hævder, at fiskebeskyttelseszonen ikke er en del af Svalbard-traktaten, fordi traktaten kun strækker sig til 12-milegrænsen. Norge har således fuld jurisdiktion, men har ikke turdet skære igennem med en regulær økonomisk zone – men i praksis accepterer alle norsk jurisdiktion her, inklusive Rusland og andre, på grund af adgang gennem kvoteaftaler. Jan Mayen er slet ikke en del af Svalbard, og der er en tvist om fortolkningen der, så der er en lidt anderledes zone der. Men i praksis er det Norge, der bestemmer og styrer i alle disse områder.

Norge har store fiskerier i NØ. Men fisk migrerer, og mange fiskearter kommer ind i Svalbard-zonen. Men Svalbard-zonen er forbundet med 200-mile NØ-zonen, så dette bliver et sammenhængende område. Dette er ekstremt vigtigt, for uden denne fiskebeskyttelseszone ville dette være internationalt farvand og fritflydende og vilde forhold. Fiskerizonen omkring Jan Mayen har en lignende funktion. Zonen er norsk territorium, og selvom den ikke er forbundet med 200-milezonen fra fastlandet, er den stadig en buffer mod naboer mod vest, hullet, “Smutthavet”, som ligger imellem, er internationalt farvand. Norge fordeler kvoter og udfører overvågning og kontrol i alle disse zoneområder. Værdien af ​​dette for Norge kan næppe overdrives. Derudover er der ressourcer under havbunden. De er talrige, og de områder, der er vist på kortet over kontinentalsoklen, gælder.

Grønland

Se på kortet, Grønland er Norges nabo mod vest. Hvis USA skulle overtage Grønland, ville Norge stå over for USA som modpart – og USA’s fiskeripolitik er ikke meget at råbe hurra for. Og værre endnu; USA er – uanset præsidenten – en nation, der gør hårde forretninger, hvor der kan være noget at vinde. Og så har Trump sagt, at USA har brug for Grønland af sikkerhedsmæssige årsager, en buffer mellem USA og Rusland. Danmark kan ikke forsvare dette store område, og han stoler ikke på grønlænderne. På en forståelig måde kan det ske en dag, at der er et Kina-venligt kommunistisk flertal i Grønland. I virkeligheden kan USA – og vi – nok få juridisk sikre aftaler, men som påskud er det tåleligt. Og den virkelige årsag er, at Trump med rette er bange for, at befolkningen i Grønland vil stemme nej i en eventuel afstemning om, hvorvidt de vil blive en stat i USA.

Se på kortet igen, også polarkortet (arktisk administrativt område). Det er ikke Grønland, der er tættest på Rusland og Kolahalvøen. Det er Svalbard. Hvis USA skulle have baser et sted, skulle det være på Jan Mayen og især Svalbard. Således passer alle de argumenter, Trump bruger for at USA skal have Grønland, endnu bedre på Svalbard, der er tæt på Rusland, Norge kan ikke forsvare øerne, Norge har dramatisk reduceret sin økonomiske aktivitet der på grund af klimavanvid, og hvis det ikke er sandt, at der er russere og kinesere i Grønland, så er de i det mindste i fuld styrke på Svalbard.

Den vigtigste livline for NATO er Svalbard-Vardø-aksen. Derfor ønsker USA ikke at forlade NATO – Svalbard og Finnmark er alt for vigtige. Det må være meget fornuftigt for USA at sikre Svalbard, før russerne gør det. Hvad vil Trump sige, når han har sikret Grønland? Ja, USA skal have Svalbard! Og så vil Trump bruge argumenter som for Grønland: Norge kan ikke forsvare øerne. Forsvaret har ikke engang to hundeslæder der, og der er både røde kommunister og vanvittige MDG-folk i det norske parlament. Og er det virkelig sådan, at Svalbard-traktaten giver Norge de rettigheder, som Norge gør krav på? Og fiskeribeskyttelseszonen, der er bestemt værdier der, ikke retten til, at Norge bestemmer der … osv. Trusler om, at USA vil genforhandle traktaten – eller Norge skal acceptere, at USA køber disse øer. Trump vil ikke spare på krudtet. Og USA kan starte storstilede operationer på Svalbard, minedrift og andre ting, som Rusland gør. Der vil ikke være militærbaser på Svalbard under traktaten, men det er usandsynligt, at Trump vil bekymre sig så meget om det – og det kan bruges som et argument for, at Svalbard skal blive en del af USA.

Det er indlysende, at USA under Trump og Vance kan finde mange brutale pressmidler at bruge mod os. Det kan også være godt at huske på, at USA indtil videre har overholdt Havretskonventionen, men USA har ikke ratificeret konventionen. Trumps opførsel over for Danmark burde aflive alle illusioner.

Og endnu værre er det, at EU står op for Danmark og Grønland, men næppe for Norges ret til Svalbard.

Det er sandsynligt, at hvis Danmark mister Grønland, vil Norge miste Svalbard. Det vil have så store negative konsekvenser for Norge, at vi må undgå det for enhver pris.

Dette er et alternativ, USA overtager Grønland. Det værste for Norge.

Det kan lige så godt være, at EU’s stærke modstand vil føre til, at EU vinder. EU har en plan med denne støtte til Danmark og Grønland. EU vil tilbyde EU-medlemskab til Norge, Island, Grønland og Færøerne. Den norske regering plus de konservative og liberale støtter dette fuldt ud – og det er derfor, Støre og Barthen er så undvigende med at give støtte til Danmark: De må ikke få andre løsninger end EU’s. Hvis Island og Grønland skulle se dette som en udvej, ville Norge sidde fast i en vanskelig situation. Vi ville være fuldstændig omringet af naboer, der har EU’s interesser i højsædet. Vi kunne ende i en situation, hvor vi skulle forsøge at opnå et fælles forhandlingsresultat, så Norge, Island, Grønland og Færøerne i det mindste bliver en blok i EU.

Det kunne blive resultatet. Men det er ikke godt. Men det er bedre at deltage i EU, end at USA får muligheden for at tage retten til at kontrollere det område fra os, der er grundlaget for en stor del af vores levebrød. Vi vil aldrig få nogen form for medbestemmelse i USA.

Så er der et tredje alternativ. Det er vanskeligere, men ikke umuligt – for der vil være, både i Grønland og på Færøerne, og især i Island, en stor gruppe, sandsynligvis et solidt flertal, som gerne vil have en anden vej end EU. Hvis de bliver klar over, at det eksisterer.

Foreningen Norden har peget på en oplagt løsning i tråd med foreningens formål. Selvom Foreningen Norden ikke er en politisk magtfaktor, er det stadig en seriøs organisation med foreninger i føderationer i alle nordiske lande. De kan udbrede deres synspunkter.

Så kunne dette være redningen, at vi forener kræfterne – Norge, Island, Grønland og Færøerne, som med udvidede samarbejdsaftaler dannede en gruppe af uafhængige stater uden for EU, som stod sammen med en fælles front udadtil – i den nuværende situation ville Danmark acceptere dette, så længe de stadig havde Færøerne og Grønland i Rigsfællesskabet, omend med endnu mindre reel dansk indflydelse end tidligere. Denne gruppe kunne naturligt føre til en formel statssammenslutning. Danmark ville dermed tilslutte sig denne gruppe, denne statssammenslutning – og så er der kun to lande tilbage. Og Sverige og Finland kunne sammen med de andre nordiske lande bestemt forestille sig, at de nordiske lande blev en blok i NATO. Og så ville vi være snublende tæt på en statssammenslutning.

Selvfølgelig skal vi alle opgradere vores forsvar til et niveau, der både er acceptabelt i NATO og tilstrækkeligt, hvis vi skulle stå alene.

Hvis vi er svage nu, så skal og vil dette ændre sig. På samme måde skal vi slippe af med klimavanviddet, immigrationsvanviddet og konsekvenserne af dette. Men vi skal gøre alt dette alligevel – og forandringen er allerede i gang. Se bare på støtten til Tommy Robinson i Storbritannien.

Vi kan ikke bare træde tilbage, fordi alt er håbløst. Vi kan ikke uendeligt klage og fordømme alle dem, der er ansvarlige for problemerne. Vi skal handle.

Lad os starte med at se, hvordan vi kan bringe dette tredje alternativ frem i lyset. Det skal vi gøre nu – nu hvor der er en krise, og alternativer er efterspurgte. Så find ud af, hvad vi kan gøre næste gang. Samtidig: Se fremad – langt frem.

Denne gruppe, denne stats-union, ville være en formidabel region. Store ressourcer. Meget store ressourcer. Verdens førende land inden for ressourceforvaltning, inden for fiskeriteknologi, inden for skibsfart, inden for offshore olieudvinding, ekspertise i arktiske regioner – ja, selv minedrift. Og ud over ressourcer og ekspertise har vi kapital. Vi kan investere.

Se på kortet igen. En sådan statssammenslutning ville ikke blot have Norges store område, men også de tilstødende 200 sømilszoner på Færøerne, Island og Grønland, alle under fælles ledelse, en føderation som en enhed, et bolværk mod omverdenen. Et vigtigt punkt er også, at vi tilhører det samme historiske og kulturelle fællesskab. Over 1000 år selv i Grønland.

Dette er det bedste alternativ. Det eneste gode alternativ. I dagens situation er det opnåeligt.

Kjøp boken av Alf R. Jacobsen! Kjøp e-boken her.