For de mere end hundrede ofre for vold, begået af indvandrere, i de seneste årtier, er der ingen mindedag. Ingen priser. Kun øredøvende stilhed.

De usynlige døde.

Siden 2001 er over hundrede mennesker i Norge blevet dræbt af gerningsmænd med ikke-vestlig indvandrerbaggrund.

Hvor er dramaserien på TV om Margaret Molland Sanden (19), der blev stukket ned og dræbt på bussen “Valdressekspressen” af ​​en asylansøger, der var ved at blive udvist? Hvor er “Margaretprisen”?

Hvor er fakkeloptoget for de fem uskyldige mennesker, der blev massakreret i Kongsberg?

Hvor er mindedagen for den offentlig ansatte Marianne Amundsen, der blev dræbt på arbejde for NAV?

Svaret er, at disse ofre ikke passer ind i fortællingen. Når en etnisk, norsk person bliver dræbt af en person med indvandrerbaggrund, defineres det sjældent som et nationalt traume. Det bortforklares som “psykiatri”, “isolerede hændelser” eller “systemfejl”. Det defineres ikke som en hadforbrydelse mod nordmænd.

Og det kræver bestemt ikke nogen holdningskampagner i skolerne.

Statistikkerne taler

Fakta er ubehagelige for dem, der kontrollerer fortællingen. Statistik fra de seneste årtier viser, at personer med indvandrerbaggrund er overrepræsenteret i mordstatistikkerne i Norge.

Hvis rollerne havde været omvendt – hvis hundrede indvandrere var blevet dræbt af etniske nordmænd i de sidste to årtier – ville vi have haft undtagelsestilstand. Vi ville have haft kommissioner udpeget af regeringen, daglige debatter på TV om “norsk had”, og obligatorisk træning i racisme for alle offentligt ansatte.

Men når volden rammer den modsatte retning, bliver den mødt med et skuldertræk fra eliten.

Ofre på A- og B-niveau

Det, der sker, er en systematisk rangordning af menneskeliv.

Ofrene for voldsforbrydelser begået af indvandrere, har ingen værdi for magthaverne. Tværtimod, deres død er en byrde for det politiske projekt. At tale for højt om dem kan “skabe fremmedhad”. Derfor bliver de glemt. De bliver til statistik. Pårørende må bære deres sorg alene, uden at statsministeren holder en tale, og uden at kunstneren-Norge står på Youngstorget.

Fremmed i deres eget land

Budskabet, der sendes til den norske befolkning, er umiskendeligt: ​​Din sikkerhed, og dit liv, er mindre værd. Hvis du bliver dræbt af en person, som staten har importeret, er det en kalkuleret risiko, som samfundet er villig til at tage.

Mens vi forbereder os på endnu en runde af selvpiskning og mindehøjtideligheder for døde migranter i 2026, bør vi tænke på dem, der ikke vil blive mindet, heller ikke i 2026. De hundredvis af ofre, der betalte prisen for et socialt eksperiment, de aldrig bad om.

De fortjener mere end tavshed. Men i dagens Norge er der tydeligvis forskel på mennesker – selv i døden.