To forretningsmænd bliver rige på bistandsmidler til Somalia. Den ene er gift med en minister, den anden med en højtstående medarbejder hos Norad (Det norske agentur for udviklingssamarbejde). Deres sociale opstigning har ført dem fra fødevaremangel til parcelhuse i byens bedste kvarterer.

Dette er historien om ejerne af et meget rentabelt konsulentfirma, Ivar Strand og Ian Hawley.

Det handler om deres ægtefæller, minister for forskning og videregående uddannelse Sigrun Aasland (Arbejderpartiet) og seniorrådgiver Jessica Nyman hos Norad.

Det handler om bistandsmidler fra Norge, der kommer tilbage.

Det handler om, hvordan en investering på 30.000 norske kroner blev til mere end 140 millioner norske kroner på 11 år.

Det handler om en karrierevej og en klasserejse, fra fødevaremangel til en formue på flere millioner.

Kritikere vil sige, at det handler om profitmageri, der lever af offentlige budgetter, som de fleste mennesker har mistet overblikket over.

Som en appetitvækker til historien citerer vi, hvordan Nyman indleder beskrivelsen af sig selv på sin LinkedIn-profil: “Brænder for udvikling af den private sektor i nye og udviklingsmarkeder”.

Somalia
Det begyndte i 2013 med Somalia, som var i en skrøbelig tilstand, men på vej ud af den borgerkrig og anarki, der havde hærget landet siden 1990’erne. Fattigdom, menneskerettighedskrænkelser og korruption var stadig normen, og den islamistiske terrorgruppe Al-Shabaab var en vedvarende trussel.

Men året før havde landet oprettet en regering. Den blev godkendt af USA og en række andre lande. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) var på plads, og FN udvidede sit mandat. Alt var klar til fred, forsoning og nationsopbygning. Men det kostede penge – mange penge.

Norge har været blandt de største donorer. Bistanden kanaliseres direkte eller indirekte gennem Verdensbanken, IMF og FN-systemet. Baseret på officielle kilder anslås den samlede norske bistand til 7-8 milliarder norske kroner fra 2012 til 2025. Op til halvdelen af dette er direkte bistand, mens resten hovedsageligt går gennem Verdensbanken.

Mens Udenrigsministeriet er ansvarligt for betalingerne, leverer Norad grundlaget for beslutningstagningen og de tekniske forudsætninger. Norad administrerer støtte til nonprofitorganisationer og nogle langsigtede udviklingsaftaler. Derudover følger de op på resultatrapportering og uafhængig evaluering.

For en udenforstående virker international bistand forvirrende, som en labyrint, der kræver indsigt og kontakter for at finde de rigtige ind- og udgange, og dermed hvor pengene kommer ind og ud, og hvem der beslutter hvad.

Abyrint
Mens betingelserne for storstilet bistand til Somalia blev lagt, arbejdede Ivar Strand, Ian Hawley og Jessica Nyman hos revisions- og konsulentfirmaet Price Waterhouse Coopers. Alle tre havde blandt andet stor erfaring med revision af bistand hos PwC. Både Strand og Aasland havde også arbejdet i Verdensbanken. Strand arbejdede som operations officer i fem år, før han kom til PwC. Da Nyman forlod PwC, arbejdede hun for en række nonprofitorganisationer, herunder Bellona, inden hun blev seniorrådgiver i Norad.

Nu opstod muligheden for at slå sig ud på egen hånd – at blive iværksættere.

Den 16. oktober 2013 blev aktieselskabet Abyrint AS stiftet med en egenkapital på 30.000 norske kroner. Selskabets adresse var Nonnegata 17 i Gamle Oslo, samme adresse som Strand/Aasland-parrets bopælsadresse.

På dette tidspunkt var Sigrun Aasland rådgiver for Socialistisk Venstrepartis parlamentariske gruppe.

Ifølge stiftelsesprotokollen er selskabets formål som følger: “Rådgivning til myndigheder og virksomheder samt alt, hvad der naturligt hører hertil, herunder deltagelse i andre selskaber med lignende aktiviteter, køb og salg af aktier eller på anden måde at tage interesse i andre virksomheder.”

På selskabets hjemmeside står der, at Abyrint er et konsulentfirma, der specialiserer sig i krigshærgede og skrøbelige stater. De har i øjeblikket syv ansatte. Ifølge selskabet er de specialister i bekæmpelse af korruption, f.eks. “fiktive arbejdstagere”. De skriver: «Who are the ghost workers? Who is profiting from the scams? What can be done about it? Don’t blame the ghosts; they may be 100% innocent, and they’re certainly not the ones getting rich.»

På hjemmesiden bliver Strand interviewet af en person ved navn “Aby”, hvor han ser tilbage.

“At engagere sig i skrøbelige stater, og især i Somalia, hvor vi startede, var set i bakspejlet en betydelig startrisiko. Jeg tror ikke, vi forstod, hvor stor en risiko det egentlig var – hverken kommercielt eller på anden måde.”

Den bekymring kan næppe have varet længe. Så snart Strand og Hawley havde indskudt 15.000 norske kroner hver i egenkapital, begyndte pengene at strømme ind i virksomheden.

Guldminen
I sit første driftsår, 2014, havde Abyrint AS en omsætning på 31,6 millioner norske kroner. Efter at have betalt lønninger på 1,1 millioner norske kroner, tog Strand og Hawley et samlet udbytte på 6 millioner norske kroner.

I april 2014 var virksomheden allerede flyttet fra Strands og Aaslands køkkenbord til sit eget kontor. Først til start-up-komplekset House of Business på Dronning Eufemias gate 16 og året efter til Dronningens gate 15.

Abyrint AS trodser Martin Bech Holtes beskrivelse i sin bog “Landet som ble for rikt” (Landet, der blev for rigt), at produktivitetsvæksten toppede i 2013 og siden er faldet. Strand og Hawley havde fundet guld og høstet frugterne.

Ved udgangen af 2024 har Strand og Hawley modtaget i alt 59 millioner norske kroner i udbytte. Derudover er der udbetalt 72 millioner norske kroner i lønninger. Og virksomheden har næsten 12 millioner norske kroner i kontanter og opbygget egenkapital.

Den risiko, Strand ser i bakspejlet, kan umuligt være finansiel, da investeringen på 30.000 norske kroner over blot 11 år har givet mere end 140 millioner norske kroner i udbytte, lønninger og reserver. Se følgende tabel.

Mens millioner i støtte strømmede ind i hendes mands kasser, sluttede Sigrun Aasland sig til tænketanken Agenda, hvor hun steg i graderne og blev direktør. Mens hun var der, meddelte hun, at hun skiftede fra Socialistisk Venstreparti til Arbejderpartiet.

Efter mere end seks år hos Agenda blev hun administrerende direktør for Zero Environmental Foundation, hvor hun forblev i næsten tre år, inden hun blev statssekretær i Klima- og Miljøministeriet. Da Centerpartiet trak sig ud af regeringen i februar, blev Aasland udnævnt til minister for forskning og videregående uddannelse.

Donorerne
Ifølge Grok er Abyrints tre største kunder følgende

1. Ministeriet for Planlægning, Finans og Indtægter i Somalia. Dette beskrives som Abyrints primære og længstvarende kunde.
2. Verdensbanken. Strand og Aaslands tidligere arbejdsgiver og muligvis en kunde hos PwC. Abyrint er en betroet rådgiver for Verdensbankens portefølje i Somalia, som har en værdi på over en milliard dollars.
3. Multi-Partner Fund for Somalia (MPF), en donorfinansieret fond, der koordinerer bistand til statsopbygning i Somalia, støttet af blandt andre Norad.

Disse udgør kernen i Abyrints arbejde. Derudover finder Grok følgende navne: DFID/UK Aid, nu kaldet FCDO – Foreign, Commonwealth & Development Office, EU-bistandsprogrammer og USAID.

Alle disse kunder har én ting til fælles. De finansieres alle af skatteyderne i Norge og andre steder i verden.

Abyrint har været en uovertruffen pengemaskine. Dens driftsmargin har i gennemsnit været på 35 procent. Virksomheden binder ikke kapital, og selv med moderate marginer i 2023 og 2024 på 16-17 procent var afkastet af kapitalen over 40 procent, hvilket resulterede i et nettoresultat på henholdsvis 2,6 og 3,4 millioner norske kroner efter årlige lønudbetalinger på over 7 millioner norske kroner.

Under sine studier var Ivar Strand meget optaget af tillid. “Det, jeg frygter, er, at institutionerne får større frihed uden at blive holdt ansvarlige,” sagde han til universitetsavisen Uniforum i 2000 med henvisning til universiteternes tilrettelæggelse af studierne og tilføjede: “Mange mennesker har ringe tillid til dette system.”

Document.no har stillet følgende spørgsmål til Ivar Strand og Sigrun Aasland via pressekontoret i Undervisnings- og Forskningsministeriet:

Mange mennesker har mistet tilliden til den norske bistandspolitik. Hvor stor tillid har du til den?

Først bekræftede Anders Lundell fra pressekontoret i Undervisnings- og Forskningsministeriet, at forespørgslen var modtaget, og at de ville vende tilbage til os. Lidt over en time senere meddelte Jaber Munir Osman Humed fra pressekontoret, at de ikke ville kommentere sagen. Ivar Strand har ikke svaret på forespørgslen.

Klasserejsen
Ivar Strand og Sigrun Aasland mødtes, mens de studerede i Bergen, hvor de læste komparativ politik, Universitetet i Bergens version af statskundskab. Siden da har de begge taget en mastergrad ved Johns Hopkins University i USA.

“Jeg husker demonstrationer og aktivisme, følelsen af at være meget fattig og skulle vælge mellem nudler og cigaretter,” sagde Aasland i et interview med studenteravisen Studvest i maj om sin rejse fra “Høyden” (Bergen Universitet) til regeringskvarteret.

Sidste gang hun blev interviewet af Studvest var i 1999. Dengang var hun 21 år gammel og nyvalgt leder af Norges Studentersamfund. Det forlyder, at Aasland, mens hun voksede op i Grimstad, blev fodret med socialistiske ideer af sine radikale forældre, og at hun var en beslutsom studenterpolitiker, der brugte mere tid på politik end på sine studier.

“Min tante er et forbillede på næsten alle måder,” sagde Aasland til Uniforum – onlineavisen for Universitetet i Oslo. Hun henviste til SV-veteranen Thora Aasland, der også har været minister for forskning og videregående uddannelse.

Da hun blev spurgt, hvor hendes engagement kommer fra, svarede hun: “Livet er meget sjovere, når man bekymrer sig om, hvordan verden bør være, og ønsker at drive den fremad.”

For Aasland og hendes mand har verden også set lysere ud. Da eventyret med bistandsmidlerne begyndte, boede de i Nonnegata 17, en boligblok i Gamlebyen i Oslo.

Det beskrives som en del af et urbant, grønt og miljøvenligt boligprojekt, bygget efter økologiske principper og bæredygtighed. Lejlighederne har 2 til 4 værelser og er 50-90 kvadratmeter store. Kvarteret beskrives som trendy og livligt.

Men når børnene nærmer sig skolealderen, bliver skoledistriktet et vigtigt kriterium for valg af bopæl i Oslo. Nonnegata hører til Gamlebyen Skole. Med Grønland og Tøyen i nærheden var andelen af minoritetselever på Gamlebyen Skole på det tidspunkt næsten 60 procent.

Det betød, at caféerne i Bjørvika og den korte afstand til byens centrum kom i anden række. I 2017 flyttede familien Strand/Aasland til et stort parcelhus i Nordstrand. Adressen ligger i Nordseter Skoles opland. I dette skoledistrikt er andelen af minoritetselever kun 10 procent.

I skattelisterne for 2024 er Ivar Strand opført med 18,3 millioner kroner i skattepligtige aktiver. Sigrun Aasland er opført med “kun” 3,6 millioner kroner. Havde det været omvendt, ville hun være endt på tredjepladsen i regeringen efter Jan Christian Vestre og Jonas Gahr Støre, men foran Jens Stoltenberg.