Klimadagsordenen, der nu fremtvinger massive økonomiske forandringer i Europa, er ikke resultatet af en neutral videnskabelig konsensus.

Det er et politisk og finansielt projekt drevet af en alliance mellem globale bureaukrater, magthaverne i Bruxelles og gigantiske investeringsselskaber.

Disse kræfter har ét fælles mål: at opretholde den krisestemning, der retfærdiggør et enormt skift i magt og overførsel af formuer.

Elitens tre motorer

Den tilsyneladende uundgåelige klimapolitik er struktureret i tre lag, der sikrer, at magt og penge ender hos dem i toppen:

1. FN og den ideologiske begrundelse: FN har med sin Agenda 2030 etableret rammerne for frygt. De har defineret klimaforandringer som en “eksistentiel trussel”, hvilket i praksis giver den ideologiske begrundelse for at tilsidesætte nationale love og demokratiske processer. Denne skabelse af en global krise sikrer, at nationale politikere føler sig forpligtet til at handle, uanset omkostningerne.

2. Bruxelles og bureaukratisk kontrol: Europa-Kommissionen, et organ af ikke-valgte teknokrater, er den tvangsmæssige mekanisme i Europa. Gennem “Green Deal” gennemtvinger de politikker, der regulerer alt fra brug af bil og opvarmning af bolig til landbrug. Dette beviser, at den grønne omstilling er en undskyldning for at flytte suverænitet og magt væk fra nationale parlamenter og over på bureaukraterne i Bruxelles.

3. Wall Street og pengenes magt: Den virkelige kraft bag dagsordenen er finansverdenen. Gigantiske investerings grupperinger, som BlackRock og Vanguard, bruger nu ESG-principper (miljø, social, selskabsledelse) til at forvalte billioner af dollars. Disse virksomheder ser det “grønne skifte” som en markedsføringsstrategi på flere milliarder. De har alt at vinde ved at opretholde krisefortællingen, da det sikrer den største formueoverførsel i historien og cementerer deres kontrol over branchen. Dette er den nye form for magtudøvelse fra champagne-socialisterne.

Mediernes tavshed

De store, etablerede medier, MSM, fungerer som megafoner for denne dagsorden. De rapporterer om “eksistentielle trusler”, som om det var en uomtvistelig kendsgerning, i stedet for at undersøge, hvem der rent faktisk profiterer af panikken, og hvem der har defineret målene.

De undlader at stille de kritiske spørgsmål, der ville afsløre, at den grønne omstilling fundamentalt set er en politisk og finansiel operation, der sigter mod at centralisere magten og sikre nye milliard i profit til dem i toppen.