Engang var der noget, som man kaldte Oplysningstiden – en tid, da de intellektuelle gjorde op med gamle vaneforestillinger, overtro, antirationalisme, idylliske forestillinger om samfundets naturlige orden og klassedeling. Det hed ud med kristendommen, kongen, adelen og præsteskabet. Derefter kunne det kun gå fremad. Oplysningen varslede lys over land, og det har vi troet på lige siden, Voltaire i 1763 formulerede de oplystes slagord: ”Écrasons l’infâme” (lad os knuse den infame) hvormed han mente kristendommen, præsteskabet og den religiøse obskurantisme.

Uanset, hvad man måtte mene om den oprindelige Oplysning, må vi i dag erkende, at den har udspillet sin rolle og er blevet afløse af Opløsning.

Hvor vi end kigger rundt i verden, er det klart, at samfundene og verdensordenen enten er gået i opløsning eller er på vej til det. Oplysningens ægtefødte barn, liberalismen, er stivnet i en rent økonomisk ideologi: Lad markedskræfterne råde, og pyt med resten, f.eks. Danmark. Om det, der engang hed Danmark, er muhamedansk, optager ikke de liberale. Påkaldelse af, at der findes folk med en kultur og historie og et land, som er deres, afføder kun hån og fascismeanklager i medierne og blandt universitetseksperterne. De vil håne hele vejen til slagtebænken – deres egen – som vi så med de iranske intellektuelle, der fejrede ayatollah Khomeinis magtovertagelse, indtil festen sluttede med deres egen henrettelse. Men det gør ikke indtryk på vestlige liberale eller konservative, der foretrækker at føre politik baseret på en opfattelse af verden, som de mener, den burde være, og ikke som den er. Mens landene bryder sammen, vil de liberale og deres konservative allierede, der også betragter sig som oplyste, fastholde og forsvare den ”orden”, som de gennem mange årtier har agiteret for.

De oplyste har siden 1945 skabt, hvad de kalder en regelbaseret verdensorden, fastlagt af konventioner, f.eks. Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskeretskonvention, og hvis blot domstolene håndhæver disse konventioner, er der intet, som borgerne har at beklage sig over. De Allahtroende er i deres gode ret til at agitere for og med alle midler prøver at implementere deres samfunds(u)orden. Og de er ikke sene til at benyttede sig af den åbne invitation.

Mens islamiseringen skrider frem – som den har gjort overalt, hvor islam har vundet indpas gennem 1400 år – må vi se frem til, at de liberale og deres konservative medkæmpere vil skærpe retorikken mod enhver, der advarer mod og prøver at afvende det kommende sammenbrud. Liberalismen og den pæne borgerlighed er nemlig for længst sprunget ud som islams hjælpere. Sammen med socialisterne, hvis vælgermæssige succes i stigende grad skyldes fedten for islam.

Landenes indfødte befolkninger, som må erkende, at de kan stemme til valgene, men at deres stemmer intet betyder, fordi alt allerede er besluttet af nogen, som de ikke kender eller har stemt på.

Hvad gør et folk, som er afskåret fra enhver mulighed for at påvirke sin skæbne på demokratisk vis?

Nylige optøjer i Nordirland med nedbrændte immigranthoteller, konfrontationer med politiet og talrige sårede må være et varsel om, hvad folket vil gøre, når alle muligheder for at forsvare sig på demokratisk vis er udtømte.