

Jeg blev her til morgen ringet op af en mand i begyndelsen af 30’erne, som havde noget vigtigt på hjerte. Det kommer jeg til. Men først fortalte han, at han ligesom næsten alle andre i sin generation mente, at jeg var rundt på gulvet med mine forudsigelser om effekterne af den muslimske masseindvandring, påfølgende islamisering og truende samfundskollaps. Nu indså han, at jeg havde haft ret hele vejen. Det blev jeg selvfølgelig glad for at få at høre. Derimod blev jeg foruroliget over, hvad han videre havde at berette.
Da han åbenbart fulgte med på Facebook, havde han bemærket, at jeg ikke har beskæftiget mig med faren fra kunstig intelligens – kendt som IA. Det måtte jeg give ham ret i, men undskyldte mig med, at jeg intet ved om fænomenet, og at jeg foretrækker at skrive om noget, som jeg har forstand på. Men på det punkt burde jeg forbedre mig, svarede han. Sagen er nemlig, at IA om få årtier vil overflødiggøre menneskene. Allerede nu bliver folk fyret i bunker og erstattet af supercomputere og robotter, der er langt bedre til at producere varer og løse opgaver, og senest i år 2100 har disse uhyrer ikke noget at bruge mennesker til. Allerede nu kan computerne løse matematiske opgaver, der ligger over, hvad den menneskelige hjerne kan forstå.
Jeg anførte, at IA ikke har nogen sjæl, ikke kan have en personlighed og derfor ikke har fri vilje. Gud skabte menneskene i sit billede. Han skabte ikke robotterne, som derfor aldrig kan blive menneskelignende. Men det bestred min unge hjemmelsmand. Computerne har allerede fri vilje, sagde han, og fortalte en historie om en computer, der havde fået underretning om, at den snart ville blive erstattet af en ny og bedre. Den gamle computer svarede ved at hacke sig ind på ejerens mail, hvor den opdagede, at sidstnævnte havde en uægteskabelig affære. Hvis ejeren ikke opgav sit forehavende, ville den sladre til konen.
Om det er sandt, ved jeg ikke, men det lyder uhyggeligt.
Vi diskuterede en række økonomiske og andre konsekvenser af det menneskeløse samfund, som jeg ikke skal komme ind på.
Dog omtalte jeg et interview, som jeg i 1972 lavede med en af de oprindelige ledere af det amerikanske kommunistparti, James P. Cannon. Han havde i mellemtiden taget afstand fra stalinismen og maoismen, men troede stadig på kommunismen.
Mærkeligt nok røbede Cannon en romantisk forestilling om et fremtidssamfund, hvor indbyggerne – da de nu havde tid og råd – kastede sig over gamle håndværk – syede deres eget tøj, lavede deres egne møbler, dyrkede deres egne grøntsager i haven, fangede deres egne fisk og den slags. Folk ville med andre ord sætte en ære i at kunne selv. Måske ville der – indføjede jeg – komme butikker, der tilbød håndlavede produkter og reklamerede med, at de ikke havde været i nærheden af kunstig intelligens eller robotter. Der kunne komme bogforlag, som tilbød romaner skrevet af mennesker. Disse frembringelser ville ganske vist være meget dyrere, men der ville sikkert være kunder til dem. Jeg henviste til, at danskerne synes villige til at købe madvarer, som reklamerer med at være økologiske. De vil sikkert også gerne betale for fritgående høns og kød fra grise, som ikke er opdrættet i bure. Med andre ord kan der komme en reaktion på alt det kunstige og sjælløse. Men det troede min samtalepartner ikke rigtigt på.
Så nu spørger jeg: Er der nogen, der ved noget?