Forrædere vil der altid være, og vi kender dem fra den danske historie.

Under svenskekrigene i 1600-tallet gik den danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt over på svensk side og konspirerede mod Danmark. Han deltog i 1657 i den svenske erobring af Danmark og var året efter en af de svenske hovedforhandlere, der gennemtvang Danmarks afståelse af Skåne, Halland og Blekinge. Hans kone, Leonora Christina Ulfeldt, var ikke meget bedre. Hun var også svenskvenlig og håbede på en svensk sejr over Danmark. Underligt nok er det lykkedes hende gennem sit ”Jammersminde” at skaffe sig et eftermæle som offer.

Heller ikke i årene før og efter den tyske besættelse i 1940 manglede der danskere, der var villige til at gå i tysk tjeneste, agiterede mod modstandsbevægelsen, meldte sig til Waffen-SS eller Hipokorpset eller optrådte som torturbødler, stikkere og værnemagere.

Også i dag har vi landsforrædere, men forskellen er, at der er mange flere, og at den skade, de tilføjer Danmark er langt mere dybtgående og uigenkaldelig, end hvad de danske nazister nåede at udrette.

Jeg taler selvfølgelig om de medier, der har forfulgt fædrelandssindede danskere og agiteret for islams herligheder og for den muhamedanske massetilstrømning som en gevinst for landet. De fleste af dem vidste udmærket, at det var løgn, men der var karriere og penge i det.

Og jeg taler om det store flertal af politikere, der kunne have dæmmet op for landets ødelæggelse, men gjorde det modsatte – nemlig bane vej for den farligste fjende, vi nogen sinde har stået over for: islam, som er det værste, der kan ramme et land. Også politikerne måtte kende konsekvenserne, hvis de havde læst så meget som én bog om Muhameds belæringer. De valgte imidlertid at dyrke ondskaben, fordi den bragte dem kortsigtede fordele.

Jeg taler også om domstolene og embedsværket, hvis beslutninger og afgørelser altid vil falde ud til Allahs fordel.

Vi står nu i en situation, hvor der i Danmark er opbygget et modsamfund af muslimer, der intet har til overs for landet eller folket, men som tvært imod åbent bekender, at deres plan er at undertrykke og fratage os enhver rettighed. Det hedder sharia. En del af de muhamedanske anførere forsøger sig med sød tale. Det kaldes taqqiah, og er et bondefangerkneb beregnet på at få de mest enfoldige til at tro, at islam er fredens religion.

Der findes ingen redning for Danmark og vore efterkommere, med mindre vi begynder at fratage muslimerne statsborgerskabet, opholdstilladelserne og retten til offentlige ydelser og giver dem et valg: Rejs hjem, eller i bliver deporteret. Og hvis de islaminficerede domstole siger, at det er ulovligt, må svaret være, at der ikke findes nogen lov, der tvinger os til at blive slaver.