Vestens nye Gaza-projekt vil gentage fiaskoen i Afghanistan og Irak: Det forsøger at opbygge demokrati på islamisk grundlag, men ender med at finansiere jihad, korruption og sin egen strategiske undergang.

Når Vesten taler om “nationsopbygning”, burde vi virkelig mærke kulden fra Kabul. Alligevel er vi på nippet til at gentage hele tragedien – denne gang i Gaza.

24 år efter at USA gik ind i Afghanistan for at skabe et “moderne, demokratisk” samfund, er Washington endnu engang klar til at opbygge et nyt Mellemøsten – med Tony Blair bragt tilbage fra glemslen, som om han var en garant for stabilitet. En bedre satire kunne ikke skrives: De samme mennesker, der fejlede i Irak og Afghanistan, skal nu “redde” Gaza.

Men der er et mønster her. Når Vesten forsøger at påtvinge den islamiske verden et liberalt demokratisk system, er det baseret på tre grundlæggende misforståelser:

1. At problemet er regimet, ikke kulturen eller religionen.
   Det menes, at korruption og vold kan kureres med valg og en markedsøkonomi.
2. At de fleste mennesker virkelig ønsker fred, handel og frihed.
   At islamistisk vold er et symptom, ikke et princip.
3. At teknokrater og hjælpearbejdere kan opbygge et moderne statsapparat udefra.
   Som om bistand og konsulent rapporter kan erstatte kulturel selvforståelse og historisk erfaring.

Afghanistan og Irak lærte os det modsatte: Nationer formes ikke af pengeoverførsler, men af ​​værdier. De såkaldte “nationsbyggere” nægtede at se, at jihad, ikke demokrati, er drivkraften i islamisk politisk tænkning.

Den nye Gaza-plan er skrevet i samme stil. Dokumenterne er fyldt med sætninger som “teknokratisk styre”, “internationale standarder”, “arabiske partnere” og “ekspertpaneler”. Man kunne lige så godt hente gamle PowerPoint-filer fra Verdensbanken i 2004 frem – sproget er det samme, og naiviteten er endnu større.

Tre år efter at G8 lovede at opbygge et “transparent palæstinensisk demokrati” ved hjælp af international bistand, greb Hamas magten med våben i hånden. Ikke fordi folket blev “forrådt”, men fordi de ønskede det sådan. Gaza ønskede ikke teknokrater. De ønskede en islamisk stat.

Når Vesten taler om “reformerede palæstinensiske styrker”, overser de det faktum, at de eneste, der rent faktisk kan håndtere våben i Gaza, er Hamas. “Nedrustning” ville i praksis betyde, at Hamas ville overføre sine våben til sig selv – blot med nye uniformer og nye budgetposter. Vi har set det før i Irak, hvor amerikanske midler skabte shiitiske militser, og i Afghanistan, hvor Taliban byggede deres krigskasse på vestlig bistand.

Den planlagte Internationale Stabiliseringsstyrke (ISF) vil være en slags FN-styrke uden FN-logo, bestående af lande, der hverken tør bekæmpe islamister eller ønsker at gøre det. Når den næste krise kommer, vil USA igen stå alene med regningen – økonomisk, politisk og militært.

Dette er ikke længere bare en dårlig strategi. Det er en benægtelse. Benægtelse af, at der er en fundamental konflikt mellem vestlige værdier og islamisk politisk teologi. Benægtelse af, at jihad ikke er en “afvigelse”, men en integreret del af systemet, som de klassiske retskilder selv angiver.

Når dette benægtes, bliver nationsopbygning ikke en løsning, men et ritual – en måde at gentage fiaskoen på med nye slogans.

USA burde have lært for længe siden: Man kan ikke bygge demokrati på en doktrin, der forbyder religionsfrihed, lighed og ytringsfrihed. Man kan ikke bygge en sekulær stat på tekster, der gør Allah til lovgiver.

Hver dollar sendt til Gaza vil derfor have samme effekt som i Kabul: Den vil forlænge konflikten, ikke løse den. Den vil finansiere nye terrornetværk og nye martyrplakater.

Vesten vil ikke bygge en nation i Gaza – bare en ny front i en gammel krig.
Kjøp Ruud Koopmans’ bok!