

Trump har været åben om, hvad han opfatter som Storbritanniens mangler. Efter at have rettet op på USA vil hans regering »Make Britain Great Again«.
Den amerikanske præsident Donald Trump deler ofte sine tanker om, hvad han ikke kan lide ved Storbritannien. Han kan ikke lide Sadiq Khan, Londons »forfærdelige« borgmester, og han afskyr vindmøller.
Men Trumps kritik af Storbritannien er relativt mild sammenlignet med, hvad nogle andre i MAGA-bevægelsen giver udtryk for. Som brite lægger man mærke til det, hvis man besøger Washington, skriver Katy Balls i The Times. Hun får ofte spørgsmål som: Er det lovligt at tweete i Storbritannien? Hvor mange muslimer er der? Hvordan er det at bo i en lovløs, kriminel by?
Folk i MAGA har en tendens til at se Storbritannien som et ulmende vrag af censur og voldelig kriminalitet.
Balls synes at mene, at dette viser, hvor misinformerede amerikanerne er om situationen i Storbritannien. Men Lucy Connolly blev idømt 31 måneders fængsel for at tweete, og både kriminaliteten og antallet af muslimer vokser hurtigt.
Ytringsfriheden er blevet alvorligt indskrænket, og politiet bruger mere energi på at bekæmpe hadefuld tale end på at forhindre knivstikkerier og voldtægter.
I sin tale på sikkerhedskonferencen i München talte vicepræsident J.D. Vance ikke om Ukraine eller truslen fra Rusland og Kina. Vance fokuserede på truslen »indefra«.
Hans tale kædede USA’s forsvar sammen med USA’s syn på NATO-medlemslandenes indre anliggender. Det er faktisk ganske forståeligt: Hvorfor skulle USA forsvare NATO-lande, som ikke viser vilje til at forsvare sig selv?
Storbritannien er blandt de værste i klassen. Forsvaret er decimeret, politiet er woke og fokuserer på de forkerte ting, og grænserne er vidt åbne, selv om de sagtens kunne have været hermetisk lukkede i løbet af få timer, da briterne faktisk befinder sig på en ø.
Men den politiske vilje er ikke-eksisterende, og selv Brexit har ikke fået briterne til at melde sig ud af spændetrøjen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
Balls forstår ikke, hvorfor Storbritannien behandles anderledes end lande i Mellemøsten.
Mens Trump holdt en tale i Saudi-Arabien, fortalte han den forsamlede skare, at der ville ske en ændring i USA’s politik: Onkel Sam ville ikke længere »belære jer om, hvordan I skal leve.«
Som Nick Clegg udtrykte det i denne uge: Vance og Elon Musk blander sig i andre landes anliggender på en måde, som »de aldrig ville tolerere« i USA – eller i Riyadh, for den sags skyld.
Men der er en åbenlys forskel mellem Mellemøsten og Storbritannien. Storbritannien er historisk set USA’s nærmeste allierede. Landene med The Special Relationship er som brødre.
De taler samme sprog og har historiske bånd, der går flere hundrede år tilbage. De kæmpede side om side i to verdenskrige. De kæmpede sammen i de efterhånden håbløse aktioner i Mellemøsten.
Som en kilde i Trump-administrationen udtrykte det:
»Vi har en fælles kultur, så Storbritannien er nødt til at holde kursen. Hvis Storbritannien falder, er det dårligt nyt for os.«
Det er derfor, udenrigsminister Marco Rubio er bekymret over Storbritanniens (og Europas) angreb på ytringsfriheden, og hvorfor MAGA-bevægelsen reagerer kraftigt på Storbritanniens planer om at anerkende Palæstina som stat, angiveligt kort tid efter Trumps statsbesøg.
Steve Bannon, den såkaldte godfather of MAGA, var også bekymret i en nylig tale i DC.
»De 30-årige obligationsmarkeder siger: ‘Vi er ikke så sikre på, at du vil være her længere’. England er på vej mod en borgerkrig, mens vi taler.«
Tegnene er der med de massive demonstrationer uden for asylcentre og i britiske (især engelske) byer, som kulminerede med Unite the Kingdom-marchen i London. Briterne er ved at miste tålmodigheden efter så mange års vanstyre.
Derfor siger mange mennesker med tilknytning til MAGA, at USA er nødt til at hjælpe Storbritannien, fordi briterne vil være en stærkere allieret, hvis de er økonomisk stærkere. »Først skal du rette op på USA. Derefter skal man Make Britain Great Again.«
Det amerikanske udenrigsministerium har omtalt Storbritannien som et »særligt projekt«. Det er kun passende i betragtning af de to landes Special Relationship.
I juli talte Balls med afdøde Charlie Kirk, som havde følgende at sige om Storbritannien:
»Der er stadig en kærlighed til nationen. Det benægter jeg ikke. Men der er en generel holdning af politisk defaitisme [i Storbritannien].
»I Amerika, derimod, vil vi kæmpe. Vi vil flytte bjerge, vi vil få tingene gjort. Kontinentaleuropa er bare trist. Jeg ville ønske, jeg havde et bedre ord for det.«
Måske er der intet, der beskriver den britiske regerings defaitisme bedre end dens underkastelse af EMRK og manglende vilje til at stoppe masseindvandringen.
Selvom Elon Musk er faldet uden for Trumps inderkreds, er han stadig en vigtig figur i MAGA-bevægelsen. Hans deltagelse i Unite the Kingdom-videolink-talen bliver bemærket, og han var tydelig i sin tale til deltagerne.
»Uanset om du vælger vold eller ej, vil volden komme til dig. Enten gør du modstand, eller også dør du.«
Selvom nogle beskylder Musk for at opfordre til vold, er det ikke det, han gør: Musk opfordrer briterne til at forberede sig på selvforsvar.
Nigel Farage og Reform UK er ved at udvikle sig til MAGA-bevægelsens nærmeste allierede i Storbritannien. På Reform-konferencen for nylig bar mange deltagere lilla hatte med påskriften: Make Britain Great Again.
Næste år er det 250 år siden, at USA vedtog uafhængighedserklæringen – en betydningsfuld begivenhed. Demokraterne arbejder allerede febrilsk på at fokusere på alt det, USA har at skamme sig over, som f.eks. slaveri.
Forholdet til Storbritannien vil være en naturlig del af mindehøjtideligheden, da det faktisk var Storbritannien, som USA erklærede sig uafhængig af.
»Forvent en masse ‘se, hvad de gav os, og se, hvordan de faldt’-agtige ting,« siger en erfaren politiker.
Så det, der følger efter al den pomp og pragt, er en test af nerverne.
Washingtons anglofile er ikke tilfredse med at heppe på Storbritannien fra tribunen; de ønsker at omskrive reglerne og gøre Westminster til den næste front i deres indenrigspolitiske kamp.
Spørgsmålet er, om Storbritanniens meget upopulære premierminister Keir Starmer kan omfavne venskabet uden at importere USA’s interne konflikter.