Er jeg den eneste, der fornemmer, at døden dag for dag strammer sit greb om Vesten?

Vi vil helst ikke tale om det, men lader i det ydre som om alt er normalt, selv om vores gravskrift for længst er forfattet. Det skete, da vi dunkelt anede, at vi er på vej til at blive et mindretal i vores eget land. Men døden indtræffer længe forinden. Når muslimerne udgør 20 pct. af de vestlige landes indbyggere, er der ingen vej tilbage, og fremtiden har ikke andet at byde på end undertrykkelse og vold.

Venstreorienterede politikere og meningsdannere prøver fortsat at bilde os ind, at den muslimske masseindvandring har været en berigelse, men de fleste af os ved udmærket, at det ikke passer. De fleste ved også, at Allah-troende aldrig kommer til at blive assimilerede eller blive danskere. Kun få tør sige det, for islams allierede på venstrefløjen holder fortsat den åbne meningsdannelse i et jerngreb. Det er Muhamed, de røde og først og fremmest deres medier, der bestemmer, hvad man må sige og tænke.

Den åbne diskurs er imidlertid ikke udtryk for, hvad folk mener, men blot hvad de tør sige, når medierne og anklagemyndigheden lytter med.

Det bliver dog stadigt sværere for den herskende, proislamiske venstrefløj at holde befolkningens indestængte raseri under låg. Under låget befinder sig en trykkoger, og flere tør sige tingene, som de er.

Mange imamer gør det også. De ærligste af dem siger åbent, at Allah har beordret dem til at dræbe jøder og kristne. End ikke nazisterne turde åbent vedkende sig sådanne planer, men nøjedes bare med at implementere dem i praksis.

De morderiske imamer kan ikke beskyldes for at have misforstået Allahs ordrer, som de udtrykkes i Koranen, Haditherne og Siraen – Muhameds (opdigtede) levnedsskildring. Og man hører ingen herboende muslimer tage afstand fra den teksttro udlægning. Det ville nemlig blive betragtet som frafald, og inden for islam straffes frafald med døden. Man må tage hele pakken.

Berlingskes redaktør, Tom Jensen, der skifter mellem at have dårlige og meget dårlige dage, fornemmer, at noget må gøres, før borgerne i stort tal begynder at stemme på Dansk Folkeparti. Han skriver derfor, at ingen kan gøres ansvarlig for den kulturfremmede tilstrømning. Den er så at sige kommet af sig selv, og ingen har kunnet gøre for det. I den forbindelse glemmer han, at et enigt folketing – bortset fra Fremskridtspartiet – i 1983 stemte for Udlændingeloven, der for alvor åbnede sluserne for Danmarks fremmedovertagelse.

Mange af de ærede medlemmer havde formentlig ikke ringeste begreb om, hvad de foretog sig, men det fritager dem ikke for skyld. Hvis man har ladet sig vælge til den lovgivende forsamling, er det ens forbandede pligt at sætte sig ind i sagerne.

Tom Jensen har også glemt alt om de organisationer, der agiterede for tilstrømningen, så som Dansk Flygtningehjælp og talrige andre ”humanitære” NGO’er. For ikke at nævne, at han overser mediernes medskyld. Er de holdt op med at forfølge, bagtale og dæmonisere danskere, der advarede/advarer mod masseindvandringens fatale konsekvenser? Har han glemt den ildhu, hvormed anklagemyndigheden og domstolene har slået ned på systemkritikere?

Vi står nu i en situation, hvor politikerne med henvisning til diverse konventioner nægter at forsvare det danske folk. Vore fjender siger, at vi skal dø, og når nogen siger det, er det klogest at tage dem alvorligt.

(Jeg vil i morgen skrive en opsats om, hvad vi kan gøre for at redde stumperne af vores civilisation.)