Renaud Camus, den 78-årige franske forfatter, er nu persona non grata i Storbritannien. Hans forbrydelse? At have tænkt tanker, som Keir Starmers regering anser for ubehagelige. Starmer, der så stolt proklamerede i Det Hvide Hus, at ytringsfriheden trives under Union Jack, har forbudt en mand at træde ind i landet på grund af hans ideer.

Det står i skærende kontrast til de titusindvis af migranter, der ulovligt får adgang til de britiske kyster, selv når de bærer på holdninger, der er direkte fjendtlige over for britisk demokrati.

Velkommen til det ny-autoritære Europa, hvor en europæisk forfatter er farligere end radikale islamister.

Manden og myten

Hvem er denne Renaud Camus, der åbenbart er så farlig, at han får et indrejseforbud?

Hvis man tror medierne, er Camus en racistisk konspirationsteoretiker, hvis idé om “Den Store Udskiftning” har inspireret højreekstreme grupperinger. Det er en simpel fortælling, skabt for skrøbelige sjæle, der søger sikre svar og bekræftelse af fordomme.

Sandheden er dog langt mere nuanceret og langt mindre bekvem for vores tids herskende klasse.

Camus er hverken racistisk eller højreorienteret, men en homoseksuel, ateistisk intellektuel, som har observeret noget dybt foruroligende: den systematiske afmontering af europæisk kultur, orkestreret af eliter på tværs af politik, erhvervsliv, kirker, universiteter og medier.

Ifølge kenderen Rod Dreher er Camus’ centrale påstand ikke, at en jødisk eller pro-islamisk sammensværgelse er i gang med at udskifte hvide europæere. Nej, hans analyse er langt mere sofistikeret:

Efter Anden Verdenskrig har europæiske eliter påbegyndt en mission om kulturel selvfornægtelse, hvor europæere skal lære at foragte for så at forkaste deres egen historie og civilisatoriske bedrifter.

De liberalt-progressive eliter mener, at europæisk civilisation grundlæggende er ond (racistisk, kolonialistisk, kvindehadende, islamofobisk, fortsæt selv…). Kapitalister og globalister mener, at tilbagestående borgere med national selvbevidsthed er for dumme til at indse gevinsterne ved masseindvandring, som globalisterne anser for nødvendig for fri handel. Og sentimentale kirkefolk mener, at nationalfølelse modsiger kristendommens universalisme.

Camus fremhæver, at et folk, der kender og værdsætter sin historie, litteratur og kultur, ikke vil tillade sig selv at blive erstattet af folk, der ikke deler denne kulturarv eller som foragter den.

Særligt interessant er Camus’ begreb om “the second career of Adolf Hitler”, der handler om, hvordan nazismens spøgelse bruges til at delegitimere enhver, der vover at stille spørgsmål til den igangværende kulturelle opløsning. Hitler er det retoriske atomvåben, der bruges til at stigmatisere afvigere, afbryde forbindelsen til fortiden og bringe kritikere til tavshed.

Camus understreger, at indvandrere kan blive gode franskmænd gennem aktiv assimilation og accept af Frankrigs ”store fortælling”. Hans definition af et folk bygger netop på kultur og fælles fortællinger.

Som han præcist formulerer det: ”Mennesker kan altid slutte sig til et folk af kærlighed til dets sprog, litteratur, dets livsstil eller dets landskaber.” Men et fremmed folk, der afviser assimilation, kan naturligvis ikke slutte sig til et værtsfolk. ”De kan kun erobre dem, oversvømme dem, erstatte dem.”

Camus frygter ikke den enkelte indvandrer, men europæernes kulturelle selvopgivelse, der gør enhver assimilation meningsløs. For hvad skal indvandreren assimileres til, hvis den oprindelige kultur allerede har kapituleret?

Den autoritære liberalismes forbandelse

Camus’ indrejseforbud er ikke en isoleret hændelse, men symptom på en dybereliggende sygdom i vores eget system: den autoritære liberalisme.

De selvudnævnte forkæmpere for frihed og tolerance er blevet de nye autoritære. Med deres intellektuelle dovenskab og fjendtlighed over for anderledes tænkende repræsenterer frihedens falske forkæmpere en reel trussel mod vores demokratiske fundament.

Camus-sagen illustrerer perfekt denne tendens. Eliterne anser sig selv for oplyste, men udviser bemærkelsesværdig ringe interesse for at forstå, hvad Camus faktisk skriver. Deres besættelse af “misinformation” bliver et værktøj til at lukke debatter, før de overhovedet begynder.

Imens de europæiske eliter raser mod Vance for at kritisere dem for at indsnævre ytringsfriheden, og imens de tordner mod Trump for at afmontere retsstaten, har de selv travlt med at underminere demokratiet, ikke blot i Storbritannien, men senest også i Frankrig, Rumænien og Tyskland. Som The Economist har vist, føres der en så effektiv kamp mod ytringsfriheden, at kun 40 procent af tyskerne mener, de kan tale frit. Det er en halvering siden 1990!

Nu vil den tyske regering også forbyde ”løgne”. Er Camus’ ide om ”Den store Udskiftning” en løgn? Det er den naturligvis ikke, men derimod en meget vigtig tanke, der kan – og bør – diskuteres.

Magtmisbruget bekræfter kritikerne

Det mest ironiske ved indrejseforbuddet mod Camus er, at det næsten garanterer udbredelsen af hans ideer.

Det er den autoritære liberalismes evindelige blindhed: De kan ikke se, at deres magtmisbrug netop bekræfter kritikernes analyser. Ved at forbyde Camus beviser de hans pointe om elitens frygt for konfrontation med virkelighedens problemer.

I sidste ende er det demokratiet selv, der bliver taberen.

Camus holder et spejl op foran den europæiske elite og viser dem deres egen frygt og tvivl. Og intet er mere truende for autoritære sind – også dem, der kalder sig liberale – end at blive konfronteret med deres egen hykleri.