
Stor utilfredshed i hans eget parti, da den britiske premierminister Keir Starmer foreslog store nedskæringer i velfærdsbudgettet, tvang ham til at skifte mening.
Starmer ville skære 5 milliarder pund af de årlige velfærdsudgifter. Men over 100 Labour-parlamentarikere protesterede, og Starmer frygtede, at han ville lide et forsmædeligt nederlag i Underhuset.
Så han trak sig, og de britiske aviser er fyldt med ironiske og sarkastiske bemærkninger. Som Tom Harris i The Telegraph:
Det parti, der blev grundlagt for at repræsentere arbejdere, vil byde velkommen til et hidtil uset antal mennesker, der ønsker at undgå at arbejde.
Hvordan kunne vi være sikre på, at Keir Starmer ville give efter for oprørske parlamentsmedlemmers krav om at svække regeringens velfærdsreformer? Fordi han sagde, at han ikke ville gøre det.
Oprindeligt blev ændringerne præsenteret af arbejds- og pensionsminister Liz Kendall, som argumenterede for, at ændringerne var nødvendige for at få folk væk fra understøttelse og i arbejde for deres eget bedste.
Men ingen socialdemokrater i Vesteuropa synes længere at bekymre sig om arbejdende mennesker, undtagen som skatteslaver.
»Vi har lyttet til medlemmer af nationalforsamlingen, som støtter reformen i princippet, men som er bekymrede over hastigheden af forandringerne,« siger en talsmand for Starmer.
På den anden side af gulvet i Nationalforsamlingen bliver den udvandede reform, som nu forventes at blive vedtaget, latterliggjort.
»Starmer undgik udfordringen og lader skatteyderne stå med regningen,» sagde de konservatives talsmand for arbejds- og velfærdspolitik, Helen Whately. (NTB-Reuters)
Sherelle Jacobs skriver i samme avis som Harris: Dette er ikke bare et personligt nederlag. Starmerismen er på randen af kollaps.
Rachel Reeves og hendes kolleger i finansministeriet vil konkludere, at Storbritannien ikke har andet valg end at fortsætte med massemigration og øgede skatter. At bruge 5% af BNP på forsvar vil være håbløst urealistisk; selv 3% vil være uopnåeligt.
En ud af ti personer i den arbejdsdygtige alder modtager nu syge- eller invaliditetsydelser. Ved udgangen af årtiet kan landet bruge lige så meget på invaliditetsydelser, som det i dag bruger på transport, politi og socialforsorg tilsammen.
Det vil først og fremmest være en moralsk katastrofe, hvis vi ikke gennemfører nedskæringer i velfærdsydelserne. Storbritannien er ved at blive et land, der forkæler »modtagere,« mens det knuser »skabere.«
Borgere, der forsøger at forbedre deres liv, trækkes ned gennem overdreven beskatning, svækkelse af det private erhvervsliv og ødelæggelse af det private skolesystem.
Den britiske økonomi nærmer sig afgrunden i rasende fart. Politikerne kan ikke gøre de mest simple ting, som at stoppe masseindvandringen i gummibåde over Den Engelske Kanal.
Desuden: Hvorfor skal illegale indvandrere bo på dyre hoteller? Hvorfor ikke i teltlejre, indtil de vender tilbage?
Robin Hood og hans besætning kunne stoppe bådene, hvis de blev delt op i omkring ti højhastighedsbåde og fik lov til at medbringe bue og pil for at sænke gummibådene.
Millionærer flygter, og næsten 30.000 millionærer har forladt landet i løbet af de sidste to år.
Som følge heraf falder skatteindtægterne, selv om skattesatserne skyder i vejret. Britiske landmænd risikerer at skulle opgive deres familiegårde på grund af en ny arveafgift på arv.
Labour kom til magten med løftet om “forandring” efter 14 dårlige år under Tory-partiet. Da Reeves hævede skatterne med 40 mia. pund i en enkelt finanspolitisk foranstaltning, insisterede hun på, at hun »rettede op på fundamentet.«
Reeves bliver sandsynligvis nødt til at hæve skatterne for at finansiere Labours kovending i forhold til velfærd og vinterstøtte, som vil koste 4,5 milliarder pund, skriver The Times.
Selv den venstreorienterede The Guardian er kritisk og skriver:
Den tredje kovending på en måned svækker Keir Starmer. Ændringer i velfærdsloven vil sandsynligvis vinde over moderate kræfter, men premierministerens ry for at gennemføre hårde reformer er skadet.
Reform UK stormer frem i meningsmålingerne og er nu langt det største parti i Storbritannien. Meget tyder på, at Brexit-generalen Nigel Farage bliver Storbritanniens næste premierminister. I så fald bliver det en utaknemmelig opgave.
Det største problem er selvfølgelig, at det næste parlamentsvalg først er planlagt til august 2029. Der er næsten ingen grænser for, hvor meget skade Labour kan gøre på fire år.