Vi står ved et kulturelt vendepunkt. Sjældent har dette vist sig tydeligere end da en højskolesang – et af vores mest samlende kulturelle symboler – pludselig blev anklaget for at være racistisk. Valget af “Den danske sang er en ung blond pige” som morgensang på CBS i 2016 førte til udstødelse af den arrangør, der havde udvalgt netop denne sang.

Den arrangør var professor i politik og filosofi Bent Meier Sørensen.

Cancelkulturen bliver et personligt sammenbrud

I sin nye bog om vores kultur og truslerne mod den, “De grænseløse”,   blotlægger Sørensen, hvordan denne begivenhed blev et afgørende vendepunkt i hans liv og verdenssyn. Og et symptom på et meget bredt kulturelt forfald.

Han beskriver oplevelsen som intet mindre end et sammenbrud af hele hans livsverden. En sang, der tidligere blev sunget ved genforeningen, under alsang i krigen og under coronanedlukningen, var nu pludselig blevet til et symbol på eksklusion og racisme.

Sørensen blev ikke blot kaldt racist, men også indkaldt til samtale med ledelsen – de svagpissere, havde man nær sagt – og oplevede, at universitetet undskyldte over for den krænkede kollega med indvandrerbaggrund i stedet for at forsvare fællessangens betydning.

Det rystende er ikke blot episodens personlige konsekvenser, men dens symbolværdi: “Den nye verden ville overhovedet ikke vide noget af min gamle verden. Det var som et immunsystem, der kastede det væk. Der er ikke noget kompromis mellem de to,” forklarer Sørensen.

Han indså, at den gamle verdens værdier – tradition, fællesskab, kulturelle referencer – var blevet uforenelige med den nye verdens grænseløse identitetspolitik.

Den store kulturelle erosion

Hvad Sørensen oplevede på sit kontor, da alt styrtede sammen omkring ham, var ikke blot sin egen eksklusion, men et symptom på en omfattende kulturel erosion i vores samfund. Det er derfor, det stadig er værd at tale om episoden på CBS den morgen for snart ti år siden.

Her blev det tydeligt, at vi ikke længere kan tage selv de mest grundlæggende kulturelle symboler for givet.

Det progressives herredømme – avantgarden, normstormen – er en syreregn, der langsomt opløser vores kulturelle monumenter. Eliternes kritik af traditionelle værdier og normer har skabt et samfund, hvor alt for mange ikke længere har modet til at forsvare deres egen – vores fælles – kultur, og hvor vores symboler reduceres til potentielle “tikkende bomber”, der kan eksplodere i beskyldninger når som helst.

Hvad sker der med et samfund, når dets vogtere bliver dets forrædere?

Universiteterne har systematisk aflyst de store fortællinger, som tidligere gav samfundet sammenhængskraft, mening og retning. I stedet hersker en skepsis over for alt, hvad der smager af tradition, national identitet, kristendom eller fælles symboler.

Vores akademiske institutioner har ikke blot mistet deres rygrad – de har aktivt transplanteret den med en gelémasse af føjelighed over for ethvert krænkelseshyl. Mens professorer i historiens løb har kæmpet mod censur og dogmatik, knæler dagens akademiske ledere i ærbødig underdanighed foran identitetspolitikkens alter.

Fra modstand til underkastelse

Det påfaldende ved episoden på CBS var ikke, at en underviser følte sig krænket. Det påfaldende og skandaløse var, at institutionen ikke forsvarede traditionen, men bukkede under, kapitulerede og undskyldte. 

Ikke én eneste leder sagde: “Dette er en historisk betydningsfuld sang, som binder os sammen på tværs af generationer, og som har været sunget i vores mørkeste stunder under krigen. Vi respekterer din følelse, men sangen forbliver en del af vores kulturarv.”

Sørensen beskriver, hvordan han selv, som en del af universitetsverdenen, havde været med til at aflyse de store fortællinger og dermed bidraget til den udvikling, han nu selv blev offer for. 

Men episoden blev for ham en anledning til et kald om at genfinde og forsvare de værdier, der kan binde samfundet sammen. Og det gør han meget fint i sin nye bog, der anbefales som et stykke konservativ kulturkritik af fineste destillat.

Konsekvenserne for fællesskabet

Hvad sker der med et samfund, når dets fælles kulturelle referencer opløses?

Ifølge Sørensen fremavles der et “psykologmenneske” – et individ der skal finde meningen i sig selv, fordi der ikke længere er nogen fælles mening at overtage. Resultatet bliver ensomhed, angst og rodløshed – især for unge, der forventes at skabe deres egen identitet helt fra bunden, uden kulturelle pejlemærker.

Kulturarven, som har åndet liv i generationer af danskere, kvæles langsomt under byrden af konstant selvkritik og mistænksomhed. Og i mangel på fælles kulturelle fortællinger bliver det sværere at opretholde modstandskraft i samfundet. Vi ender med en “normstorm”, hvor alle traditionelle normer nedbrydes. Det fremmer så igen en dekadent offerkultur.

Vejen frem

Sørensen opfordrer til at genopdage og styrke det kulturelle og etiske fundament, som kan binde mennesker sammen. Fællessang, ritualer, måltider, historiefortælling – disse ting er ikke blot nostalgiske levn, men afgørende overleveringer, der skaber og vedligeholde en folkelig kultur.

Et samfund uden fælles kultur er ikke blot et samfund uden identitet. Det er et samfund uden modstandskraft mod både indre opløsning og ydre trusler. En ophobning af rodløse individer i et atomiseret, grænseløst samfund.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter