Kommentar

Som vi alle ved er både kulturradikalismen og dens onde fætter multikulturalismen  dele af det store kompleks vi kalder for politisk korrekthed

Hvis I ikke allerede  har set denne nye film på Netflix, vil jeg hermed anbefale den,  ikke fordi det er en fantastisk film, men fordi den trods fejl og mangler giver et levende portræt af tiden op til Chamberlains berømte rejse til München, hvor han møder hr. Hitler  og får det  famøse men skulle det snart vise sig værdiløse papir med sig  tilbage til  London ;   se den men vær kritisk!

Baseret på en international bestseller af Robert Harris er Munich en politisk thriller bogstavelig talt en før-krigsfilm, der udspiller sig i slutningen af 30`erne i spændingsfeltet mellem Chamberlain (spillet af Jeremy Irons)  og den tyske naziledelse, set gennem tre venners øjne, der står i forværelset med de ledere der skal underskrive det berømte dokument i skyggen af Sudeter-krisen i 1938.

Det spændende er selvfølgelig, at alle tilskuerne godt ved,  hvad der  skete,  og hvilket naivt ”geni”  Chamberlain  var. Måske gennemskuede han Hitler og hans kumpaner, men kortene var givet, og så var det op til ham som menneske at spille dem,  han havde krydset sit Rubicon men blev fanget af begivenheder han ingen indflydelse havde på og måtte derfor agere leder under en højere dukkefører. Som resten af Europa frygtede han også en ny storkrig, og prisen for at undgå en sådan kunne ikke blive for høj.   Han troede uden tvivl på det nyttige I det han gjorde, og ingen…bortset fra Churchill var parat til at stoppe den tyske fører.

ANNONSE

Filmen fører os i tog til München, hvor vi bevæger os rundt i  gangene mellem  højloftede overdådigt udstyrede sale og de tungt uniformerede nazister og  vi følger en desperat dissident, der har gennemskuet førerens løgne, idet denne for længst har besluttet sig for at starte en storkrig, men selv med denne viden er det spændende at lade sig føre med af plottet:  som sagt, en tysk modstandsgruppe har kendskab til Hitlers langsigtede strategier og får et øjeblik Chamberlain i tale, idet en yngre mand giver ham bevis på, at den tyske kansler er en løgner og for længst har udarbejdet en  ambitiøs plan om en europæisk storkrig. Men Chamberlain er som bekendt uimodtagelig,  han vil fred for enhver pris, og tilskuerne kender prisen. –   Undervejs i filmen spørger man sig selv,  er denne historie baseret på faktiske hændelser?  Det er et  fiktivt  drama  spundet omkring de faktiske  hændelser – i historiske omgivelser -,  der fandt sted i september 1938. Men vi husker at bare tre måneder senere fandt Krystalnatten sted over hele Tyskland,  hvor  91 jøder blev dræbt eller mishandlet,  267 synagoger blev ødelagt eller brændt og mere end 7500 forretninger blev ødelagt  mellem den 9. og 10. november, hvilket var en virkelighed der talte sit eget sprog og på sin vis ugyldiggjorde ethvert papir, der handlede om fred og forsoning.

Jeg synes absolut,  filmen er værd at se ..MEN, MEN  for mig var det påfaldende, at man ikke et sted i det konstruerede plot fandt plads til så meget som skyggen af en  røgring  fra en af de  cigarer, der konstant  og ikonisk sad i Churchills mund og sendte andre signaler til de politiske ledere i parlamentet.  Han blev betragtet som en bulldog, en warmonger, der ikke var stueren! Der var mere mod og vilje i hans lillefinger end i det samlede parlament, der sad og hyggesnakkede om hvordan de bedst kunne efterkomme Hitlers ønsker,  for hr. Hitler var nøglen til freden,  og hvem  var Churchill at ville ødelægge den gode stemning!  Var han ikke imperialist og racist ?!?!?  Dvs alt andet end stueren. Som om manuskriptet var konstrueret i samarbejde med Søren Mørch, der jo ikke gir noget for den engelske  bulldog og som en af de få politikere havde set og turde tale om,  hvad vej vinden blæste.  –

En anden ting, der faldt mig for brystet var, at i en af filmens sidste scener optræder der en smuk indisk kvinde i rollen som Guardian Angel, ja det kaldte hun sig – der skulle redde helten fra en frygtindgydende mistanke om at være afsløret.  Og man undrer sig lidt,  hvad skulle dette stunt gøre godt for ,  hvis ikke det som et knæfald for de multikulturelle  skulle sende en sand hørm af politisk korrekthed afsted mod den sagesløse tilskuer.  Som en frisk men pænt indpakket hundelort sad hun på bagsædet af en stor ministerbil og osede af  antiracisme og multikulturalisme,  som vi kan lugte på miles afstand!  Og sådan kan vi forvente at mange nyere film trods de bedste intentioner ofte vil ende i et orgie af politisk korrekthed.

Men alligevel, se den  og nyd den for det den er, god spændende thriller  fra et af historiens brændpunkter med eller uden mundbind!

 

 

Fra IMDB:

 It is Autumn 1938 and Europe stands on the brink of war. Adolf Hitler is preparing to invade Czechoslovakia and Neville Chamberlain’s government desperately seeks a peaceful solution. With the pressure building, Hugh Legat, British civil servant, and Paul von Hartmann, German diplomat, travel to Munich for the emergency Conference. As negotiations begin, the two old friends find themselves at the center of a web of political subterfuge and very real dange

The movie is more of a historical drama than a spy story since the main characters involved are very amateurish at the spying game. They’re two 1932 Oxford students, Paul the German and Hugh the British, who six years later find themselves involved with the 1938 signing of the Munich treaty. Jeremy Irons plays flawlessly British PM Chamberlain, the man who sort of gave in to Hitler, thinking he could preserve peace in Europe, when he actually just bought one year before the beginning of WWII.

The theory presented by the movie is that Chamberlain did not make a big mistake, as history proved, but he wisely “bought time” to allow Britain to get ready for the war (and then, also Germany…). It might have escape the author’s notice that Britain’s preparation somehow did not stretch so far as avoiding the massive defeat and retreat at Dunkirk, not to mention the Blitz.

Politics and wishful thinking aside, the movie is actually quite well structured, with the two main characters believable as ex-classmates and friends, neither too heroic but both willing to do something to stop the impending catastrophe. The atmosphere is tense and there is a sense of urgency throughout the movie that covers only a couple of days in 1938, with some flashbacks to the happier times of 1932. One can foresee the tragedy that will soon hit the two friends, even if it’s only suggested, and because of that, it is more poignant.

ANNONSE

Mest læst

Sådan bryder islam sammen

Russerne flygter fra Putin

Jyske oplysninger om USA