Jeg fornemmer en tydelig afmatning i interessen for amerikanske nyheder. Det er forståeligt, for der er sjældent noget opmuntrende at fortælle, og hvem vil være ked af det hele dagen? Dertil kommer, at min Facebook er et af de ganske gå steder her i landet, der prøver at skære igennem venstrefløjens samstemmende fortælling om Joe Bidens godhed og Donald Trumps ondskab. Hvad jeg skriver, kan vel ikke være sandt, tænker mange, for ingen af de etablerede medier – trykte som æterbårne – kan på ringeste måde bekræfte mine observationer. Altså er de nok løgn og digt.

Det skal dog ikke afskrække mig fra at fortsætte, for før eller siden vil det vise sig, hvem der løj, og hvem der talte sandt.
Men først en indrømmelse og en beklagelse:

Jeg har hidtil afvist muligheden af, at de gentagne, opdigtede anklager og retssager mod Trump ville kunne forhindre ham i at stille op til præsidentvalget i 2024. End ikke en fængselsstraf ville gøre det umuligt for han at blive valgt – troede jeg. Men jeg havde ikke forestillet mig, at den af justitsminister Merrick Garland udpegede specialanklager, Jack Smith, ville bruge sektion 3 i det 14. forfatningstillæg som grundlag for en ny anklage. Det ser imidlertid ud til, at jeg tog fejl.

Foreløbigt har Jack Smith oplyst Trump om, at han skal give møde for en storjury, der skal tage stilling til, om der skal rejses anklage mod den tidligere præsident. Det kan man roligt gå ud fra vil ske, for storjuryen er sat i Washington D.C., hvor over 90 pct. stemmer demokratisk. Eller sagt på en anden måde: I en politisk motiveret proces har en republikaner ingen chance.

Sagens materie er atter engang demonstrationerne og optøjerne ved Capitol den 6. januar 2021. I en tale til det forudgående massemøde havde Trump, som hævdede, at valget af Joe Biden ikke var gået rigtigt til, opfordret mængden til en ”fredelig” og ”patriotisk” demonstration. Det har Justitsministeriet og det tidligere demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus udlagt som en opfordring vold og et forsøg på at omstyrte den forfatningsmæssige orden.

Dermed er vejen banet for, at Jack Smith kan mobilisere det 14. forfatningstillægs sektion 3. Her hedder det, at ingen person kan være medlem af Kongressen, præsident eller vicepræsident, hvis vedkommende har deltaget i ”insurrection or rebellion” (opstand eller oprør) mod USA’s forfatning. Med andre ord: Hvis Justitsministeriets agent, Jack Smith, kan overbevise storjuryen om, at det er, hvad Trump har gjort, og hvis han senere bliver dømt for det, er han afskåret fra igen at blive præsident og vil givetvis tilbringe resten af sit liv bag tremmer.

Som The Federalist bemærker: ”Hvis Bidens justitsministerium arresterer Trump – præsidentens vigtigste politiske modstander ved indgangen til valget i 2924 – vil det udløse en politisk og vælgermæssig krise, hvis lige Amerika aldrig har kendt. Det er ikke for meget at sige, at et sådant skridt ikke bare ville bringe det forestående præsidentvalg i fare, men selve republikken. At fængsle politiske rivaler er, hvad der sker i … diktaturer som Nicaragua, hvor præsident Daniel Ortegas politiske modstandere ofte bliver arresteret og fængslet for beskyldninger om forræderi.”

I forvejen viser meningsmålinger, at et flertal af amerikanere betragter de gentagne forsøg på at få Trump dømt for et eller andet som politisk motiverede. Men spørgsmålet er, om det vil påvirke deres stemmeafgivning. Hadet og den politiske og kulturelle polarisering er blevet så stærke, at mange med glæde vil se stort på lov og ret, blot de kan komme af med Trump. De demokratiske medlemmer af Kongressen og de fleste medier synes at have samme indstilling.

Mens denne juridiske travesti udspiller sig, kunne den republikanske senator Chuck Grassley i går præsentere et internt FBI-dokument, som han med stort møje havde tvunget FBI til at udlevere. Det viser, at det føderale politi i årevis har kendt til Joe og Hunter Bidens kriminelle aktiviteter – i form af udsalg af amerikanske interesser til fremmede stater – uden at have foretaget sig noget.

Det er naturligvis pinligt for forbryderen i Det Hvide Hus, men hvis han alligevel har tænkt sig at afvikle demokratiet og retsstaten, kan han være ligeglad.

”Lad dem hade mig, så længe de frygter mig” – som kejser Caligula skal have sagt.