Kommentar

Jeg er forundret over den falanks af Putin-apologeter, der altid står rede til at komme med forklaringer og undskyldninger for Ruslands overfald på Ukraine.

Nogle mener, at det hele er USA’s skyld, fordi Putin blev lokket i en fælde. Det skulle ikke undre mig, hvis det var tilfældet, for storpolitik er ikke for børn. Men hvis Putin er en dumrian, bærer han alligevel eneansvaret for at have indledt krigen. Ellers måtte man sandsynliggøre, at krigen begyndte med, at ukrainske styrker overskred den russiske grænse og bombarderede russiske byer.

Lad mig i mindelighed skære igennem tågerne: I 1991 anerkendte Rusland Ukraine som suveræn stat inden for de eksisterende grænser, og i tiltro til den russiske garanti afstod Ukraine sine kernevåben. Senere har Rusland fortrudt.

De fleste iagttagere er enige om, at Ukraine – ligesom Rusland – er korrupt, og at præsident Zelenskij langt fra er noget dydsmønster. At der også – ligesom i Rusland – har optrådt nazister, er ligeledes ubestrideligt. Derimod kan man med rette betvivle Putins moralske ret til at lave krig med henvisning til Kievs onde handlinger. Hvis denne ondskab skulle retfærdiggøre angrebet den 24. februar 2022, ville det være rimeligt at gå til angreb på Rusland – hvor krigsmodstandere bliver sparket i hovedet og underlivet, før de bliver slæbt væk til mere tortur.

ANNONSE

Men måske er jeg ikke så forundret alligevel.

Mange af mine venner og følgere er det blandt andet, fordi de har erkendt, at de vestlige regeringer normalt ikke er til at stole på. Det mener jeg heller ikke, at de er.

Denne konstatering har ført til, at mange har kastet deres kærlighed på det officielle Vestens fjender. Hvis vore regeringer er slyngler, må deres fjender have ret.

Vi må vænne os til, at begge parter kan være slyngler – og at vi andre må fordømme enhver aggressor.

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske