Kommentar

Efter den berømte middag på Mar-a-Lago, hvor alt og alle gik til yderligheder, skulle hovedpersonerne fortælle, hvad der skete i Tim Pools studie. Kanye West, Milo og Nick Fuentes var der. Det hele starter lovende. Kanye holder lange indlæg, alt for lange.

Han begynder at tale om “they”, og “de” betyder jøder. Så griber Pool ind og siger: – Jeg hører godt, hvor du vil hen, den diskussion kan vi godt tage – jeg var forberedt på det – men det kommer til at handle om mennesker, ikke grupper. Jeg nægter at deltage i en diskussion om jøder som gruppe.

Så rejser Kanye sig og går, og de to andre følger efter.

Milo og Fuentes nåede at sige, at tiden var inde til at “have diskussionen”, dvs. om jødernes indflydelse i Amerika.

Det, at de rejste sig og gik, kan næppe tolkes som andet, end at de indså, de ville møde modstand, de ville ikke kunne føre diskussionen hen, hvor de ville.

ANNONSE

Der opstod således en kløft: Pool sagde, at vi står for den enkeltes ansvar, ikke gruppens. Vi går ikke derhen, og vi behøver ikke at forklare hvorfor. Der ligger meget dybt i det her, som gør, at samtalen ikke må tage den retning.

Når de tre andre så valgte at trække sig, sagde de underforstået, at de ikke ville deltage i en diskussion, der styrede væk fra gruppedefinitioner. Dermed har de placeret sig et sted, som konservative heller ikke vil hen.

Konservative kan se: Hvad er forskellen mellem dig og BLM? Alt bliver gruppe mod gruppe. Vi vil ikke derhen.

Kanye West siger en masse mærkelige ting, og ikke alt, hvad han siger, skal tages bogstaveligt. Men nogle af hans udtalelser betyder, at f.eks. Candace Owens får det svært at gøre ting med ham offentligt.

Hun er nok ikke ligefrem bange for at blive set sammen med ham, men hun kan ikke lave et “White lives matter”-budskab sammen med ham efter dette.

Nick Fuentes indrømmer, at han er hvid nationalist. Han blander sin katolske tro og sit syn på Israel ind på en måde, der er usmagelig. Han appellerer til gammelt nag. Vi er kommet videre.

Men det værste er selvfølgelig, at han latterliggør seks millioner dræbte mennesker og sammenligner dem med at lave småkager.

Nogle ting er ikke sjove. Nick Fuentes leg med småkager og gassede jøder er hinsides al anstændighed. Jeg er klar over, at det udspringer af en amerikansk debat, hvor alt er genstand for jonglering med ord, og intet er helligt, men visse ting kan der ikke spøges med, og gaskamrene er et af dem.

Fuentes vil gerne provokere, når han taler om småkager, og hvor mange man når at bage på fem år. Men han går længere end det, når han begynder at tale om ovne, hvor dybt de er under jorden, luftfotos til verifikation osv. Dette gør grin med historiens værste kriminalitet, og det virker ikke. Man bliver syg i hjertet. Fuentes viser, at han ikke har nogen fornemmelse af, hvad der er passende og han ingen hæmninger.

Her er Nick Fuentes, der benægter, at Holocaust skete.

Han og hans tilhængere er jordens afskum, og deres dårlige tro og antisemitiske angreb bør skydes ned af hele den konservative bevægelse.


Når han blander sin katolske tro ind i det og siger, at Israel er illegitimt, og at jøderne står bag venstrefløjen, appellerer han til antisemitter.

Fuentes og Milo er åbenlyst intelligente mennesker. De er marginaliseret og udelukket. De tager hævn, men gør det på en måde, der får andre mennesker til at tage afstand fra dem.

De bliver en del af problemet.

I det etablerede venstrefløjssamfund er antisemitisme ingen hindring. Det bliver det først, når det dukker op hos højrefløjen. Men det ene retfærdiggør ikke det andet.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder