Gæsteskribent

Til folketingsvalget på tirsdag opstiller Enhedslisten sin politiske rådgiver, tidligere mellemøstforsker ved Roskilde Universitet, Leila Stockmarr, som har gjort sig bemærket med et utal af artikler om Israel, som kun kan karakteriseres som hadefuld, anti-israelsk propaganda. Leila Stockmarrs løgne om Israel er nærmest endeløse (se et mindre udvalg her), men i den værste ende af spektret finder vi en række anklager af så ubehagelig karakter, at de kan karakteriseres som antisemitiske.
Man bør generelt være lidt forsigtig med a-ordet. For hvad udgør egentlig antisemitisme? Jeg læner mig op ad den såkaldte “arbejdsdefinition af antisemitisme,” udarbejdet af organisationen International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA), som både USA og de fleste EU-lande, herunder Danmark, har tilsluttet sig. Den indeholder eksempler på, hvad der kan opfattes som udtryk for antisemitisme.
Udover de klassiske anklager imod jøder som individer eller gruppe, indeholder definitionen eksempler på udsagn med relation til den jødiske stat, Israel. Her fremhæves den særligt perfide sammenligning mellem nutidens Israel og Nazityskland. Og netop den er et gennemgående tema i Leila Stockmarrs udgydelser.
Et eksempel er, når hun i Politiken skriver: “Israel var det internationale samfunds løsning på ’det jødiske problem’. I dag er det skyldigt i systematiske overtrædelser af selvsamme menneskerettigheder, som blev et konkret produkt af nazisternes forbrydelser, netop under mottoet: Aldrig igen.” Formuleringen er lidt ulden, men budskabet er alligevel krystalklart: Det, der skete under nazismen, sker nu igen, blot med jøder som bødler.
Hun påstår igen og igen, at israelerne laver “ekstreme” og “syge eksperimenter” på palæstinenserne i Gaza, bl.a. for at undersøge, “hvor intenst man kan mishandle et folk.”  Og hvem har – og endda netop i en jødisk kontekst – lavet “eksperimenter udi det ekstreme” på levende mennesker? Nazisterne naturligvis.
I Leila Stockmarrs optik er undertrykkelse af palæstinenserne et mål i sig selv for israelerne. Hun er simpelthen besat af tanken om, at enhver israelsk handling bunder i decideret ondskab. Dét er antisemitisme. Som Israels premierminister, Yair Lapid, forleden sagde i sin tale til FN’s generalforsamling: “Antisemitisme er villigheden til at tro det værste om jøderne uden at stille spørgsmål.” Det er Laila Stockmarr i dén grad skyldig i.
Læs mere uddybende om Leila Stockmarrs hadefulde budskaber på Israel-Online.dk, hvor der er også er konkrete eksempler og citater fra hendes artikler.
Desværre er Leila Stockmarr ikke alene om at være overbevist om den iboende israelsk/jødiske ondskab. Store dele af det danske universitetsmiljø er tilsyneladende inficeret med samme virus. Se en samling af eksempler her.
Senest agerede mellemøstforsker ved Roskilde Universitet, Sune Haugbølle, advokat for islamisterne i Gaza i et interview med dr.dk. Også han tillægger systematisk israelske ledere negative, fordækte motiver. Han var, sammen med prominente navne som Jørgen Bæk Simonsen, Rasmus Alenius Boserup og Peter Seeberg, sidste år medunderskriver på et anti-israelsk manifest i Politiken, som, ud over at være spækket med løgn fra ende til anden, surprise, surprise – gav Israel hele ansvaret for konflikten.
Og jeg ville ønske, det stoppede her. Men den anti-israelske, anti-historiske propanda af løgn og misinformation imod Israel (og dermed jøder) er desværre ikke begrænset til universiteterne. Den indledes allerede massivt i folkeskolen. Kast eksempelvis et blik på min grundige rapport over forlaget Alineas “online-forløb” til brug i 8. og 9. klasse. Undervisningsmaterialet er spækket med faktuelle fejl, som sætter Israel i et urimeligt negativt lys, mens det er kemisk renset for enhver kritik af det udemokratiske, terrorstøttende og dybt antisemitiske palæstinensiske selvstyre, der frikendes for ethvert medansvar for konflikten. Her lærer eleverne eksempelvis, at PLO i 1964 blev oprettet “…med det ene formål at oprette en palæstinensisk stat,” blandt andet gennem “forhandling med Israel.” Det er rendyrket historieforfalskning – i historieundervisningen!
Realiteten er, at misinformation om – og dæmonisering af – jøder i dag er institutionaliseret i vores samfund.
Hvis du selv er politiker, journalist, eller på anden måde har indflydelse på vores samfunds indretning, eller kender nogen, der har, er du velkommen til at gøre noget ved det. Så vi kan komme tilbage til, at vores børn og unge lærer ting, som rent faktisk er i overensstemmelse med virkeligheden.
Hvis du hellere vil have en vaskeægte antisemit i Folketinget, så stem på Leila Stockmarr på tirsdag.
ANNONSE