Kommentar

Så er der folketingsvalg den 1. november. Efter at have udskrevet valget, skiftede Mette Frederiksen på få sekunder identitet fra statsminister til socialdemokratisk partiformand. I stedet for den ventede socialdemokratiske mindretalsregering valgte Mette at trække tæppet væk under Moderaternes eneste politiske eksistensberettigelse: en bred regering hen over midten. Sådan en vil Mette Frederiksen nu også have, og Lars Løkke er nu kastet ud i valgkampens stormbrusende bølgehav uden redningsvest. Mette behøver således ikke nogen kongemager. Det klarer hun fint selv. Statsministeren bedyrede som altid, at hun vil kæmpe for et bredt politisk samarbejde, men sendte en klar rød hilsen til danskerne, som nu må vælge, om de vil af med topskatten (for de rige) eller om de vil have mere velfærd (til de trængende).

Vi skal nu henslæbe hele tre lange uger til lyden af buldrende tomme politiske tønder, der lover alle alt, over alt, til alle tider. Når den politiske hverdag melder sig den 3. november og mandaterne er fordelt, vil alt dog være som det plejer. Ingen partier har fået styrken til at indfri deres valgløfter, og vi må nøjes med en lang række udvandede og impotente vandgrødsreformer, der ligner alle de andre: sundhedsplatformen, politireformen, skolereformen, forsvarsforligene og den grønne omstilling. En valgkamp er en moderne version af Grimm’s eventyr om Sesambjerget, der åbner sig for den, der kan trylleformularen: ”Sesam, Luk dig op!”. Bjerget åbner sig og præsenterer et skatkammer af gyldne valgløfter til glæde for hele folket. Efter valget råber politikerne: ”Sesam, luk dig i!”, og bjerget adlyder og forsegler for evigt de politiske juveler. ” Man skal jo kunne tælle til 90”, mumler politikerne og skynder sig væk fra deres bedrøvede og skuffede vælgere.

Den tænksomme og fornuftige vælger skal således ikke lytte efter dette valgs politiske reklamesendere, men tænke tilbage på, om fortidens løfter nu også blev indfriet. I de sidste 50 år har de Konservative op til hvert eneste folketingsvalg lovet at sænke skattetrykket, reducere den offentlige sektor, stimulere erhvervslivet og styrke forsvaret. Realiteten har været, at de Konservative i en lang række forlig ’hen over midten’ har medvirket til at øge skattetrykket, opfede den offentlige sektor, brandbeskatte iværksætterne og reducere forsvaret til en rygende ruin. Så langt tilbage øjet rækker, har Socialdemokratiet lovet mere velfærd i form af flere varme hænder i omsorgssektoren, flere sygeplejersker og bedre ældrepleje. Resultatet har været masseansættelser af administrativt personale i det offentlige, nul flere sygeplejersker, men plejehjem, hvor de gamle lever af ugegamle madpakker og bliver aftørret med våde klude i stedet for et bad. Sygehusene er på sammenbruddets rand som følge af dårlig ledelse og manglende ressourcer.

ANNONSE

Som statsminister lykkedes det i nogen grad for Anders Fogh Rasmussen at holde sin politiske valg-etik på dydens smalle sti. ” Det vi lover før valget, gennemfører vi efter valget”, sagde han. Det klarede Fogh ved inden folketingsvalget at aftale med Dansk Folkeparti, hvad de ville gå med til som parlamentarisk grundlag for regeringen. Prisen blev en massiv forøgelse af de offentlige udgifter, der i perioden 2001 til 2010 steg med 80 milliarder kroner. Venstre i dag holder sig kun politisk oprejst, fordi partiet ikke ved hvilken side, det skal falde til. Jakob Ellemann vil gerne opfattes som en slags borgerlig, men er helt med på det socialdemokratiske velfærds-evangelium, hvor hele det økonomiske råderum bruges på sociale formål.

Den kloge vælger bør nok ikke sætte sit kryds ved de partier, der hensynsløst har gennemført en hasarderet ’grøn omstilling’ uden at tænke på sikkerhed i energiforsyningen. EU har med helhjertet støtte fra et næsten enigt Christiansborg i årevis lukket for fossile energikilder og atomkraftværker uden at sikre en alternativ stabil og billig energiforsyning. Resultatet er nu en energikrise, der er selvskabt, og som har anbragt virksomheder og husholdninger i en katastrofal situation. Et politisk flertal mener stædigt, at løsningen er en endnu mere hårdhændet omstilling til vind- og solenergi. Det er samfundskriminelt, at politikerne ofrer borgernes eksistensgrundlag for at kunne være en del af den internationale klima-modes luner. Siden 1989 har FN’s klimapanel produceret klimascenarier, der alle viste sig at være helt i hegnet. Men danske lovgivere har loyalt været med hele vejen.

Vi trænger til en regering, der sanerer den offentlige sektor ved at fjerne de bureaukratiske skrankepaver, konsulenter og kolde hænder og sørger for en enkel, resultatbevidst ledelse af sygehuse, plejehjem og arbejdsformidlingen. Vi skal have et stop for migranter, der ikke kan forsørge sig selv. Væk med vækstbremsende skatter og det tiltagende regeltyranni. Forsvaret skal hurtigt op på fuld styrke og EU’s politiske formynderi skal bringes til ophør. Endelig skal der fuld knald på produktion af olie og gas fra Nordsøen ligesom kulkraft skal i spil, indtil borgerne atter kan forsynes med tilstrækkelig og billig energi.

Intet af dette vil blive gennemført. Her på valgets første dag må vi konstatere, at Sesam allerede har lukket sig i.

ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i