Kommentar

Vanvidbilist Mohamad Tarek Younes der kørte ned en politimand i Aarhus forleden.

Rustad havde forleden en artikel  i  Dolument.dk  under titlen  Hvem vælger krigen?  som er endnu en diagnose  af vores en gang så  sammenhængende nation. Heri taler han bl.a.  om den daglige chikane hverdags-terror danskerne rundt omkring udsættes for så at ingen rigtigt tør gå  alene i byen efter kl.  21  eller gennem en tunnel  på et hvilket som helst tidspunkt.  I den forbindelse har jeg et par kommentarer  til  Rustad:

1.  Til listen over de daglige sammenstød rundt omkring i Europa, hvor du bl.a.  nævner “den  14-årige pige på vej hjem fra skole” eller den 92 årige med rollator,  kunne jeg passende spørge:  Hvad med pigen der finder den “forkerte” kæreste,  pigen med de nidkære brødre,  der sammen med faderen  begår æresdrab, steninger, drab på homoseksuelle,  båd”flygtninge”,  der vælter en ikke-muslim (her en kristen) ud over rælingen på vej  over Middelhavet, læg hertil pression,  trusler, fatwaer, intimideringer, ydmygelser plus det løse;   og her har  jeg så ikke nævnt  WTC-11/9 – 2001 (3000 dræbte),  Bali  2005  (200 dræbte), London  2005, Madrid  2005,  Muhammedkrisen 2005/06  (der kostede i omegnen af 150 mennesker livet),  terrorangrebet  i Mombay  2008,  der  kostede 175 mennesker livet plus 300 sårede,   Bataclan (2015  129 dræbte),  Hebdo 2015.  Nice 2016  (86 dræbte),  Manchester  2017 (22 dræbte 800 sårede), Orlando Florida (mindst 50 dræbte), , plus alle de attentater vi ikke kan huske.  Jeg tror, vi roligt kan sige, at volden er kommet for at blive. Læg så alle disse tal sammen  og gang dem med tre eller fire,  så  vi også  har deres nærmeste og deres tab.  Og at vi vist godt kan kalde det samlede overblik for en lavintensiv krig.   Det er nu snart tyve år siden at tvillingetårnene styrtede i grus,  tyve år med ufred, vold  og attentater  i  en størrelse  vi  ikke kan fatte.

2.  Jeg vælger her at dele  landets (Danmarks) befolkning op i tre forskellige men ikke helt adskilte  kategorier.

a.  det store  flertal  i midten,  overvejende  ældre og unge upolitiske der blot vil have fester, fred og ro, (dog ikke for enhver pris),  og  stemme  på det parti  de  altid stemmer på,  der blot vil  lade sig  underholde  af de sædvanlige programmer: aftenshowet,  håndbold  og bagedysten! De rykker ikke så meget  men  blåstempler indirekte  den næste kategori:

ANNONSE

b.  en  relativt mindre  men  uhyre magtfuld venstrefløj,  der  både dominerer skoleverdenen og samtidig sidder på medierne  og gør  alt, hvad de kan for at beholde deres magtfulde poster  og som til det formål er klar til  at ødelægge landet gennem en afmontering af det nationale fællesskab.  Hertil vil de, som jeg ser det,  bruge de etniske minoriteter.  Hvorfra de får både stemmer  og  pudset deres selvfede woke-fornemmelse  for godhed,  gennem  en vedvarende offergørelse,  læs  blot Carsten Jensen  hvis du  kan holde det ud!

c.  Så er der den national- bevidste  del af højrefløjen,  som  har gjort det til deres reason d`etre  at pege på de åbenlyse sandheder, “elefanter”,  demografiske konflikter  i  rummet,  og som på samme tidspunkt  må  påvise  løgnen og uretfærdigheden,  som  venstrefløjen dagligt forårsager  bl.a.  gennem  medierne. –

3.  Tidsperspektivet.  Da Orwell skrev 1984 (i 1948)  havde de totalitære stater for længst været i krig og ødelagt deres respektive lande,  senere kom Nordkorea (1948)  Kina (1949),  (Østtyskland (1949), Cuba (1959) Campodja (1975) – senere Iran  (1979)  –  medierne og visse forfattere  gjorde hvad de kunne for at eufemisere  og hype disse landes retfærdige kamp mod kapitalismen.  I dag ser alting anderledes ud: på en ene side har vi  fredens religion  og dens verdensomspændende radikalisering,  på den anden side  har vi en forklædt invasion  i form af FN-flygtninge og voksende familie-sammenføringer,  migrantbevægelser  godt hjulpet af Merkel  og EU og de etablerede medie-eliter.  At der vil opstå  vold i kølvandet på dette er  uomtvisteligt,  men om det bliver regulær borgerkrig eller  sporadiske og spontant dannede selvtægts-grupper  er et spørgsmål om grader. Jeg kan ikke se,  det kan undgås. Folket  kan  som vi ved blive narret   en del af tiden,  indtil de får  nok,  det gjorde de under den tyske besættelse i 1943,  mon ikke også de vågner  herhjemme.  Og så kan  “vismanden”  fra Venstre  nok så meget sige: Vi er da ikke i krig med islam!   Nej, men hvad skal vi da kalde det ??  Et internationalt samarbejde, ledet af EU’s sammenspiste eliter, forgyldt af politikere og journalister og med den 3. verden som  FNs legemliggjorte uskyldige offer med en gylden fremtid i  Europa  uanset hvad den oprindelige befolkning  måtte  mene.

Vh

Palle Almindsø

 

 

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst