(Frihedsstenen, Byens Bakke, Nr. Asmindrup, hvor en 12-årig pige blev forsøgt voldtaget; Foto: Maps)

“A sagde ikke noget til pigen, men tog fat i hende og hun blev lagt kortvarigt ned, hvor han løftede op i hendes bluse. Hun kæmpede imod og vristede sig fri og løb fra stedet. A kørte herefter fra stedet i den lille sorte bil, som havde holdt på parkeret ved Byens Bakkes parkeringsplads.” (Midt- og Vestsjællands Politi, 29. april 2021)

Hvis principper vægtes højere end ‘vores børns fred og frihed’ bliver der ingen forbrødring mellem konservative og liberalister, skriver Eva Selsing, og understreger at ’stram udlændingepolitik’ på ingen måde er nok. Torsdag i sidste uge blev en 12-årig pige udsat for voldtægtsforsøg i provinsielle Nørre Asmindrup af 30-40 årig araber, et stenkast fra frihedsstenen, der blev opsat efter 2. Verdenskrig af lokale. Principper er gode, men vi lever i det konkrete. God kommentar af Eva Selsing i Berlingske – Vi kan ikke mødes på midten om Danmarks overlevelse.

“Det er mit indtryk, at en del liberale grundlæggende ikke forstår, hvorfor vi konservative angriber dem. Hvorfor kan vi ikke bare finde sammen om lavere skat og frihedsrettigheder og så leve i fred med, at vi er uenige om nogle andre ting?

Svaret er dette: Fordi meget af uenigheden handler om noget, der ikke bare er vigtigt, men altafgørende for de fleste konservative. …

Hvis islam fortsætter sin vækst, ophører Danmark med at være Danmark. Hvad vi bliver til, er svært at spå om, men det bliver ikke noget rart sted.

Det, dele af liberalismen tilsyneladende ikke forstår, er, at denne eksistentielle trussel har primat over alle andre politiske og kulturelle emner overhovedet. Og, hvad vigtigere er: Det er ikke til forhandling. Der er intet kompromis, når det kommer til vores land og vores børns fred og frihed. …

Volden, utrygheden og hverdagsislamiseringen er de tydeligste eksempler på det. Der er tale om et fundamentalproblem, og at reducere det til grænsepolitik viser enten, at man ikke har forstået problemets omfang, eller at man ikke går nok op i det. I Danmark. …

Hvis man på grund af sine principper insisterer på udlandets forrang for vores børns fred og frihed, er der ikke længere tale om lidt overkommelig uenighed i den borgerlige. Hvis man deltager i udskamningen af de helt almindelige, bekymrede mennesker, der taler kritisk om islam – og kalder dem ‘ekstreme’ og ‘yderligtgående’. Hvis man arbejder for at hente flere uintegrérbare eller ligefrem farlige mennesker hertil.

Så er man i hård konflikt med resten af borgerligheden – uanset hvor mange gange, man har udtalt ordene ’stram udlændingepolitik’. Så hjælper man den eksistentielle fare med at vokse. Det kan ingen med kærlighed til Danmark mødes på midten med. Tværtimod. … Der er ingen vej udenom, og der er intet kompromis.“