Kommentar

Mette græder for minkavlerne på TV2 og alle journalister køber det. Billede: Skærmdump

Såvel Morten Uhrskov Jensen som Henrik Gade Jensen udtrykker sig bifaldende om Mette Frederiksen. Hun har positioneret sig til at vinde næste valg og blå blok er tabere.

De opfatter det som om, at hun har valgt Danmark til og slår ring om nationen, mens de borgerlige fortaber sig i identitetspolitik og politisk korrekthed.

Virkelig?

Er det vi ser stige frem ikke mere en form for ministersocialisme? Socialdemokratiet har dybe rødder i det autoritære. Det henter man frem i en krisetid. Krisen har været under opbygning længe. Hverken de røde eller blå har formået at løse problemet med uintegrerbare muslimer. Hverken ghettopakke eller 30-procent-regel vil gøre det. Problemet stikker dybere.

Pandemien krævede handlekraft og regeringen sad med alle kortene. En ting er at alle lande i Europa har valgt nedlukningslinjen. (Trolig kommer det til at vise sig, at man kunne have valgt anderledes. En mere fleksibel løsning ville ikke have ødelagt økonomien.) Det er ikke specielt imponerende kun at stramme til. Stramninger har været et fy-ord, i indvandringspolitiken, men pludselig er der ikke grænser for hvad befolkningen må finde sig i, uden at mukke.

Pandemien har åbnet et rum for regeringen som den ikke havde forud. Mette har forstået at det gav muligheder som før ville være utænkelige.

Men hvordan brugte hun sine fuldmagter. Minksagen er et skrækkens eksempel. Regeringen udraderer en hel næringsvej uden lovformelig hjemmel for det. Det røber en manglende respekt både for menneskers liv og lov og ret. Man tager sit til rette. Man er hævet over loven. Det er sådan en undtagelsestilstand virker: Myndighederne har fri bane til at gøre næsten hvad som helst.

ANNONSE

Heunicke i december: Tag det med ro. Ingen vaccinepas. Heunicke i marts: Jo, mon ikke alligevel.

Det bliver bare sådan. En pandemi afpolitiserer politikken. Det er farligt. Folk resignerer.

Mest alarmerende er Mettes holdning til ytringsfriheden.

Ingen skal bilde mig ind, at sagerne mod islamkritikere er blevet rejst uden at Mette har givet sin godkendelse. Mette er tidligere justitsminister. Hun ved godt, hvad det handler om.

I samme retning peger dommen på to års fængsel til Nanna Høpfner for at opfordre til at smadre København på “fredelig vis”. Det er udansk.

Sagerne mod Steen Raaschou, Kim Møller og Uwe Max Jensen er også udanske.

De er blevet så mange og har afløst hinanden. Det er ikke tilfældigt. Mette ønsker at sende et signal.

Hvis man læser CTA´s analyse over terrorfaren ser man at den er holdt i et operationelt, teknisk sprog. Islamkritikerne udgør en fare for at destabilisere situationen. Det spiller ingen rolle om de påpeger vigtige forhold de andre medier udelader. De er et uromoment. Ytringsfriheden devalueres.

På den anden side drives en bred kampagne for at hente IS-familier “hjem”. De fylder meget i medierne og journalister fungerer som medløbere. Nogle siger endog deres job op for at arbejde på fuld tid for IS-familier.

Sentimentalisering og idylliseringen af IS-familierne står i skrigende kontrast til sagerne mod islam-kritikerne.

Danmark bevæger sig med syvmileskridt mod islamisering og det er fuldt forenelig med ministersocialismen. Den er kun optaget af magten. Den er teknisk-opportunistisk.

Enkelte ministre som Tesfaye gør visse forslag og tiltag. Men det er slag i luften.

En autoritær styreform er per definition anti-demokratisk og det er hvad Mette Frederiksens ministersocialisme er.

 

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle