Nyt

Lørdag blev den seksårige indvandrerdreng ‘Sohil’ fundet knivdræbt i en brændende lejlighed i Kolding.

En 33-årig muslimsk kvinde er varetægtsfængslet i sagen. Hun er anklaget for et barnedrab samt ildspåsættelsen af andensalslejligheden. Branden bragte flere naboer i fare.

Lørdag klokken 16.55 går alarmen. Flammer tager fat i boliginventaret og fylder lejligheden på Violvej 2 med røg. Kort tid efter finder brandfolk den seksårige ‘Sohil’ død og hans mor i kritisk tilstand.
Flere vidner hører skrig og tumult i forbindelse med lejlighedsbranden. Beboere prøver forgæves at sparke døren ind til lejligheden.
Den 33-årige drabssigtede kvinde har angiveligt kurdiske rødder, og har ifølge vidner boet alene med sin søn i lejligheden på Violvej i flere år.
Den 33-årige kurdiske kvinde stammer ifølge flere danske medier fra Mellemøsten.
Underboen til den drabsmistænkte kvinde fortæller, at hun ikke mener, at den muslimske kvinde behersker det danske sprog.
“Jeg har kun hilst på hende et par gange. Hun snakkede ikke dansk,” fortæller underboen Rikke Jensen, der har boet i opgangen i to år.
Den chokerede underbo kan ikke fatte, at et morddrama har udspillet sig i lejligheden på anden sal.
“Det er så frygteligt. Hvad i alverden får en kvinde til at gøre sådan noget mod sit eget barn? Jeg forstår det slet ikke. Jeg har jo indimellem hørt ham lege deroppe. Det er forfærdeligt, at der er sket det her,” fortæller Rikke Jensen, der dagen efter ildspåsættelsen og det bestialske barnedrab må have et par ekstra cigaretter for at dulme nerverne.
Andre beboere i området fortæller, at den drabssigtede muslimske kvinde altid bar et hvidt shariatørklæde, når hun viste sig offentligt.
En beboer, der har været evakueret hos familiemedlemmer i Horsens, mens politiefterforskningen har stået på, møder en mandlig indvandrer, da hun kommer hjem til sin lejlighed på Violvej dagen efter ildebranden.
“Det er min søster”, fortæller den ikke-etnisk danske mand, der hurtigt forsvinder.
Vidneudsagn peger på, at den muslimske kvinde var skilt fra sin mand, der ofte kom og hentede sit nu afdøde barn.
“Det var kramme-kramme, og drengen løb hen til sin far,” fortæller en kvindelig beboer fra området.
En mandlig beboer fortæller, at den muslimske kvinde holdt sig meget for sig selv i det belastede boligområde.
Violvej-kvarteret i Kolding består af 13 gule teglstensblokke med 135 lejeboliger fra 1960’erne. Alle boligerne er små ét- eller toværelseslejligheder.
Ejendomskomplekset har tidligere haft store problemer med rotter. På et tidspunkt kunne boliginspektøren berette om daglige rottefangster, og en beboer vågnede op med et af de forhadte skadedyr i sengen.
Der er tale om et boligkompleks, der tidligere har været ejet af Kolding Kommune, men boligerne blev solgt til et privat ejendomsselskab, der planlægger at udbygge området med flere etagebyggerier.
“Det er et underligt kvarter. Jeg bor her kun, fordi jeg er skilt, og jeg er sgu ikke så glad for det. Der er meget med stoffer, synes jeg,” fortæller en anonym mandlig beboer.
Line Pedersen, der har boet 13-14 år i opgangen, hvor den seksårige Sohil blev fundet død, måtte forlade sin lejlighed i stor hast, da en brandmand hamrede på døren. Hun er blevet træt af at bo i området, og hun planlægger at flytte.
“Der bor ingen studerende her længere, som der gjorde, da jeg kom. Jeg får stjålet mine måltidskasser og mit vasketøj, så jeg gider ikke være her mere. Jeg tager bare på arbejde og går hjem og burer mig inde,” fortæller Line Pedersen.
Ved opgangen til Violvej 2 ligger der nu blomster og tegninger til minde om ‘Sohil’.
Dagen efter ildspåsættelsen har blandt andet klassekammerater til den seksårige dreng været forbi gerningsstedet sammen med deres forældre for at sørge og mindes.
‘Jeg savner dig, Sohil. Du var en god ven,’ står der på en af børnetegningerne.
Den 33-årige muslimske kvinde er lige nu indlagt på hospitalet med skader fra den påsatte brand.
Hun har endnu ikke været i stand til at møde i retten eller tale med sin forsvarer.
Kvinden vil blive fremstillet i et nyt grundlovsforhør, så snart hendes fysiske tilstand gør det muligt, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Se også
Sigtet for seriemord: Kendt for vold, kvælning og voldtægter gennem hele sin tid i Danmark

ANNONSE