Sølvgade i eftersommerlys. Foto: Steen Raaschou

”Kulturrelativismen er multikulturalismens onde tvilling”,  skal den fatwa-ramte Salman Rushdie engang have sagt. –

Som vi alle ved er  både kulturradikalismen og dens onde fætter multikulturalismen  dele af det store kompleks vi kalder for politisk korrekthed. Denne usynlige men uhyre mærkbare giftgas er uadskillelig fra kommunismen.  Hør fx hvad  Dorris Lessing skriver i bogen Censorship (fra 2004): 

”Kommunismen dannede grobund den politiske korrekthed.  Det vakuum som kommunismens fald efterlod sig blev straks udfyldt af den politiske korrekthed…Man ville ikke have underkastet sig så hurtigt og så totalt, hvis de dannede klasser ikke i forvejen havde tilegnet sig de kommunistiske dogmer. Man var allerede vant til at adlyde,  man var vant til at åndsarbejdet skulle underkastes politisk kontrol. Det er på denne baggrund at den politiske korrekthed som udøver det stærkeste tanketyranni i den såkaldt frie verden, opstod ..Politisk korrekthed er og kan ses alle steder, og samtidig er den usynlig som giftgas”  –  

Denne usynlige giftgas har en enkel formel. Under påskud af at forene menneskene og skabe det godes rige, deler den verden op i antagonistiske grupper, som støder sammen i en alles kamp mod alle: undertrykkere og undertrykte,  ofre og bødler, de gode og de onde.  Men vi ved det jo kun alt for godt,  vi har hørt det hundrede gange før…

I takt med at Europa forstået som en samling relativt homogene kulturer, der i varierende grader og med hver sit sprog bekender sig til kristendommen, er blevet invaderet af folk  fra andre verdensdele og fra grupper af individer som  har svært ved at ændre og tilpasse sig de europæiske værtslande,  har vi fået et multikulturelt samfund.  – Hvis man ikke længere abonnerer på vildfarelsen om, at de mere primitive kulturer nok skulle tilpasse sig de fortrinsvis europæiske værtslande, mener mange nu, at man blot skal lade dem være dog med behørig offerstatus, sympati og forståelse, så  at det nu er blevet de europæiske lande, der må  tilpasse sig og give plads til de nye kulturer på bekostning af vores egne traditioner og livsvaner . 

Hvis man så tillader sig at være skeptisk overfor dette eksperiment, er man i første omgang politisk ukorrekt men dybest set, uanstændig og racist, dette har vi vidst længe. …

1. Kan det tænkes at de anstændiges omsorg for svage/sårbare? minoriteter snarere skyldes et behov for at distancere sig fra en uanstændig højrefløj og udvise en stor grad af selvgodhed?  I øvrigt skal man næppe heller underkende frygten for selv at blive udsat af vold fra dem man ynder at fremstille som svage minoriteter. Konsekvensen er, at den konformitet, der følger af frygten for at krænke fredens apostle,  undergraver ytringsfriheden, samtidig med at det også udgrænser selvsamme fra et demokratisk fællesskab….

2.  De anstændige, mon ikke vi kender dem, journalister, de venstreorienterede, enten de nu er socialister eller kulturradikale har i årtier haft en tilbøjelighed til at lefle for muslimer for at fremstå som kritiske overfor alt det der forbindes med magten, danskheden og i den sammenhæng Vesten.  Det er bemærkelsesværdigt, at de som ellers plejede at være på vagt  i forhold til frihedsrettigheder der blev overtrådt og individer blev intimideret af reaktionære regimer,  i disse år reagerer med tavshed og bortforklaringer.  Det var især tydeligt i forbindelse med Muhammedkrisen  (2005/06), her var det langtfra usædvanligt at ”pæne borgerlige” og et bredt venstrefløjsegment rask væk benægtede at der skulle være trusler mod ytringsfriheden. Mange har decideret udvist forståelse for dem, som excellerer i trusler,  vold, mord og attentater,  hvilket  bagatelliseres og bort-forklares  som de magtesløses reaktion på undertrykkelse og stigmatisering …  På samme vis  har mange debattører,  aviser og organisationer bifaldet at man udøver censur gennem hatespeech-lovgivning (racisme og blasfemiparagraffer) og selvcensur.   Hvad der i realiteten er indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder og en konsolidering af dybt reaktionære kræfter serveres nu med en sovs af beroligende  eufemismer, retorisk snak om at holde den gode tone og udvise respekt,  kosmopolitisk forståelse   –  man har kaldt det tonerance….

3. Et af multikulturalismens mantraer er at” ingen værdier bedre end andre”  med afsæt i et sådant synspunkt kan man ikke tillade sig at favorisere noget frem for noget andet, ligesom man ikke kan tillade sig at vurdere andres værdier eftersom de er indlejret  i en anden kultur. Integration….tjae  måske ?  Men  et hvert forsøg på assimilation bliver vurderet som majoritetens og systemets overgreb mod  minoriteter og som udslag af intolerance –  i realiteten er her  tale  om selvgodhedens sindelagskontrol som en moraliserende og indfølende ideologi

4. Multikulturalismen med alt hvad den indebærer af konformitet og ligegyldighed såvel som moralisering og føleri, kan ses som en trussel mod demokrati og ytringsfrihed, fordi den undergraver en offentlig politisk kultur.  Således har de politisk korrekte systematisk manet kritikken af multikulturalismen til jorden, som var det et ondsindet blændværk ,  fremmanet af højreradikale skræmmebilleder ,  hvis hensigt er at dyrke et os-og-dem-fjendskab for at nedgøre og udstøde muslimer .  I de senere år har flere debattører  sammenlignet ”forfølgelsen” af muslimer med  kimen til holocaust. Således omtaler  Georg Metz islamofobi som vore  dages udgave af jødeforagten,  Zenia Stampe  laver en  implicit sammenligning mellem jøder og muslimer.  Jeg har utallige steder læst denne sammenkobling,  sidst i en bog om skyldidentiteten hos Franz Kafka  af en dansk forfatter Birte Kont, der trods sin jødiske baggrund,  alligevel  måtte skrive at ”muslimerne er vor tids jøder”,  jamen er det ikke mageløst?   –

5.  Multikulturalismen er en slags blød totalitarisme der som tidligere nævnt handler om sindelagskontrol, konformitet, mørklægning af politisk ukorrekte problemstillinger og moralisme og kan  i en vis forstand forstås  som et af velfærdsstatens terapeutiske tiltag og omsorg for hvordan  man her skal leve sit liv

6.  I  forsøget på at ”forstå”  minoritets- kulturen har man  i forbindelse med terrorangrebet på  jøder i København gjort gældende at  den dansk-palæstinensiske Omar el-Husseins gerning intet havde med hans religion at gøre, selv om han efterfølgende blev ophøjet til martyr af Islamisk Stat, blev hyldet af mange muslimer  her i København  og  forstod sig selv i en islamisk kontekst.  

7. Af andre fra det meningsdannende establishment har man set og hørt en professor som Ole Thyssen der hælder mod, at der ikke har været belæg for at tale om terror i forbindelse med Krudttønden og synagogen i Krystalgade .  Blot en lettere forvirret og angiveligt voldelig ung mand der tilfældigvis kom til at begå et dobbelt mord   – 

Sammenfattende kan man se multikuturalismen som en moraliserende ideologi, der har til hensigt at holdningsbearbejde og hjernevaske den almindelige borger i  de europæiske lande mhp at lukke hans/hendes øjnene for de mange terrorangreb, at dysse os i søvn med budskabet om, at den enkelte muslim og for så vidt hans religion slet ikke har til hensigt at udøve nogen former for vold eller på anden måde  dominere de værtslande der har budt dem velkommen,  hvis der så alligevel skulle ske en voldelig handling  bør man se på de fremmedfjendske budskaber der kommer i en lind strøm fra den ”ekstreme højrefløj”  som stærkt provokerende og som jordbund for de få angreb  der har fundet sted i EU —  

Palle Almindsø  

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!