Skagen. Foto: Steen Raaschou
Der er selvfølgelig altid en mulighed for at danskere, nordmænd og selv svenskere kan redde deres land, hvis de vågner op og forstår at de må handle. Det er aldrig for sent at redde sig selv.
Men foreløbig lever de fleste skandinaver i en mellemtilstand mellem viden og ønsket om ikke at vide. De er svage, fordi de ikke orker belastningen ved at erkende at der ikke kommer nogen hjælp. De står alene. Deres ledere har svigtet dem.
Vores ledere ved også, at vi lever på lånt tid. Men deres devise er: Efter os syndfloden. De tror at båden holder sig flydende nogle år endnu og at de er gået fra borde når søen slår ind.
Alle skandinaver lever i denne Twilight zone, i skumringstimen. Man er uenige om hvor hurtig mørket falder på. Nogle lever endog i total benægtelse. Andre hilser mørket velkommen.
Men de fleste lever med frygt og bæven for en fremtid, som de ser udspile sig hver eneste dag. Og den er mørk. Rigtig mørk.
Befolkningen er låst inde af sine ledere og af medierne. Lederne vil ikke forholde sig til hvad der er problemet. De befatter sig bare med en lille del af det. De lukker øjnene for at EU og konventionerne betyder at fremmede overtager Danmark og Norge. Sverige er allerede i færd med at falde fra hinanden.
Medierne optræder som vogtere, der sørger for at politikerne ikke stilles til ansvar.
Hadet mod Trump viser hvad de virkelig frygter: At befolkningen skal stå op for sine egne interesser. De er blevet anti-nationale.
Den, der vil stå op for sig selv, må derfor bryde op fra det vante. Slutte med at tro at vanen skal redde os. Vi er medskyldige i vor egen undergang, når vi hele tiden udsætter og udsætter og tror at ting nok skal ordne sig, selv om alle ting tyder på det modsatte. Sådan er menneskets psykologi. Det vil gerne tro. Det hænger sammen med vores ønsker om at tro på livet og fremtiden. Men på et tidspunkt bliver denne forhåbning til en vildfarelse. Det punkt har de fleste mennesker passeret for længe siden. Vi udsætter nu noget vi skulle have bestemt os for, for længe siden: Stået op for os selv.
Det er en stor psykologisk belastning at erkende at vi står alene. At landet vore forfædre byggede, er ved at blive overtaget af fremmede. Men den hybridkultur vi ser vokse frem er ikke længere Danmark, ikke Norge og slet ikke Sverige.
Vi kan ikke leve på en hybrid. Vi kan kun leve ved at vor egen kultur og identitet bevares. Derfor er hele identitetskulturen også et angreb på hvem vi er.
Jøderne har et mundheld: Hvem vil være der for mig, hvis jeg ikke vil stå op for mig selv. Hvis ikke nu, hvornår så?
Vi lever på overtid, hvor vi for længst skulle have erkendt at de fede år er forbi, og at kun den, der er for sig selv, vil have en chance.
Det er aldrig for sent at være der for sig selv og sit.