Kommentar

Afvist asylansøger i TV-Avisen, DR1, 5. juni 2019 Kl. 18.30

Som sognepræst Sørine Gotfredsen indirekte påpeger, så har det aldrig handlet om broccoli eller muligheden for at spise på eget værelse. Det handler om at blødgøre danskerne, så der bliver politisk stemning for at lade migranter blive i det land, de ikke har ret til at opholde sig i. Politisk motiveret holdningsmassage, der har som endegyldig slutmål at åbne grænserne for enhver der måtte ønske det. ‘Intet menneske er illegalt’, som redaktionel rettesnor.

God kommentar af Søren Gotfredsen i Kristeligt Dagblad – DR vinkler historie om Sjælsmark-børn følelsesmæssigt manipulerende.

“Sagen er jo ikke i sig selv ud af så meget. De afviste asylfamilier, der opholder sig på udrejsecenteret i Sjælsmark, har nu af den nye regering fået lov til at spise på deres værelse frem for i centerets kantine.

Imidlertid rummer sagen så mange dimensioner, at den fyldte godt op i mediebilledet hele onsdag – og også i TV Avisen på DR 1, hvor den blev vinklet på en måde, som statsminister Mette Frederiksen (S) ikke kunne have ønsket sig mere inderligt.

DR’s reporter byggede sin historie op omkring et interview med en pige fra en af de implicerede familier, der fortalte, at hun drømmer om at leve som ‘andre danskere’, at hun ikke kan lide maden på centeret, og at der ‘ingen fremtid er i det her fængsel’. Enhver må føle med børnene i Sjælsmark, men det undrer, at et sådant indslag kan få grønt lys hele vejen igennem DR’s nyhedsredaktion.

Det er følelsesmæssigt manipulerende og fremlægger tingene yderst ensidigt i en stærkt symbolladet sag, der har været i centrum både før, under og efter valgkampen. Man kan ikke andet end at mistænke DR for at nære en vis lyst til at bakke op om Morten Østergaard (R) og hans opgør med den forrige regerings udlændingepolitik, og hvad enten det kaldes venstrehåndsarbejde eller journalistik med politisk slagside, øger det ikke troen på objektiviteten i DR.

… på TV 2 kunne man berette, at regeringens nye madudspil nærmest falder til jorden. Det viser sig, at man bredt blandt beboerne på centeret er ret ligeglad med, hvor måltiderne indtages, for man vil ud at leve i det samfund, som man har fået afslag på at blive en del af.Naturligvis vil man det.”

ANNONSE