Kommentar



Det er generelt ganske forbavsende, hvordan segmentet af “velmenende” Gutmenschen kan vinde gehør for deres altid oprørte betragtninger om de forhold, den danske stat tilbyder dem, der uindbudt kommer til landet for at slå sig ned.

Dette på trods af den vigtige omstændighed, at disse uindbudte som oftest ikke har andet formål end at opnå forsørgelse og som altovervejende hovedregel er uden udsigt til på noget tidspunkt i deres liv at blive hverken assimileret eller integreret – eller i øvrigt bidrage med noget som helst positivt.

For disse Gutmenschen er intet forhold vedrørende denne gruppe mennesker for perifert – eller endog for grotesk at beskæftige sig med, og udgangspunktet er altid det samme: Den danske stat behandler asylsøgere og migranter umenneskeligt og nedværdigende – således også i det seneste (vild)skud fra foreningen “Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder”. Den har besøgt udrejsecentret Kærshovedgård, der huser de udlændinge, som intet som helst lovligt ophold har i landet, men som enten er på tålt ophold eller som nægter at rejse hjem.

ANNONSE

På baggrund af dette besøg har foreningen så forfattet en rapport, der naturligvis er dybt forarget over de forhold man byder disse uindbudte og uønskede personer, som landet ikke umiddelbart kan slippe af med, og som derfor skal opbevares til ud- og hjemsendelse bliver mulig.

Foreningens forargelse har naturligvis fundet vej til Politiken, der lægger spalteplads til foreningens forargelse over, at Kærhovedgårds beboere skal dele værelse, at deres kommen og gåen kan kontrolleres via den nøglebrik beboerne skal anvende, når de skal lukke sig ind i centret, og ikke mindst: at Kærhovedgård ligger så isoleret:

Beboerne kan frit forlade centeret, men »muligheden for fravær er dog begrænset af Kærshovedgårds isolerede beliggenhed«, skriver komiteen.

De anbragte skal benytte centeret som indkvarteringssted, og de skal melde, hvis de ikke er til stede i tidsrummet mellem klokken 23 og 6.

Beboerne skal ligeledes overholde meldepligten hos centerets politi, som for nogle vil være flere gange ugentligt, imens andre skal vise sig dagligt mellem 9-15. Det skal overholdes, eller falder straffen.

Der findes ikke offentlig transport til Kærshovedgård, og nærmeste togstation er 6 kilometer væk.

Forholdene på Kærshovedgård er værre end i et åbent fængsel og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, siger foreningen Helsinki-Komiteen:

»Når man kontrollerer mennesker i det omfang, som det sker nu, og samtidig giver dem så dårlige muligheder for at komme derfra, så er det at sidestille med frihedsberøvelse og dermed en overtrædelse af konventionen. Det synes vi, at nogle myndigheder skal vurdere«

Selvom Politikens promovering af Helsinki-komitéens kvabbabelser ligger lige til højrebenet for det anti-nationale og kulturrelativistiske organ, så må man igen forundres over, at så absurde betragtninger om så inferiøre forhold kan slås så stort op. Det er nærmest komisk – var det ikke fordi Helsinki-komitéens betragtninger på så mange planer afspejler den stadigt dybere kløft mellem en politisk og meningsdannende elite, der på værste hattedame-maner pærrer rundt i afviste asylsøgeres “menneskerettigheder” og den almindelige befolkning, der i årtier har skullet leve med de katastrofale konsekvenserne af samme elites hang til (selv)godhed: ghettodannelse, bandekriminalitet, kønssegregering, terrortrussel osv.

Den elite som  – her i skikkelse af foreningen Helsinki-komitéen – nægter at anerkende både skadevirkningerne af deres politik og de byrder, som de pålægger dem, der skal leve med disse skadevirkninger. Den (store) del af befolkningen, har Helsinki-komitéen nemlig intet til overs for – og intet kunne ligge dem fjernere end at varetage deres interesser. Her ville det ellers være på sin plads at hive Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 om retten til frihed og sikkerhed af stald og spørge, om det ikke ret beset er befolkningens ret til frihed og sikkerhed, der er truet.

ANNONSE