Angrebet nær julemarkedet i Strasbourg var anderledes end angrebet i Berlin for to år siden. Det er som om Europa forstår, at dette er meget værre end vi hidtil har villet erkende. Gade i Strasbourg 12. december. Foto Christian Hartmann / Reuters / Scanpix

Theresa May kan være fortid inden dagen er omme. Forandringerne sker i et rasende tempo. På den anden side af Kanalen blev Macron ramt af en ”double whammy”, et dobbeltstød, først de gule veste og derefter terror.

Politikken er forsvundet ud af politikernes hænder, og de har selv spillet sig udenfor, sat sig selv på sidelinjen ved konsekvent at føre en politik, som en stor del af befolkningen er imod.

Derfor er det ikke kun politikerne, men også medierne, der sidder på anklagebænken.

De, der har efterlyst en placering af ansvaret, tænker indenfor et bestemt system. Men pointet er at systemet er ved at opløse sig selv.

De flytter initiativet ud af parlamentet og regeringskontorerne og ud i et diffust rum, hvor mange aktører opererer: Gule veste, kriminelle og jihadister.

De ser tomrummet i politikken og deres snit til at sætte et stød ind.

Et jihadistangreb under sådanne omstændigheder kan få meget større følgevirkninger end tidligere.

Salafisterne ser, i lighed med de gule veste, at staten er svag. Det har den været længe. Den formår ikke at styre finanserne. Den har kapituleret overfor ghettoer og parallelsamfund.

Hverken Hollande, Macron eller Merkel, eller May for den sags skyld, forstår at hvis de tillader fremvæksten af områder, hvor nationale love og værdier ikke længere gælder, så vil de på et eller andet tidspunkt blive udfordret.

Nu har Macron med sine arrogante, elitære grønne drømme formået at gøre almindelige mennesker vrede på sig. Når 74 procent synes det er fint at de gule veste giver Macron en på trynen, så har han sat noget i bevægelse, som det kan blive vanskeligt at standse.

Macron har selv gravet den grav, han nu falder i: Han har konsekvent nægtet at gøre noget ved parallelsamfundene. I stedet har han med typisk arrogance sagt at han vil skabe et islam for Frankrig. Lidt som Erna Solberg eller Lars Løkke Rasmussen: Han vil klare noget ingen anden har klaret.

Han valgte at ignorere en alarmerende rapport fra sine egne, som sagde at tiden til at gøre noget er knap.

Det har de sagt, den ene efter den anden: Indenrigsminister Colombe drog tilbage til Lyon med ordene: Tilliden er borte, for forskellige folk kan ikke leve sammen. Det kan ende med borgerkrig.

Lysene har blinket rødt i mange år: Fængslerne er blevet udklækningsanstalter for salafister. Ingen reaktion.

Vi ser det samme mønster i Danmark som i Norge: Politiet siger, at ungdomsstraf for “multikulturelle” er en vits. De ønsker varetægtsanbringelse og fængsling.

Forslaget skydes umiddelbart ned af lederen for Forsvarsadvokaterne, Marius Dietrichson.

Deres udgangspunkt er diametralt modsat.

Måske må vi simpelthen erkende, at disse mennesker har valgt side. En anden side end politiet, lov og orden.

Også store dele af det officielle Norge og Danmark har valgt den anden siden: De modsætter sig alle forsøg på at standse den udvikling, som stadig flere opdager er både dyster og farlig.

De bruger deres stort set sikre positioner i samfundet til at forsvare parallelsamfundene, for at sige det enkelt.

Dermed lammes meningsudvekslingen indenfor samfundseliten. Hvordan skal man kunne skabe brugbare løsninger, hvis selv de mest indlysende forslag – som ungdomsfængsel for hårdkogte unge – skydes ned som umoralske?

I Danmark fungerer kritik af forslaget om at anbringe afviste asylanter og folk der skal udvises på Lindholm, for samme type angreb.

Da vil samfundsopløsningen gå sin gang, og samfundet vil mere og mere ligne en science fictions film.

Bortset fra at det virkelige liv har en helt anden, bitter smag.

May falder, Macron er reduceret til en Marie Antoinette og Merkel ruger over det i Berlin.

Så hurtigt falder de fra magtens tinder.

Vi må forberede os på hvor hurtigt skiftene vil ske og på det, der kommer.