Kommentar

Hubert Robert A hermit praying in the ruins of a roman temple (1760)

Mette Frederiksen foretrak at være en god mor frem for en god socialdemokrat, da hun efter at have skoset danske forældre for at fravælge den lokale folkeskole til fordel for en privatskole og således svigte at bære den samfundsbyrde som især er kommet tilrejsende med Socialdemokratiets stemmer. Det var en pinlig pille af hykleri hun måtte sluge, men da aviser skrev om at det var mønsteret over hele den humanistiske fløj, var det hurtigt overstået så idag kan hun kalde sig formand efter at have ventet Helle Thorning Schmidt ud.

Ingen politikere med blødende hjerter for Folkeskolen fravalgte deres lokale folkeskole, istedet tilvalgte de alternativet fordi deres poder alle som en havde specielle behov. En københavns lokalpolitiker argumenterede med at siden hans børn var adopteret fra Asien, den charmerende del og ikke der hvor Pakistan ligger, så havde de bedst af at være omgivet af hvide, som blommen i et æg. Ikke megen tro på de multikulturelle lyksaligheder man ellers arbejdede intenst på at indføre for almuen. I solidaritet med den ængstelige middelklasse med værdierne i orden begyndte man derfor at arbejde på at skabe ressourceskoler, folkeskoler der satsede på netop de værdier, som tiltalte selvsamme humanister, som kreativitet og musik og som således sikrede hvidheden. På den måde købte man sig lidt respit på fortsat at støtte Folkeskoleideen uden at skulle ofre sine egne børn på ens fine menneskesyns alter.

Jyllands-Postens leder skrev forleden om det besynderlige i at de fleste folk ikke foretrak, selv at leve i deres humanistiske idealer

På en villavej i Tønder med det emblematiske navn Lærkevej er der gået skår i idyllen. Årsagen er den pikante, at en bosnisk muslimsk forening har købt et lille, gult murstenshus på vejen med den tanke at indrette det som »forsamlings- og bedehus«; beboerne fik en e-mail fra kommunen med det ordvalg.

Det var de ikke begejstrede for og startede derfor en underskriftsindsamling, ligesom de gjorde indsigelser under den kommunale høring. Flere end 30 husstande på Lærkevej har skrevet under på protesten, men da pressen – in casu Kristeligt Dagblad – opsøgte Lærkevej, var det langtfra alle, der havde lyst til at stå frem, og heri er noget karakteristisk. Mon ikke de fleste beboere på danske villaveje godt kan forstå de bekymrede borgere på Lærkevej i Tønder, sådan inderst inde og i det dulgte? Hvis man er vant til at leve stille og almindeligt mellem studsede hække og en fælles vejfest en gang imellem, kan det virke forstyrrende, hvis en religiøs forsamling pludselig flytter ind. Det er forståeligt. Men man forstår jo også beboernes ulyst til at sige for meget, for det skulle jo nødigt hedde sig, og man kan jo blive kaldt både det ene og det andet. »Nej, vi skal da ikke begynde at være decideret imod de her mennesker. Det er ikke noget racistisk,« som en beboer siger til avisen, hvormed han ligesom tager forskud på den forudsigelige fordømmelse af de frygtsomme beboere på Lærkevej, deres intolerance og fremmedangst, deres islamofobi.

Og efter at have draget en fin parallel til nabostriden på Sundvænget ved Strandvejen i det nordlige København, hvor en hovedrig plebejer truer Uffe Ellemann Jensen og hans distingverede naboers udsigt med sine byggeplaner – en skræmmende “yderligere fortætning i kommunen” – konkluderer Jyllandsposten

ANNONSE

Eliten, der prædiker tolerance, bor langt fra de steder, hvor forandringerne føles. Det er ikke på Sundvænget, juletræet står til at blive afskaffet. Alligevel kender man også der til følelsen af ubehag ved det fremmede, ja, der skal faktisk meget lidt til at vække det, meget mindre end et bedehus. Blot tanken om at miste en flig af sundudsigten er nok til at få de tolerantes fremmedangst til at bryde ud i lys lue.

Idealer er altid lettest at opretholde på afstand, virkeligheden er en grum læremester. Mere diversitet betyder flere konfliktzoner, ikke bedre vilkår for frisindet. De fleste kan ikke tænke og må føle og det er venstrefløjens dilemma, skriver Thomas B. Edsall i New York Times

Ryan Enos, a political scientist at Harvard, published a book last year, “The Space Between Us,” suggesting that the ideological commitment of liberals in these and other similar communities may waver, or fail entirely, when their white homogeneity is threatened.

Not only is the upscale wing of the Democratic Party an unreliable ally of the left on economic issues — as I have noted in this column before and as Lily Geismer and Matthew D. Lassiter eloquently pointed out in The Times last week — but Enos demonstrates that the liberal resolve of affluent Democrats can disintegrate when racially or ethnically charged issues like neighborhood integration are at stake.

Enos havde ved et kompliceret forsøg, udsat hvide globaliseringsparate Demokrater for en lille symbolsk dosis diversitet i form af pendlende spansktalende og registreret en faldende velvilje overfor den slags i nabolaget. Og Enos skriver i “The Space Between Us

The negative effects of diversity may be responsible for some of the profound differences between places such as Denmark and Zambia or Singapore and India. Noting that these four countries are all democracies, we see the consequences of voters — normally separated by geographic, social, and psychological space — coming together to govern and having to make decisions and allocate resources. It appears that when people are faced with these decisions in a diverse democracy, rather than a homogeneous one, they often choose not to do the things that “make democracy work,” failing to bridge the space between groups by cooperating to share resources and provide for the common welfare.

Og Edsall fortsætter sin læsning af “The Space Between Us

Liberal democracies endorse diversity, Enos writes,

indeed, it is often considered one of our strengths and liberal individuals usually favor diversity as a matter of ideology and public policy. We often support diversity out of a genuine ideological commitment and because we rightly perceive that diversity can improve the performance of many organizations, such as universities and businesses.

But, he continues, “looking across the world and even across states and cities within the United States, most of us would rather not live with some of the social, economic, and political consequences of diversity.” This is what Enos calls “the liberal dilemma.”

Enos cites Gordon Allport, formerly a professor of psychology at Harvard, who described “contact theory” in his 1954 book, “The Nature of Prejudice.” Under the right circumstances, Allport argued, interracial contact could reduce hostility. Those circumstances, Enos notes, include “economic equality and social integration.”

In practice, Enos points out:

Allport’s conditions for prejudice reduction are seldom fulfilled. One of these conditions was that interpersonal contact would reduce prejudice when members of each group were of equal social standing.

In reality,

not only does equality between groups not exist, but true interpersonal contact across groups seldom takes place, even when groups are proximate. Two groups can live in the same area without having meaningful interpersonal contact.

It almost goes without saying that the patterns Enos describes have been crucial to President Trump’s political success.

 

Fra monokultur.dk

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)