Kommentar

Albrecht Durer, Den bortkomne søn, et studie til en indgravering

 

 

Der var engang et land, hvor alle døtrene og sønnerne forlod deres fædres kirke. De var blevet trætte af inventaret. Af de tykke gamle mure. Af de hårde bænke. Af de ældgamle malerier og det udskårne træværk. De var trætte af de gamle salmer, som generation efter generation havde lovprist Gud med før dem, af de gamle fortællinger som havde givet lys og håb og liv til deres forfædre og mødre. De var træt af de evindelige ritualer, som var blevet udført på samme måde i 1000-vis af år.

Tusind år stod Kristi kirke, ja, ja men behøver den også se sådan ud? Tænkte de. Og så vrængede de på næsen af den gamle kirke. Både ad de gamle bygninger, over hvis tærskler det angiveligt trods handicapramper og hjælpsomme kirketjenere er for svært for moderne mennesker at forcere, og ad den gamle tradition, som ”virker fremmedgørende” på mennesker, der lever i et samfund, hvor radioen er opfundet. Gammelt er det samme som forældet. Tænkte de.

 

De var blevet trætte af ordene om nåde og tilgivelse. Om opstandelse og evigt liv. Og da de i grunden slet ikke opfattede sig selv som fortabte syndere, men var fuld af håb og tiltro til egen dømmekraft og moral, ja da de i grunden slet ikke havde brug for tilgivelse eller vejledning for at være gode mennesker og da de mente at de ved egen kraft og styrke kunne skabe en retfærdig verden, og da de havde fuld tillid til at de kunne udskyde døden en rum tid endnu, da forlod de den gamle kirke.

ANNONSE

For de ville noget mere. Noget større. De ville udrette noget. Gøre en forskel ude i samfundet. Hjælpe de fattige og redde miljøet. Den kedelige tjeneste for den nærmeste som der blev snakket om i det kedelige gamle evangelium, det var ikke den tjeneste de ønskede at tjene med. Den kedelige pligt over for broderen, de besværlige børn, ægtefællen, familiens gamle, naboen, den nærmeste, almindelige næste var der ikke noget der fremmede deres anseelse i verden.

Og forståeligt nok for ofte er det meget besværligt at elske de nærmeste. Ofte er de pligter der ligger lige for næsen af os kedelige og drænende. Sønnerne og døtrene ville noget, der også gav dem en god følelse. Personlig tilfredsstillelse. Noget der føltes godt i maven.

I mange år levede de i sus og dus befriet fra de indskrænkende rammer, de kedelige pligter og de forældede traditioner. Frie til at følge mavefornemmelsen.

Men en dag vågnede de op, og så på hinanden og de så, at de var blevet ældre. De så også, at nogen af dem var faldet fra, døde. Mange af dem havde også mistet troen på det med en bedre verden og global retfærdighed og egne fortræffeligheder. De spændende mennesker de gerne ville hjælpe, var ikke spændende mere og nogle af dem ønskede slet ikke den hjælp de kom med. Den entusiasme de var gået ud med, det mod der havde drevet dem hjemmefra og ud for at finde noget bedre –det var væk.

De kom til at tænke på det, de havde hørt derhjemme i fædrenes kirke; At der var forladelse for syndere. At der var åbne arme. At der var lys og varme. At der var en Gud, der er en nådig far, der elsker sine børn. De kom til at tænke på de tykke gamle mure og på den faste grund, de var bygget på. De kom til at tænke på de gamle salmer og de gamle ord, som havde indgydt mennesker trøst gennem generationer. De længtes pludselig efter, at der var en rytme, der var blevet gentaget gennem to årtusinder. Og de tænkte, at der jo i grunden havde været tryghed og trøst i gentagelsen. De tænkte på, hvordan fædrenes gamle kirke i grunden havde udgjort et lyst land midt i dødsnaturen, midt i al verdens larm og på hvordan der fra denne kirke, var udgået kraft, velsignelse og syndsforladelse til det valne blod. På hvordan der trodsigt, søndag efter søndag, år efter år, var blevet indgydt håb, mod, tro og livsglæde og ikke mindst løftet om opstandelse af døde i den kirke.

De kom til at tænke på det mod og den entusiasme, de havde forladt fædrenes kirke med. Den var væk.

De besluttede at vende hjem og de tænkte, at der nok ikke ville være nogen, der tog anstød af at de satte sig nede bagved i den gamle kirke.

Men da de kom hjem, var kirken forandret næsten til uigenkendelighed.

Ja, murene stod der endnu. Men nogen steder var der posthus, andre steder dagpleje, andre steder igen et turistkontor, ja endda en bar, og i de af kirkerne der stadig fungerede som gudstjenesterum (men kun engang imellem), da var de gamle bænke væk. I stedet var der airchairs eller fatboys, man kunne slænge sig i. De gamle orgler var udskiftet med store højtaler anlæg, hvorfra der flød blød housemusik eller det seneste pophit. Den gammeldags prædiken var udskiftet med korte refleksioner, med humanistisk eller livspoetisk tale som selv ikke den argeste ateist ville have løftet et øjenbryn over.

Andre kirker var overtaget af andre trossamfund. Her var forkyndelsen bestemt ikke livspoetisk eller humanistisk. Her prædikedes en streng moral og blandt disse trossamfunds tilhængere herskede der en stærk social kontrol.

Fædrenes kirke som de havde kendt den var væk. Ordene om nåde og tilgivelse var blevet erstattet med ord som ”du er unik og fuld af muligheder”. Ordene om død og opstandelse var blevet erstattet af ord om ”lys i mørket.”  Formaningerne om at miste sit liv for at redde det, var blevet til ord om at sætte grænser for sig selv.

Det hele lignede egentlig det de kom fra. Og da gik det op for dem, at det var blevet for sent. De var vendt om for sent.

Jeg ved godt, at den slags slutninger er vi ikke vant til. Vi er vant til den slutning, hvor den fortabte vender hjem og så er alting intakt. Alt er som det var. Huset står der endnu. Faderen er der. Tilgivelsen er der.

Men sådan kunne det jo kun være, fordi den ældste søn var blevet hjemme og havde hjulpet Faderen med at holde Faderhuset kørende. Hvis begge sønnerne havde forladt den fædrene gård, havde den ikke været der, da de vendte hjem.

Gud ske tak og lov for, at der er nogen der bliver hjemme og passer på vores fædres kirkehus. Plejer murene. Pudser kirkebænkene. Synger med på de gamle salmer. Lytter til de gamle ord. Giver ordene videre til deres børn. Modtager de der vender hjem. Måske ikke med så åbne arme som Faderen i lignelsen, men alligevel nok til at ville glæde sig og fejre festen med dem.

Og Guds ske lov og tak for at vi har en far som alting mægter. Som rækker hænderne ud efter sønner og døtre, der er i det fremmede, borte fra faderhuset.

Vi ved at Jerusalems gamle tempel faldt, men vi ved også, at der var en der rejste det igen på tre dage. Det er derfor løftet også til os i dag, at når dagene er ringe og alt synes tabt, da vil Han rejse det hele igen. At ud af det, der faldt i grus vil, der komme nyt.

Du er mit barn. Alt mit er dit, siger Herren.

Derfor bør vi feste og være glade.

I Jesu navn, amen

 

(Inspiration: Peter Hitchens: The rage against God)

 

Læsninger

Es 65,1-2

Ef 2,17-22

Luk 15,11-32

Salmer

756

21

167

455

363

ANNONSE

Læs også

Syndernes forladelse -
Jesus er herre -
Det syge hjerte -
2. påskedag 2018 -
Alle fronters Gud -
Allehelgen -
Krist stod op af døde -

Læs også