Kommentar

Bildet: Iranerne er dygtige forhandlere, så længe modpartens præmisser er transparente. Obama kunne de læse som en åben bog. Det kan de også med EUs udenrigsansvarlige, Federica Mogherini. Her med udenrigsminister Mohammad Javad Zarif i Bruxelles den 25 april. Foto: Stephanie Lecocq/Reuters/Scanpix

Emmanuel Macron siger i slutningen af USA-besøget, at hans indtryk er, at Trump kommer til at trække USA ud af Iran-aftalen den 12. maj og genindføre sanktioner.

Macron har forsøgt at overtale Trump til i stedet at genåbne aftalen og forsøge at få Iran med på at inkludere missilprogrammet og regional indblanding.

Men ingen ved, hvordan iranerne vil reagere. Signalerne derfra virker vrede. Det kan være en tom poseren, for at skræmme. Men dele af Irans magtapparat synes at have en opfattelse af, at de er så stærke, at de kan trodse USA.

Syrien har skabt et kaos, som Iran forstår at svømme i, ligesom de gjorde i Irak.

Iran behøver ikke at tage de hensyn, som USA må tage: De kan lokke eller tvangsrekruttere unge mænd i Pakistan og Bangladesh og bruge dem som kanonføde.

Klassekampen har i en serie artikler hidset sig op over, at Norge har trænet soldater, som ikke bare har kæmpet mod IS, men også mod Assad. Man kan ikke undgå den konklusion, at Klassekampen mener, at det er illegitimt at kæmpe mod Assad.

ANNONSE

Assad har kæmpet mod IS, anfører redaktør Bjørgulv Braanen.

Fornemmelsen for Assad er udbredt på venstresiden.

Der opereres med én standard for USA og en anden for USAs fjender. Sympatien hælder mod USAs fjender.

Europa har sikkerhedspolitisk kastet håndklædet i ringen.

Macron forsøger at overtale Trump, både når det gælder Iran, Paris-aftalen og WTO. Han hævder, at de transnationale organisationer risikerer at falde fra hinanden, og at de autoritære stater vil udnytte tomrummet.

Men Macron er multikulturalist. Han har vanskeligt ved at forstå, at det er multikulturalismen, som har givet Kina og Rusland en åbning.

Trump har rystet træet tilstrækkeligt til, at andre ledere er blevet usikre med hensyn til, hvor de har ham.

Men så må han være konsistent og ikke forlade positioner, som USA behøver for at være en regional spiller. Bekendtgørelsen om, at USA ville trække sig ud af Syrien, var ubetænksom og direkte stupid.

Trump udfordrer de autoritære regimer, hvad enten det er Erdogan, Putin eller mullaherne.

Sergej Skripal var en prøveballon, efterfulgt af gasangrebet i Douma. Begge afprøver civiliserede staters tålegrænse.

Når Trump stiller sig i spidsen for en koalition, som slår tilbage, er det en handling som forpligter, f.eks til at beskytte kurderne. USA kan ikke bare walk away.

Det Trump oppdager er ikke mission creep, det er ansvaret ved at lede i en kaotisk og brutal verden, hvor ulvene står klare til at slå til, hvis du viser svaghed.

For Obama-linjen er det vanskeligt at indrømme, at Trump har set noget rigtigt: At dialog-linjen var en direkte opmuntring til selvtægt og ran af stater og mennesker.

Det findes en sammenhæng mellem Trumps diplomati overfor Nordkorea og Iran-aftalen. Trump balancerer. Begge de to regimer følger med i, hvad der sker og forsøger at læse situationen.

Trump har fået dem til at miste balancen. Kim Jong Un er i bevægelse. Han skal møde sin sydkoreanske kollega, Moon Jae-in, på sydkoreansk grund, fredag. Det er historisk. En af vore fremmeste kendere af Sydøstasien, Stein Tønnesson ved Institutt for fredsforskning (PRIO), kan ikke få sig selv til at give Trump æren for, at Nordkorea viser nye takter. Det er Sydkoreas fortjeneste, mener han.

Han mener, at fredagens topmøde vil være vigtigere end det forestående møde mellem Kim Jong Un og USAs præsident Donald Trump om nogle uger. Det møde vil ifølge Tønnesson hovedsagelig dreje sig om Nordkoreas meget omstridte atomprogram.

– De kommer enten til ikke at blive enige, hvilket vil betyde en ny krise, eller de bliver enige om en aftale, hvori Nordkorea går med til at opgive sine atomvåben mod, at USA ophæver sanktioner, siger han.

Afgørende.

Men en sådan aftale er i sig selv kun lidt værd, påpeger Tønnesson.

– Det er mødet mellem Moon og Kim, som vil afgøre, om en aftale mellem Kim og Trump kommer til at overleve, fastslår han.

Asienforskeren mener, at det først og fremmest er Sydkoreas præsident, som har æren for, at tilnærmelsesprocessen er i gang.

– Han gik til valg på en tilnærmelse til Nordkorea og vandt. Det er ham, som har drevet hele processen frem, konstaterer han.

Tønnessons politiske antipatier overtrumfer hans forskerrolle. Kim Jong Un var ved at bringe nabostaterne ud af fatning med sine raketter og atomprøver. Uden amerikanernes faste hånd, f.eks John Mattis fåmælte ord om, at USA mente alvor, havde Little Rocket Man næppe ændret kurs.

Trump har ændret præmisserne for amerikansk diplomati. Det burde ikke være vanskelig at se. Macron deltager, frivilligt eller ufrivilligt, i Trumps forestilling, når han siger, at Trump vil trække sig ud af Iran-aftalen. Mullaherne bliver usikre, ligesom Kim Jong Un blev det.

Diplomati uden en troværdig afskrækkelse er ikke diplomati, det er langsom underkastelse.

Det har de liberale endnu ikke forstået, men autoritære ledere tager budskabet til sig.

Derfor kan Trump blive en stor præsident.

 

Macron Warns of Heightened Tensions if U.S. Exits Iran Deal

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

ANNONSE

Skriv et svar