Kommentar

Eugene Delacroix: Liberty leading the people (1830)

Vi er borgere med forskellige og ofte modstridende meninger og opfattelser, som har fundet sammen i enighed for at give udtryk for vor frygt og uro for den stærkt fremvoksende islamisme. Det, som forener os, er ikke vore specielle præferencer, men snarere en stærk fornemmelse af, at friheden som helhed trues, og ikke bare friheden til at tænke. Det, som i dag forener os, er mere grundlæggende end alt det, som vil skille os i morgen.

Den nye islamiske totalitarisme forsøger med alle midler at vinde terræn og på samme tid at fremstå som offer for intolerance. Man kunne senest bivåne denne strategi for nogle uger siden, da lærerforeningen SUD Éducation 93 foreslog at udvide uddannelsesplanen med et trin bestående af «workshops» for «statsracisme», hvorfra heteroseksuelle hvide elever skulle være udelukket. En del af foregangsmændene her var sympatisører med Collectif contre l’islamophobie en France og Parti des indigènes de la République. Eksempler af denne art er i den sidste tid blevet mangfoldige. Således er vi blevet belært om, at den bedste måde at bekæmpe racisme på, er at adskille «racerne». Hvis dette forslag chokerer os, så er det, fordi vi er republikanere.

Vi forstår også, at fordi religionerne her til lands er blevet krænket af en «instrumentaliseret sekularisme», er vi nødt til at give dem, som inkarnerer «minoriteten», det vil sige islam, en helt speciel plads, så de ikke længere behøver at føle sig ydmygede. Den samme idé synes at ramme bredere: det viser sig nemlig, at ved at dække sig med slør, beskytter kvinderne sig mod mændene og fjerner sig fra dem på en sådan måde, at de endelig står frit til virkelig at være frie.

ANNONSE

Det fælles springende punkt for disse to udtryk for en speciel tænkemåde, er at det handler om at beskytte de «undertrykte» (det er ikke vore ord, men tilhører SUD Éducation 93), og at man kun ved at adskille de undertrykte fra alle andre, vil være i stand til at tilkende dem deres rettigheder.

Det er ikke så længe siden apartheidsystemet styrede Sydafrika. De forsøgte også at retfærdiggøre det hele ved at tildele de sorte «deres egne» områder, hvor de blev indrømmet en forestilt uafhængighed. Et sådant system er heldigvis forsvundet.

Men se så her, i dag fremlægges der i Frankrig forslag om nye former for apartheid: en segregation «med omvendt fortegn», grundlagt på en idé om, at de «undertrykte» på denne måde skulle kunne bevare deres værdighed, idet de bliver beskyttet mod deres «undertrykkere».

Men betyder det da ikke, at en kvinde, som vover at bortkaste sit slør, dermed er et frit bytte? At en «race», som mænger sig med andre, af den grund bliver «ydmyget»? At en religion, som accepterer at være én blandt flere andre religioner, dermed mister al troværdighed?

Og de franske muslimer, eller de, som er af muslimsk kulturel baggrund uden selv at være troende, som elsker folkestyret og ønsker at leve sammen med alle andre, har de også behov for islamismens beskyttelse mod «undertrykkerne»? Og kvinderne, som nægter at leve bornerte liv under islams åg, hvem skal bestemme på deres vegne? Og hvad med alle andre? De som ikke fortjener en plads under undertrykkelsens sol. Hvad stiller man op med dem?

Hele denne mentalitet og tilhørende praksis er i absolut motstrid med alt, som er blevet gjort for at sikre Frankrig som et land med fred mellem borgerne. I lang tid har landets sammenhold været grundlagt på, at man ikke giver efter for særegenheder, som kan foranledige interne konflikter. Det, man benævner den republikanske universalisme, består ikke i at benægte kønnene, etniciteterne eller religionerne, men i at definere et fælles borgerligt rum uafhængigt af disse kategorier og dermed uden at nogen på forhånd er ekskluderede. Og hvordan er det muligt ikke at se, at religionsneutraliteten også beskytter de religioner, som er mindretallige? En trussel mod denne religionsneutralitet sætter os i fare for religionskrige.

Hvilket formål har så denne nyskabte segregationisme? Er den udelukkende ment for at redde de «undertrykte» fra at komme i kontakt med andre og for at bevare deres renhed? Har denne bevægelse ikke som fremmeste formål at bestyrke løsrivelsesprocessen fra det nationale fællesskab, dets love og sæder? Er det ikke et udtryk for et had mod det, som allermest karakteriserer vort land og folkestyre?

At hver og én skulle leve efter sit fællesskabs love i foragt for alle andres love, at hver og én ikke skulle dømmes af andre end sine egne, det er det absolut modsatte af den franske republiks ånd. Den er grundlagt på afvisning af private rettigheder, som udelukkende og særligt skulle gælde enkelte grupper – på afskaffelsen af privilegier. De samme love for enhver af os, ja, det er det, som sikrer republikken.

Den nye separatisme rykker frem under falskt flag. Den ønsker at fremstå som godartet og mild, men er i virkeligheden det vigtigste våben i islamismens politiske og kulturelle erobringstogt. Islamismen ønsker at være noget særskilt, fordi den netop afviser alle andre, deriblandt muslimer, som ikke underkaster sig dens dogmer. Islamismen afskyer den demokratiske suverænitet, netop fordi den nægter islamismen enhver legitimitet. Islamismen føler sig ydmyget, så længe den ikke er eneherskende.

Det handler om ikke at acceptere dette. Vi ønsker at leve i en hel verden, hvor de to køn ikke føler sig stødt af tilstedeværelsen af det andet køn. Vi ønsker at leve i en hel verden, hvor kvinder ikke bliver dømt mindreværdige på grund af deres køn. Vi ønsker at leve i en hel verden, hvor mennesker kan sameksistere med hverandre uden at frygte. Vi ønsker at leve i en hel verden, hvor ingen religion dikterer lovene.

L’appel des 100 intellectuels contre le «séparatisme islamiste»

Waleed al-Husseini, forfatter
Arnaud d’Aunay, maler
Pierre Avril, professor
Vida Azimi, jurist
Isabelle Barbéris, professor
Kenza Belliard, underviser
Georges Bensoussan, historiker
Corinne Berron, forfatter
Alain Besançon, historiker
Fatiha Boudjahlat, essayist
Michel Bouleau, jurist
Rémi Brague, filosof
Philippe Braunstein, historiker
Stéphane Breton, cineast, etnolog
Claire Brière-Blanchet, reporter, essayist
Marie-Laure Brossier, regionalt tillitsvalgt
Pascal Bruckner, forfatter
Eylem Can, dramaturg
Sylvie Catellin, semiolog
Gérard Chaliand, forfatter
Patrice Champion, tidligere parlamentarisk rådgiver
Brice Couturier, journalist
Éric Delbecque, essayist
Chantal Delsol, filosof
Vincent Descombes, filosof
David Duquesne, infirmier libéral
Luc Ferry, filosof, tidligere statsråd
Alain Finkielkraut, filosof, forfatter
Patrice Franceschi, forfatter
Renée Fregosi, filosof
Christian Frère, professor
Claudine Gamba-Gontard, professor
Jacques Gilbert, idéhistoriker
Gilles-William Goldnadel, advokat
Monique Gosselin-Noat, professor
Gabriel Gras, biolog
Gaël Gratet, professor
Patrice Gueniffey, historiker
Alain Guéry, historiker
Éric Guichard, filosof
Claude Habib, forfatter, professor
Nathalie Heinich, sosiolog
Clarisse Herrenschmidt, lingvist
Philippe d’Iribarne, sosiolog
Roland Jaccard, essayist
Jacques Jedwab, psykonalytiker
Catherine Kintzler, filosof
Bernard Kouchner, lege, tidligere minister
Bernard de La Villardière, journalist
Françoise Laborde, journalist
Alexandra Laignel-Lavastine, essayist
Dominique Lanza, klinisk psykolog
Philippe de Lara, filosof
Josepha Laroche, professor
Alain Laurent, essayist, redaktør
Michel Le Bris, forfatter
Jean-Pierre Le Goff, filosof
Damien Le Guay, filosof
Anne-Marie Le Pourhiet, jurist
Barbara Lefebvre, lærer
Patrick Leroux-Hugon, fysiker
Élisabeth Lévy, journalist
Laurent Loty, idéhistoriker
Mohamed Louizi, ingeniør, essayist
Jérôme Maucourant, økonom
Jean-Michel Meurice, maler, produsent
Juliette Minces, sosiolog
Marc Nacht, psykoanalytiker, forfatter
Morgan Navarro, tegner
Pierre Nora, historiker, redaktør
Robert Pépin, oversetter
Céline Pina, essayist
Yann Queffélec, forfatter
Jean Queyrat, produsent
Philippe Raynaud, professor i statsvitenskap
Robert Redeker, forfatter
Pierre Rigoulot, historiker
Ivan Rioufol, journalist
Philippe San Marco, forfatter, essayist
Boualem Sansal, forfatter
Jean-Marie Schaeffer, filosof
Martine Segalen, etnolog
André Senik, lærer
Patrick Sommier, skuespiller
Antoine Spire, visepresident i la Licra
Wiktor Stoczkowski, antropolog
Véronique Tacquin, professor, forfatter
Pierre-André Taguieff, politolog
Maxime Tandonnet, forfatter
Sylvain Tesson, forfatter
Paul Thibaud, essayist
Bruno Tinel, økonom
Michèle Tribalat, demograf
Caroline Valentin, essayist
David Vallat, forfatter
Éric Vanzieleghem, dokumentarist
Jeannine Verdès-Leroux, historiker
Emmanuel de Waresquiel, historiker
Ibn Warraq, forfatter
Yves-Charles Zarka, filosof
Fawzia Zouari, forfatter

Oversatt av Odin Fredrik Rustad og Lotte Jakobsen

ANNONSE

Skriv et svar