Den massive tilstrømning af flygtninge og andre migranter til Europa bærer bud om en næsten eksistensiel trussel mod kontinentet, sagde USAs daværende udenrigsminister, John Kerry, i februar 2016 under en pressekonference i München. Næsten to år efter ser vi få tegn på, at Europa forsøger at lukke de ydre grænser. SOS Méditerranée-skibet «Aquarius» lagde fornylig til kaj i Pozzallo på Sicilia med 320 migranter ombord.

Mange, som tager til orde for, at Europa bør standse massetilstrømningen, gør det mest af hensyn til vor egen verdensdel, fordi vore lande i længden vil blive ødelagt i processen. Men nogen gør det lige så meget med tanke på migranterne selv, og en af dem er Paul Collier, professor i økonomi ved Oxford University.

Paul Collier. Foto: UNU-WIDER/Wikimedia Commons (udsnit).

Collier, en fremstående ekspert på udviklingslande og med stor omtanke for verdens fattigste, er ikke ukendt for Documents læsere. Derimod er hans centrale forståelse og indsigt på migrationsområdet, som han forklarer i den banebrydende bog «Exodus» (2013), langt hen ad vejen ukendt for vore samfunds beslutningstagere – for eksempel at økonomisk udvikling i Afrika vil forstærke migrationstrykket mod Europa, og at indvandringskontrol dermed vil blive vigtigere end nogensinde.

Men visse politikere viser antydninger af realitetsorientering. Den 14. december var Collier hovedtaler ved en konference om asylpolitik i København arrangeret af  danske Socialdemokratiet. Økonomen fra Oxford blev i den forbindelse interviewet af Berlingske, som skriver, at han i sin nye bog, «Refugee: Rethinking Refugee Policy in a Changing World», opfordrer til, at Europa holder op med at tage imod flygtninge, for i stedet at satse på økonomisk udvikling på sikre steder i flygtningenes nærområder.

Professoren har gentaget denne udmærkede idé i artikler, interviews og bøger i fem år. Hvornår vil politikerne begynde at lytte til ham?

Om Colliers indlæg på konferencen i København skriver den danske avis, at han anklager europæiske politikere generelt og socialdemokrater specielt for at have ført en «verdensfjern, elitær og globalistisk politik, som har fremmedgjort almindelige borgere». Er det mulig ikke at få associationer til Støre? Måske opfatter socialdemokraterne ikke hentydningen, før alle vælgere, som ikke er importerede, har forladt dem.

Problemet bunder i en usund politisk kultur, mener Collier:

«De socialdemokratiske partier er blevet overtaget af en helt anden samfundsklasse end den, der oprindelig udgjorde partiernes kærne. Ikke almindelige borgere, men den uddannede akademiske elite, som står fremmed overfor almindelige borgeres bekymringer, og typisk bor i enklaver i enkelte storbyer.»

Vigtigt for ham at påpege er, hvor vanvittig uretfærdigt og uøkonomisk det er at hente flygtninge til Europa:

«Vi bruger 135 dollar for hver person, som dukker opp, mot én dollar for hver person, vi hjælper lokalt. De som forbliver tilbage, er ofte langt svagere end de, som klarer at rejse til Europa. De som kommer herop, er tit også yngre og rigere, og nogle af dem forlader forpligtelser i hjemlandet.»

Det skyldes intellektuel ladhed og moralsk selvhævdelse af den værste slags, hvis man tror, at denne gruppe har et enormt behov for hjælp, tilføjer han – og identificerer dermed Europas største skavank, nemlig at den ikke er i besiddelse af det, Oriana Fallaci kaldte fornuftens styrke. Resultatet er begrædeligt: De dummeste og mest selvgode påberåber sig en moralsk og intellektuel overhøjhed, som der ikke er dækning for.

Politikerne må ikke give folk incitament til at risikere livet for at komme til Europa, mener Oxford-professoren. Flygtninge har ikke ret til  shoppe efter et land.

Hvis man antager, at du får din vilje, og Europa ikke længere vil acceptere flygtninge, hvad skal man så stille op med dem, som kommer alligevel?

«Hovedreglen bør være, at folk som kommer i strid med asylreglerne, ikke skal få det, de ønsker sig, for ellers vil der komme endnu flere. Sådan virker incitamenter. Derfor må man finde en mekanisme, som ikke udsætter flygtningene for fare eller lidelse, men som heller ikke indebærer, at de får asyl og rettigheder i for eksempel Nordeuropa. Her kan man sige, at uanset hvortil man sender eksempelvis somaliere, så vil det være bedre end retur til Somalia, og derfor kan man for eksempel tilbyde dem at blive indkvarteret i en lejr i et hvilket som helst sikkert naboland.»

Reporteren spørger, hvordan han forholder sig til anklager om at gå højresidens ærinde, noget Collier fnysende afviser med, at han har større omtanke for de fattige end sine kritikere.

Men en vis frykt for den slags anklager, har han nok alligevel. Han taler hellere for døve ører til socialdemokrater og venstrevredne akademikere end prøve at henvende sig til en højreside, som ville have lyttet til ham. Under sit besøg på Universitetet i Oslo i november 2015 udtalte han sig meget forsigtigere end situationen tilsagde. Nogen større politisk indflydelse ser han da heller ikke ud til at have opnået i løbet af de fem år, hvor han høfligt har forsøgt at tale fornuft til dem, som har administreret eller bifaldet galskaben.

Køb Hege Storhaugs bog her!