Gæsteskribent



Der er meget, der er racistisk i den store (h)vide verden, såsom mælk. Hvorfor er mælk racistisk? Fordi ikke-hvide mennesker ikke tåler mælk så godt som hvide mennesker, der har indtaget det, som en væsentlig del af deres kost igennem tusind år.

Heldigvis kan Solen yde lidt modvægt til den slags uretfærdigheder. King Kong er ifølge Huffington Post en allegori for negeren, og abens kranke skæbne for foden af Empire State Building kun en advarsel om, hvorfor det nødvendigvis må gå galt for den ædle vilde i civilisationen – og det forklarer jo så meget (En klassisk tolkning af Camerons Aliens caster alien-dronningen som en sort wellfare-queen, storproducerende snyltende og grusomt afkom).

Museum Vestsjælland havde af hensyn til tidsånden valgt at udstille antikke negerdukker, som “piger fra Vestsjælland har leget med” i et særskilt rum “fordi tilskueren pludselig skulle forholde sig til 200 års racesyn” og “reflektere over det menneskesyn som dukkerne og sparebøsserne er udtryk for”. Men som man kunne læse norske VG for et par år siden, så var hvide småbørns valg af hvide dukker frem for sorte, et udtryk for børnehaveracisme – et ganske alvorligt problem. Og hvorfor koster hvide og sorte skøjtebarbier ikke det samme? Hvides præferencer for dukker er bare racistiske – med mindre det er en Trump-dukke.

ANNONSE

Det er i dette miljø, at Signe Herman i Jyllands-Posten udtrykker sin lettelse over, at hendes børn ikke rigtig ligner det, de er. Og hvad de er, er små tjærefarvede klumper, men snydenær på at gå for rigtige “leverpostejsfarvede” hvide. Herman har nemlig været helt nede i Umblagidarum efter en rigtig negermand, og nu er hun utryg over højredrejningen, tonen i debatten, fordomme, strukturel diskrimination og hvorledes det kommer til at påvirke hendes børn

Jeg kan måske se tidlige stadier af det i mit ældste barns insisteren på, at rigtige prinsesser har langt, lyst hår. Min mand bliver meget utilpas over den tankegang og fortæller igen og igen, at alle mennesker er smukke, som de er, og at man ikke skal bruge tusindvis af kroner og bade sig i kemikalier for at komme til at ligne noget andet. Han finder bøger og tegnefilm med handlekraftige, mørke piger i hovedrollerne og er meget imod at udsætte børnene for Disneys ariske prinsesseunivers.

Jeg er enig i det med pengene og kemikalierne, men jeg synes, at det at lege med sit udseende er uskyldigt og endda positivt, hvis det virkelig bunder i en nysgerrighed efter at se, hvor mange forskellige udtryk, ens udseende kan have. Men de allestedsnærværende, blonde prinsesser tyder på, at det ikke kun er nysgerrighed, desværre.

Min mand mener ikke, at det at vokse op som en del af en underprivilegeret gruppe nødvendigvis er en ulempe. Han mener, at ens kulturelle baggrund kan være så stærk, at det opvejer alle de strukturelle barrierer, man kan blive udsat for. Hvis han var vokset op i USA eller Sydafrika, ville han ikke have ønsket sig at være hvid. Måske er det min opvækst som en del af den privilegerede gruppe, der gør, at jeg ikke helt kan forstå logikken. Jeg kan ikke se, hvorfor nogen skulle vælge at have alle odds imod sig, hvis de kunne slippe for det. Men det bunder i stolthed over og kærlighed til sin baggrund. I at nægte at give sin identitet i bytte for letkøbte fordele, at ville klare sig på grund af, og ikke på trods af, sit udgangspunkt.

Vi har altid ønsket, at vores børn skal være stolte over deres rødder, som spænder over to kontinenter. Men hvad nu, hvis de ender med kun at ville kendes ved den ene side af sig selv? Vil det blive som i apartheidtidens Sydafrika, hvor nogle farvede, der blev klassificeret som hvide, fornægtede deres ophav, fordi det gav dem en masse konkrete fordele, selvom prisen var en bitter splittelse af deres familier og et liv i konstant angst for at blive afsløret? Vil mine børn føle skam over at følges med deres far, hvis nogen råber efter ham på gaden? Vil de føle sig tvunget til at vælge mellem deres internationale identitet og deres tilhørsforhold til Danmark?

Ja, det var lettere om alle var malet blå så ingen skulle smøre sværte eller rettelak op ad benene, men så ville sorte Massa ikke være sit eget eksotisk underpriviligerede selv, der var så lokkende.

Herman vil helst ikke fremstå alt for hellig og indrømmer til “sin store skam” at hun “kæmpede med alle mulige Dansk Folkeparti-agtige fordomme” fordi hendes “ældste barn, der vælger mennesker med hjertet, har fundet sig en ven med muslimsk baggrund“. Disse fordomme “viste sig selvfølgelig at være (…) grundløse fordomme, der ikke havde hold i virkeligheden” da hun mødte vennens familie. Hvad det mere præcist var for Dansk Folkeparti-agtige fordomme fortælles ikke og det er derfor svært at se, hvorfor det er en selvfølge at de var grundløse. Spiste den muslimske vens familie ølmarineret flæskesteg og lod datteren frekventere swingerklubber?

Og så er der noget andet, som hun ikke fortæller, der til gengæld ville være mere relevant påpegede min ven (en af dem, jeg har faktisk flere end en), så jeg vil give ham de sidste ord:

– Hun fortæller ikke, at hun er aktiv i “Ægteskab uden grænser” og “De usynlige danskere”, der begge fører kampagne mod begrænsninger på indvandringen. Hun går sjovt nok også kun under Signe Hermann, selv om hun hedder Signe Kibuuka Hermann. Nu hun er opsat på at holde sine børn fast i deres afstamning ville det ellers være oplagt.

– Hun fortæller heller ikke, at hun ifølge hendes linkedin-side og hendes cv siger, at hun boede og arbejdede i Tanzania (Dar es-Salaam) fra august 2009 til september 2011. I Tanzania har hun så åbenbart mødt en ugander som har gjort hende gravid. Hvis børnenes rødder og sorte rollemodeller var så vigtige, hvorfor så ikke blive i Tanzania, eller tage til faderens hjemland Uganda? De to lande har sikkert også langt bedre indvandringslovgivninger, og mandens (efter sigende) videregående uddannelse, der underligt nok ikke kan godkendes i Danmark, vil sikkert være godkendt der.

– Eneste problem ved at blive dernede jeg kan se er, at der ikke er så gode overførselsindkomster som i Danmark, men det kan jo umuligt være det der gør det.

– Hun fortæller ikke, at hun er del/driver af en kampagne for tiden. Hun optræder i en artikel i Arbejderen i januar 2016, men derefter er der still til kampagnen begynder i november 2016. Det sjove er, at hun koncentrerer sig om ét medie ad gangen. Det er udelukkende Information fra november 2016 til januar 2017 (Kronik (Inf.) 16/11 ´16, læserbrev (Information) 3/12 ´16, læserbrev (Information) 19/12 ´16, læserbrev (Information) 21/1 ´17, læserbrev (Information) 23/1 ´17). Derefter er det udelukkende Arbejderen januar til februar i år (læserbrev (Arbejderen) 25/1 ´17, artikel (Arbejderen) 31/1 ´17, kronik (Arbejderen) 8/2 ´17). Og nu er tiden så kommet til JP.

– Mht de “racistiske” disney-prinsesser, så omfatter gruppen på 11 en kineser (Mulan), en araber (Yasmin), en neger (Tiana) og en indianer (Pocahontas). Men spørgsmålet er, hvorfor Disney-prinsessernes påståede hvidhed overhovedet er et problem, hvis hendes børn ser hvide ud. Så er det jo netop faderens insisteren på sorte rollemodeller, der indoktrinerer dem med en racistisk identitet der ikke er deres.

 

Drokles blogger på www.monokultur.dk

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.