Oraklerne



Berlin er altid en rejse værd, og Berlin i november giver i særdeleshed stof til eftertanke.

Krystalnattens rædsler i 1938 og den endelige afslutning på 2.verdenskrig og den lille rødlige hverdagsudgave af det tredje rige i 1989, som er den, jeg husker, men som jo står i forbindelse med det første.

Sikke en nat. ”Åbnet på grund af glæde” kunne man have sprayet på Muren, hvis man som dansker var kommet forbi, for den nat døde det sociale eksperiment kommunismen med dens aflæggere Verdensfredsforbundet, Next Stop, Atomvåbenfri Zone, Fodnotepolitikken og hvad det nu hed alt sammen. Stunde Null havde på ny indfundet sig, en ny begyndelse skulle tage form, alle var glade undtagen Stasi (DDRs Gestapo), men dem var der ingen, der frygtede mere.

Det er en lise for sjælen at studere mindesmærkerne over ideologierne i Berlin, for der bliver ikke langt fingre imellem. Desværre er der ikke så mange besøgende. I det offentlige liv har venstrefløjen, ikke den dogmatiske, men dem, Martin Luther ville kalde sværmerne, (dem der hele tiden drømte om et bedre liv og fik andre til at udføre arbejdet) til stadighed projekter kørende.

ANNONSE

Glæden over genforeningen, rejsefriheden, de rigtige penge (kan nogen huske D-marken og Thilo Sarrazin, manden bag dens indførelse i DDR?) svandt med tiden og Treuhand, for selvfølgelig var Vesten ikke Gud.

Den tyske forfatter Monika Maron siger, at frihed er frihed til ikke at tro, hvad politikerne siger. Men ligesom det for enkelte i Vesten var Stalins Sovjetunion, der var drømmelandet, var Vesten det for millioner af DDR-borgere.

Dog da fabrikkerne forsvandt, og dermed indtægten, begyndte der at brede sig en murren. Og den kunne Venstrefløjen bruge, for nu var den opposition, og den var i øvrigt langt mere politisk aktiv end de borgerlige, der nu sidder med Angela Merkel i spidsen, der mener nøjagtig det samme som Socialdemokraternes Martin Schultz.

For der hersker en på en gang dyster og skinger stemning i Tysklands offentlige liv: Holocaust lever og har det godt, og den eneste måde at gøre bod på er, ja netop: modtagelsen af millioner af flygtninge fra Mellemøsten, Afrika og Asien. ”Es gibt keine Alternative”siger kanslerinden om sig selv og sin politik, men hendes land er i opløsning, som Weimarrepublikken var det, som Hitlertyskland var det, og som DDR var det. Og med de ord er det lykkedes kansleren og hendes ligesindede at lægge låg på talen om hvorvidt Tyskland skylder verdens befolkning et nyt og bedre liv.

Samtidig intensiveres jagten på de tilbageværende nazister: 100-årige bringes døende i retten, og mænd, der som 17-årige, i 1944 blev udkommanderet til dødslejrene, modtager drakoniske straffe. 17-årige piger modtager til gengæld fra stat og kommune moralsk belæring om at gå tækkeligt klædt ved nytårstid i Köln Hovedbanegård. Jul eksisterer kun som julemarkeder, dvs dér, hvor der er penge at hente på den.

Det synes som om Berlin atter en gang vil gøre sig gældende som Europas midte – og talerør.

En invitation til syriske flygtninge sådan om en bloc at slå sig ned i Tyskland, berører jo også Tysklands nabolande, der ikke ønsker et stort kontingent borgere af en anden kultur. Men det må de ikke helt selv bestemme.

For mon det ikke er i Tyskland som i Danmark, at fremmede, der klarer sig selv og selv betaler, har en større risiko for at blive hjemsendt end asylanter, hvis der kommer kludder i bureaukratiet?

Og når Berlin, der jo aldrig forsømmer en lejlighed til at fortælle, hvem, der betaler mest til EU, indtager denne ikke-holdning(og lad det bare stå klart, at den meget omtalte bevogtning af Europas grænser for tiden nærmest fungerer som rejsebureau), hvor skal man som tysker så henvende sig, når man ser sit lande falde fra hinanden?

Ingen etablerede partier vil røre ved noget, der ligner et indvandrerstop.  Dermed har de jo selv være med til at befordre fremkomsten af mere eller mindre mystiske forehavender som ”Reichsbürger”, der ikke vil betale skat eller bøder, fordi de kun respekterer grænserne fra før 1937, og nynazister. For hvor konservatismen går ud, går reaktionen ind.

Berlin er nu for tredje gang på et århundrede centrum for et sværmeri.

De to første er heldigvis døde og borte, men sværmeriet, drømmen om det bedre samfund lever i bedste velgående, og det er ikke blot gadens parlament, der kæmper for det, men også det etablerede, nationale parlament. Igen myldrer danske politikere til Berlin, som om Miraculix’ styrkende gryde stod på evigt blus i Kanslerbygningen i Berlin.

Mærkeligt.

Berlin gør sig bedst, når ideologierne har lidt nederlag. Sværmeriet derimod kender ingen grænser, heller ingen landegrænser. Men hvem skal tale det imod, når hele det offentlige liv tilslutter sig det? At mellemøstlige unge mænd i Berlins gader råber op om at dræbe og lemlæste jøder forekommer ingen mærkeligt, hvorimod en lukning af danske grænser for sådanne afstedkommer en bemærkning om ”mindelser fra 30’erne” – fra en tysk minister.

Den kristne tænker(og frafaldne muslim), engelske Sam Solomon, sagde om kommunismens lyksaligheder, at de var ”pebbles, pebbles”, dvs. det rene vand, overfor den frembrusende islam. Den islam, som Vesteuropa og navnlig Tyskland gør sig til beskytter af.

 

Margrethe Horstmann er teolog og sognepræst

ANNONSE