Kommentar



Søren Hvvid Pedersen og Karl Kristensen Berth har kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at sende Eid-hilsninger ved afslutningen af ramadan. Det samme gjorde den norske statsminister.

Dagbladene mobiliserer samfundets støtter der fordømmer de to og ligesindede. Tidligere overrabbiner Bent Lexner mener det vidner om en “angst for religion”. Kristeligt Dagblad slutter sig til på lederplads. Hvor trangt skal Danmark blive hvis man ikke kan ønske hinanden god jul eller god Eid?

Det er bare dét, at de muslimer der ønsker god jul er der ikke mange af, og der findes eksempler på at de der gør går det ilde.

Ahmed Shah var en ahmadiya-muslim i Glasgow der ønsket kristne naboer god påske. Det skulle han ikke gjort. Det kom en taxachauffør op fra Birmingham og dræbte ham med kniv.

Af en eller anden grund bliver silke hændelser fort glemt af den samme presse, der bebrejder Søren Hviid Persen og Karl Kristensen Berth.

Kristeligt Dagblad omtaler dem slik på lederplads:’

Det er jo den flig af sandheden i kritikken, at islam i sine mer yderliggående gevandter har vist sig meget svær at forene med vestlige friheds- og lighedsidealer. Derfor er den massive invandring til Europa fortsat problematisk.

En flig af sandheden?

ANNONSE

Efter denne helgarderingen kan støtte sættes ind:

Udfordringen løses dog ikke ved at dæmonisere alt, der har med islam at gære og afvise enhver gestus, som kunne bygge bro mellem kulturerne.

Dæmonisere?

Dette greb er velkendt for at vende kritikken mod afsender. Vi taler om et nyt syndefald. Det er de højreorienterede der bringer synden ind i det multikulturelle samfund. Uden dem kunne harmonien været muligt. Men de ødelægger. Disse veklager hører man igen og igen, uanset hvor dybt og bredt islamiseringen viser sig.

Det er på tide med nogen modspørgsmål:

Hvorfor er de der kalder sig kristne nogen af de mest undfaldende i vor tid i forhold til islam og islamismen? Er det virkelig kristeligt? Og hvorfor er de mere optaget af at brendmærke dem der forsøger at tage op trusler mod vores samfund, end at belyse truslerne?

At kalde sig kristen forpligter. Det forpligter ikke mindst når kristne i Mellemøsten fordrives og dræbes for sin tros skyld.

Denne type kristendom – og faktisk også jødedom – er med at give kristne et dårligt rygte.

Det er at svigte sin tro og sine trosfæller og alle de som håber eller tror at ordet Kristus fortsat betyder noget.

 

image

 

Kristeligt Dagblads “flig”: Hvor mange kristne – og muslimer (sic) var det der blev dræbt i løbet af ramadan? Det var mange, og nu har angrebene begyndt også i Vesten. Hvis man skal lykønske bør man i det mindste minde om alle ofrene, men det gør ikke Løkke Rasmussen. Han tror det er som at ønske god jul.

ANNONSE


  • Tim Pallis

    Det var et meget fint synspunkt, som jeg helt og fuldt deler. Er det virkelig kristendom igen og igen at sige pæne ting om islams dominans her i Europa? Ved kristne og jødiske debatører overhovedet, hvad islam vil her i Vesten? Vore politikere – hele spektret igennem – vil så gerne gøre islam tilpas med deres venlighed og inklusivitet. De aner ikke, at netop den bevidsthed bliver vor ulykke. Det er som at give fanden en lillefinger. Han tager hele hånden senere. Vi er nok de mest undfaldne i forhold til islam. Det overlever vi ikke på lang sigt. Kristendommens “vend den anden kind til” vil medføre, at vi taber vor europæiske kultur på gulvet. Det bliver islams dominans og vort selvmord.