Kulturhjørnet

Hvilken almindelig begrebsforvirring der hersker på dette punkt, ses bedst deraf, at udtryk som musik i maleri, farvepragt i musiken, malerisk virkning i plastiken, arkikektur i digtekunsten ikke længere er billeder brugte for at pege i en bestemt retning, men af de forskellige udøvere tages aldeles bogstaveligt, så de i deres fortvivlede ansigters sved gør forsøg på ved hjælp af den ene kunstarts midler at udtrykke den andens væsen. (…) Det er ufatteligt, at en kunstner kan føle sig smigret ved at komme ind under en synsvinkel fra en ham fremmed kunst, og endnu mere absurd, når han selv arbejder hen derimod. En komponist burde betragte det som den største hån, når nogen roste hans værk for malerisk skønhed. Billedhuggeren ligeså. Og omvendt burde maleren protestere imod musikalske udtryk anvendte på hans kunst. Det ville være af ikke ringe betydning, om enhver var trofast imod sin livsgerning, som kun kan være en eneste. (…) Den ene kunstart kan slet ikke trives uden den anden, og det er en kendt sag, at når man sår byg og havre imellem hinanden i samme ager, så bliver begge kornsorter kraftigere, end om de var holdt hver for sig. Men byggen bliver dog ved at være byg og havren havre. Hvor den ene kunst trives, vil der også være trang til den anden, men forsøgene på at holde dem ind i hinanden vil aldrig lykkes, men vildleder og skader kun dem, der ellers kunne være ‘rene af hjertet’.

Carl Nielsen – af essayet Ord, musik og programmusik i Levende Musik (1925)

ANNONSE