Oraklerne

Trump holdt en fin tale i Warszawa for et par dage siden, hvor han roste polakkerne for deres modstandskraft imod nazisters og kommunisters forsøg på at udslette dem og deres kristne kultur. Han sagde, at det store spørgsmål i dag er, om den vestlige civilisation har viljen til at overleve og modstå de trusler, der truer den.
De venstreorienterede amerikanske medier kaldte talen ”racistisk”, ”hvid nationalistisk propaganda”, ”en krigserklæring til den muslimske verden”, ”provokerende”, ”paranoisk” og – måske værst af alt – byggende på kristne værdier. Jeg hører nu, at symfonimusik betragtes som musik for hvide privilegerede.

Til oplysning: Trump nævnte intet om race eller hvide mennesker. Jeg ved ikke, hvad han mener om symfonimusik.
En venstreorienteret amerikaner, Brad Woodhouse, tidligere rådgiver for præsident Obama, ville – direkte adspurgt af en journalist – ikke sige, at den vestlige civilisation var bedre end f.eks. den muslimske i Mellemøsten.

Svaret på Trumps spørgsmål, som er det vigtigste spørgsmål overhovedet i disse år, er, at venstreorienterede amerikanere ikke har viljen til at forsvare denne civilisation, kun at bagtale og ødelægge den. Det samme gælder venstreorienterede i de vesteuropæiske lande – og det gælder også borgerlige partier.

ANNONSE

De østeuropæiske lande og jævne mennesker i USA og Vesteuropa, som ikke er syge i hovederne, kan derimod godt se forskellen på de vestlige civiliserede lande og de kaotiske voldelige lande i Mellemøsten (Israel naturligvis den ene undtagelse). Det kan i øvrigt også de millioner fra Afrika og Mellemøsten, som i disse år strømmer til Europa.

 

Bent Jensen er professor i historie, tidligere leder af Center for Koldkrigsforskning og forfatter til en række bøger – herunder koldkrigsværket Ulve, får og Vogtere

ANNONSE