LEDER



Det virke­lige kernepunkt ved val­get i Østrig var ikke Nor­bert Hofer, men folkets suv­eræn­itet som den abso­lutte forud­sæt­ning for demokratiet. At EU og Berlin synes at bestride dét, og nærmest for­bereder undtag­stil­stand, er et tegn på en alvorlig poli­tisk krise.

Det største prob­lem er ikke frus­tratio­nen “på gulvet”, det er svik­tende forståelse for demokratiet i estab­lish­ment og i Bruxelles.

Don­ald Trumps mete­oriske suc­ces burde være et bevis på, at det sker rys­telser i under­grun­den som medier og poli­tikere ikke har været op­mærk­somme på. I stedet er de op­taget af at frem­stille Trump som en farlig, hvid mand. Investor Jens Ulltveit-Moe og pro­fes­sor Frank Aare­brot mener han er en ny Hitler.

Det er beteg­nende for hele estab­lish­ments reak­tion på de nye højrepar­tier. De ser Sieg Heil overalt. Noget finder de altids, i et kom­men­tar­felt, i en per­sons for­tid, i en hæn­delse eller et foto. Det kan bruges for alt det er værd. At de samme ans­tændige er i alliance med voldsven­stre, og bagatel­lis­erer trusse­len fra islamis­terne, skaper den spe­cielle, polaris­erede stemn­ing som Europa præges af. Mere og mere.

ANNONSE

Hvor langt er de vil­lig til at gå? Svært langt. De siger det ydre ven­stre har sagt i årtier: Fas­cis­men står for døren. Dermed kan nesten hvad som helst retfær­dig­gøres.

Juncker og Merkel kunne sagt, at man må respek­tere spillere­gler, som gælder alle. I stedet spidser de et bud­skab om at det hollandske Fri­hedspar­tiet, Alter­na­tive für Deutsch­land, Front National osv per defin­ition er “uden­for” og ikke kan tillades at sidde med mag­ten. Da vil EU fryse lan­det ud af beslut­ning­sproc­esserne.

– Men er det noget galt med at være for sit eget land, spurgte Richard Quest en fyr fra Eurasian Group.

– Bruxelles troede at Fri­hetspar­tiet ville demon­tere de struk­turer som er bygget op, svarte ved­k­om­mende.

Net­top. Det er det over­nationale sys­tem, og retslig­gørelse af poli­tikken som også Norge er en del af. Den norske reg­er­ing kan nesten ikke vente på at op­fylde Bruxelles’ ønsker. Statsminister Erna Sol­berg vil gerne deltage i Merkel og Junck­ers fordel­ing af migrantkvoter, og norske medier fortæller ikke væl­gerne at vi dermed placerer os i den lejr, som vil ha reg­uleret og varig øget asyltil­strømn­ing.

Dette er trolig stik i strid med fler­tal­lets ønsker, men det gies indtryk af, at vi er på parti med fremti­den.

Er dette virke­lig det lan­d, som to gange har sagt nej til EU-medlem­skab?

Hvor­dan er det mulig at ændre et lands poli­tiske ori­en­ter­ing til de grader, uden at det vækker sterkere reak­tioner? Sen­ter­par­tiet er bare en skygge af sig selv.

For nu gælder det ikke fiskekvoter og land­brugssub­si­dier. Det gælder demokrati­ets grundlag: folke­su­v­eræn­iteten.

Er det indlem­melsen af islam som har svækket det demokratiske sin­delag? I islam lig­ger al suv­eræn­itet hos Allah. I demokratiet lig­ger det hos folket. Men lærer elevene dét i skolen? Eller lærer de, at det findes forskel­lige op­fat­telser, og at måske den religiøse står over den sekulære?

Bruxelles har lenge ligget i krig med folke­su­v­eræn­iteten. Det er ikke første gang man i Bruxelles næg­ter at tage en folkeafstemn­ing til følge og beder om en ny.

Men nu er det anderledes. Indsat­sen er større.

Juncker og Merkel forudsæt­ter at de nye højrepar­tier a pri­ori er betente. A pri­ori betyder uafhængig af erfar­ing. En forhånd­sdom. Det spiller ingen rolle hvad de gør og siger. De er per defin­ition stængt ude. Den slags mak­t­poli­tik er risik­a­bel og kan give uvent­ede resul­tater.

Pressen er ikke dygtig til at eksponere hvor eksplo­siv denne frem­gangsmåde er. Man behan­dler oppo­sition som myt­teri.

Da indfører man helt andre regler: Et myt­teri kan behan­dles med ekstra­ordinære metoder. Demokratisk sam­tale sus­penderes.

EU-føder­al­is­terne har bygget en struk­tur som frem­mer deres målsæt­ninger. Når den er truet, hen­ter de op værk­tøj som skal forsvare bygvær­ket. De er min­dre op­taget af, at de dermed tram­per på folke­su­v­eræn­iteten. Det er lenge siden den spildte nogen reel rolle. Poli­tik er reduceret til et spil. Så lenge væl­gerne stem­mer på det de bliver tilbudt, er alt vel.

Men væl­gerne i USA og Europa siger, at dét finder de seg ikke lenger i.

Mis­nøjen vil ikke forsvinde. De vel­lykkede og rige har vist, hvad de er i stand til om de ser sine inter­esser truet. De har vist “sin hånd”. Dermed er ikke spillet som det var før. Folk har set hvad som foregår. De kan legge sam­men to og to. De forstår at Panama Papers betyder at rik­dom­men fly­der uden­for demokratisk kon­trol, selv når den fly­der tilbage til deres egne lande.

I Lon­don er det tusind­vis af shell-com­panies som ejer fashion­able lejligheder og her­skab­shjem, og ingen ved hvem ejerne er.

Forud­sæt­nin­gerne for sam­fun­dets indret­ning har blivet grund­læggende ændret over flere år. Nu har folk endelig beg­yndt at rea­gere. De forsøger at komme ajour med sine egne liv.

De kom­mer ikke til at finde sig i, at de park­eres eller udvises som ille­git­ime. Der er for meget som står på spil.

ANNONSE


  • Britta Due Andersen

    Jeg tror rigtig mange tænker som mig: Hvad kan jeg gøre i min modstand mod “undergangen” af Danmark / VestEuropa, som jeg ikke gør i dag?

  • Pingback: Brexit kan forandre alt - Document()