Gæsteskribent



Dagen efter terrorangrebene i Bruxelles lå flere vartegn i Storbritannien oplyst i det belgiske flags farver. Dele af pressen i Storbritannien kritiserede skånselsløst landet i den anledning. Hvorfor, spurgte de, fandt denne nu traditionelle, sentimentale ceremoni først sted dagen efter angrebene og ikke på selve aftenen for angrebene? Hvorfor var vore lys forsinkede et helt døgn, mens andre byer var i stand til at ytre deres “solidaritetsgestus” med det samme? Sådan er vores tid. Og sådan lyder vore spørgsmål.

Natten efter de seneste terrorangreb i Bruxelles lå offentlige bygninger i Storbritannien såsom National Gallery i London (t.v.) og Manchester rådhus (t.h.) oplyst i det belgiske flags farver.

Hvis der er et spørgsmål i alt dette, er det ikke, hvorfor det tog Storbritannien mere end et døgn at finde sine belgisk farvede lys frem, men hvorfor vi stadig ikke, efter 67 år med terror, har fundet de enkle blå og hvide lys frem, som skal til for at vise Israels flag i det offentlige rum.

Det er jo ikke ligefrem, fordi der ikke har været masser af muligheder. Israels fjender har faktisk givet os endnu flere muligheder for lysopvisning, end tilhængerne af ISIS foreløbig har tilbudt de lysbegejstrede.

ANNONSE

Man kunne anføre, at folks holdninger har ændret sig gennem de seneste syv årtier; at nytteløse “solidaritetserklæringer” i dag er in, mens de i tidligere generationer ikke var det. Det kan have forekommet uhørt for en hvilken som helst britisk institution at udstille det israelske flags farver på eller i bygninger i 1948, 1956, 1967 eller 1973. Men da sentimentalismen kom til Storbritannien, skete det i stor stil. Havde den ikke ramt os ved den første intifada (1987-1993), ramte den os bestemt ved den anden (2000-2005).

I denne periode blev tusindvis af israelere dræbt og såret af palæstinensiske terrorister. Men der var ingen fremvisninger af det israelske flag på offentlige bygninger. Heller ikke under krigen mod Hizbollah i 2006 var der lys på vore vartegn – lige så lidt som efter hver eneste affyret raketsalve ind i Israel fra Gazastriben, som var blevet forladt af israelerne kort forinden for at give araberne på stedet mulighed for at skabe Mellemøstens Singapore eller Côte d’Azure.

Når Israel bliver angrebet, er trapperne ved de israelske ambassader i London og andre europæiske hovedstæder ikke besmykket med blomster, bamser eller lys eller håndskrevne noter om sympati. Når israelere bliver angrebet og myrdet er der sommetider en reaktion ved Israels ambassader. Den har dog tendens til at være mindre bamseoptaget; den består i højere grad af menneskeskarer, som udspyr rasende tirader imod Israel og må holdes tilbage fra yderligere fjendtligheder af det lokale politi.

Det er muligt, at der er dem, der mener, at Israel simpelthen ligger på et andet kontinent end Europa, og at det, selvom det i sin kerne er et vestligt samfund, ikke er et, som vi føler os tilstrækkeligt tæt på. Hver gang der i vore dage forekommer et terrorrangreb i en vestlig hovedstad, er der imidlertid altid folk, der spørger, hvorfor smerten over Paris eller Bruxelles er stærkere end f.eks. smerten over Ankara eller Beirut.

Men Paris/Bruxelles-spørgsmålet bliver sjældent, om nogensinde, stillet for Jerusalems vedkommende. Man kunne koge det ned og sige, at det skyldes, at ofrene i Israel er jøder. Men der findes også en anden forklaring, som er lige så sand. Den er, at Israel opfattes anderledes, for når Israel angribes af terrorister, opfattes landet af rigtig mange mennesker i Vesten ikke som et uskyldigt offer. Det opfattes som et land, der på en eller anden måde selv har pådraget sig volden.

Undskyldningerne for denne opfattelse kan variere og række lige fra en protest imod landbrug i Golanhøjderne til Israels nægtelse af at lade våben, beregnet på dets udslettelse, strømme ind i Gazastriben. Andre undskyldninger kan gå ud på, at de israelske “bosættelser” på Vestbredden – idet man belejligt ser bort fra, at for de fleste palæstinensere er hele Israel, “fra [Jordan] floden til [Middel] havet,” som de udtrykker det, én stor “bosættelse” – bør fjernes, sådan som det tydeligt kommer til udtryk i både Hamas’ og PLO’s fundats. Ingen af disse fundatser er nogensinde blevet frafaldet. Kigger man på et hvilket som helst kort over “Palæstina,” er der reelt tale om et kort over Israel, men med “al-Quds” i stedet for “Jerusalem” og “Jaffa” i stedet for “Tel Aviv.” For disse palæstinensere eksisterer der i virkeligheden kun én grundliggende forbrydelse: selve staten Israels eksistens.

Men dette landområde – Kanaan, den frugtbare halvmåne, Judæa og Samaria – har været jødernes hjem i næsten 4.000 år – trods romere, Saladin, det osmanniske kejserrige og det britiske mandat.

Tilbage har vi kendsgerningerne. Og kendsgerningerne viser, at alle disse “undskyldninger” for terrorisme er ukorrekte. Israel begår for eksempel ikke “krigsforbrydelser,” “apartheid” eller “folkedrab,” sådan som propagandisterne har overtydet europæerne om, at Israel gør. Derimod kæmper Israel mod en fjende, der bryder alle regler for væbnet konflikt, og Israel reagerer på en så præcis og moralsk måde (hvilket High Level Military Group konkluderede i sin vurdering af Gazakonflikten i 2014), så de allierede lande nu er bekymrede for, at de måske ikke vil være i stand til at leve op til det israelske militærs moralske standard, næste gang de går i krig.

Israel forsøger, ligesom resten af Vesten, at finde en lovlig og anstændig måde at reagere på over for en række ulovlige og uanstændige terrormetoder. Det er heller ikke sandt, at Israels fjender har berettigede, territoriale fordringer at fremføre. De sidder allerede på hele Gazastriben, og hvis de ønskede det meste af Vestbredden, kunne de have fået det på snart sagt et hvilket som helst tidspunkt siden 1948, herunder ved Camp David i år 2000. Men hver eneste gang var det palæstinenserne, der afviste alle tilbud – endda uden at fremsætte modtilbud.

Alligevel menes Israel, set med mange europæeres øjne, at have gjort noget, som selvmordsbombere forekommer at være et forståeligt svar på. Hvad enten det ytres eller ej, så er det denne tankegang, der gør terror imod Israel til en mindre forbrydelse end terror alle andre steder.

Sikken et chok resten af verden en skønne dag vil få. For hvis man tillader en “undskyldning” for én falsk fortælling fra islamiske ekstremister, så bliver man også nødt til at tillade den for de andre. Man vil for eksempel blive nødt til at acceptere ISIS’ udtalelse om, at Belgien er en “korsfarernation,” som fortjener at blive angrebet, fordi landet deltog i et “korstog” imod Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS). Man bliver nødt til at acceptere, at på grund af kampene imod islamiske ekstremister i Mali og Syrien har disse islamiske ekstremister ret til at angribe mennesker i Belgien, Frankrig, Sierra Leone, Canada, USA og Australien.

Man vil være nødt til at acceptere, at europæere kan dræbes for at udgive en tegning, simpelthen fordi en fremmed terrorgruppe siger det, og derefter acceptere, at tegnerne selv pådrog sig dette.

Israels fjender og resten af den civiliserede verdens fjender udviser nogle mindre, indbyrdes forskelle, men der er meget mere, de har til fælles. Begge drives ikke alene af de samme jihadistiske ideologier, men af en insisteren på, at deres politiske og religiøse syn på verden ikke kun er relevant for dem selv, men skal bringes i anvendelse af og over for alle andre.

Det vil måske tage sin tid at indse det, men vi er alle i samme båd. Der går måske også nogen tid, før de europæiske byer finder de blå og hvide lyspærer frem; men hvis vi begynder med at spørge, hvor disse pærer mon forsvandt hen, kommer vi muligvis en anelse nærmere en forståelse, ikke blot af Israels knibe, men af den knibe som nu også er vores.

Douglas Murray analyserer og kommenterer aktuelle begivenheder og har base i London.

 

 

Oprindelig engelsk tekst: “Excuses” for Terrorists

af Douglas Murray

Oversat af Mette Thomsen
March 30, 2016 at 5:00 am

http://da.gatestoneinstitute.org/7817/undskyldninger-terrorister

ANNONSE