Det bliver i disse dage diskuteret, hvor og hvordan den 22-årige Tyler Robinson blev så radikaliseret, at han kunne begå et koldblodigt mord på den unge højreleder, Charlie Kirk, som blev skudt ned, mens han førte dialog med studerende ved et universitet i Utah. Tidligere præsident Barack Obama, skyndte sig at udsende en fordømmelse af mordet, og sagde, at han bad for Charlies efterladte. Men så tilføjede han, at ingen kunne vide, hvad der havde motiveret morderen.

Også højre-tilhængere har begået politisk motiverede mord – omend i langt ringere udstrækning end venstrefløjen. Men også her er der en vigtig forskel. Man vil sjældent støde på højretalsmænd, som på nettet eller i de traditionelle medier åbent fryder sig over deres formodede meningsfællers ugerninger. Få fra højrefløjen vil prøve at bagatellisere politisk vold med henvisning til ofrenes onde gerninger og dermed gøre det klart, de selv var ude om det – som vi ser i rigt mål, når ofrene hedder Donald Trump og Charlie Kirk.

Mordet på Charlie Kirk, den karismatiske stifter af Turning Point USA, demonstrerer atter engang forskellen på det politiske højre og venstre. Højreorienterede betragter deres politiske modstandere som mennesker, de er uenige med, mens venstreorienterede ser deres modstandere som onde og nogen, man ikke bør lytte til. De fortjener ikke nogen fair behandling i medierne. Man kan frit lyve om dem og opdigte noget, som de hverken har sagt eller gjort. Når det viser sig, at beskyldningerne er grundløse, trækker de venstreorienterede på skulderen og går med den bedste samvittighed af verden over til den næste løgn.

Frankrig lader til at være kørt fast i en situation, hvor landet er blevet uregerligt. Den nye premierminister kunne søge en tilnærmelse til venstrefløjen, der kalder sig Den Nye Folkefront, men så kunne han godt opgive sine besparelser. Eller han kunne prøve at nå til en forståelse med Marine Le Pen, og det er det sidste, præsident Macron vil tillade. Han kunne allerede sidste år have søgt en alliance med Rassemblement National, men som vi ser i land efter land, vil systempolitikerne hellere sætte nationens eksistens på spil end række den forhadte ”højrefløj” en lillefinger. I den sidste ende må politiske løsninger vige for den herskende klasses magtbegær.

Der er sikkert ikke mange danskere, der ved, at der er forskel på Somalia og Somaliland, men ifølge Ayaan Hirsi Ali kunne kløften ikke være dybere. Hvor Somalia er et permanent tilholdssted for krigsherrer, terrorister, jihadister og våbenhandlere, er Somaliland et ordnet samfund med demokrati, politisk opposition og fungerende institutioner. Hvis det ikke netop var Ali, der berettede dette, ville man ikke tro på det.

End ikke den listige udenrigsmister kan fortælle, hvor ”Palæstina” ligger, hvilke grænser den har, hvem der styrer denne imaginære formation, eller hvilket folk, der bor i landet. ”Palæstinenserne” blev opfundet i 1970’erne efter tilskyndelse af Sovjetunionen. Før den tid hed de arabere og var ikke stort anderledes end de omkringboende arabere. Lars Løkke kunne ligeså godt anerkende Atlantis.

Gennem årtier har man kunnet påregne fordømmelse og forfølgelse, hvis man forsigtigt ymter, at man er dansker og gerne vil have sine børn til at vokse op i et Danmark med rod i det land, som vi og vore formødre og forfædre i tusind år har betragtet som vores. Som vi har lidt og stridt for, fordi vi ikke har andre steder at være. Skal vi overleve, må vi tage et opgør med globalisterne.

Vestens antisemitiske medier er også glade for at kunne bringe billeder af sultende palæstinensiske børn – hvad enten de er palæstinensere eller ej.
Derimod ser vi ingen billeder af de israelske børn, som Hamas slagtede den 7. oktober 2023. For det var jøder, og dem kan europæerne ikke lide. Derfor skal alle problemer i Mellemøsten tilskrives den jødiske stats ondskab.

Planen var at ruinere Trump og sætte ham i fængsel resten af hans liv på anklager for opdigtede forbrydelser.

Vi ser det samme fænomen i Europa. Det er således iøjnefaldende, at enhver politiker, der vover at udfordre Den Dybe Stat uvægerligt får retssager på halsen. I Danmark gælder det Morten Messerschmidt, i Holland Geert Wilders, i Frankrig Marine Le Pen, i England arbejderlederen Tommy Robinson – for ikke at tale om den rumænske præsidentkandidat Calin Georgescu, hvis valgsejr blev annulleret, fordi den øverste sovjet i Bruxelles ikke ville finde sig i ham.

Stadigt flere kyndige iagttagere spår nu, at de store europæiske lande nærmer sig et finansielt sammenbrud, fordi der er en stigende ubalance mellem de offentlige udgifter og staternes indtægter. Resultatet bliver øget offentlig gældsætning, som det bliver stadigt vanskeligere at forrente. Den fremtrædende historiker og politiske kommentator, David Starkey, bemærker, at det britiske samfund hviler på myter, som ikke har nogen forbindelse med virkeligheden. Samtidig prøve staten at indbilde borgerne, at de er for uoplyste til regere sig selv.